Torsdag er blevet den nye fredag i Odsherred Kommune.
I Odsherred Kommune kan de kommunalt ansatte tage på weekend allerede om torsdagen. Kommunen har fra den 16. september 2019 byttet den traditionelle 5-dages arbejdsuge ud med en alternativ 4-dages arbejdsuge med tre dages weekend.
Den nye ordning har kun været i gang i snart to måneder, men har allerede skabt begejstring blandt flere af kommunens medarbejdere, det fortæller HK-fællestillidsmand, Eva Haupt-Jørgensen. Netop HK er den største fagforening på det administrative område, som dækker over halvdelen af de medarbejdere, der arbejder under den 4-dages ordning.
Eva Haupt-Jørgensen har derfor haft adskillige samtaler med mange af de medarbejdere, der er med i forsøgsordningen.
– Jeg synes, at det er gået over al forventning. Der er en god stemning blandt medarbejderne, og man kan mærke, at de brænder for, at det her projekt skal lykkedes. De synes, at det er et spændende projekt. Det er spændende, at vi er en af de første offentlige instanser, der forsøger at ændre og modernisere den traditionelle arbejdsuge, siger Eva Haupt-Jørgensen.
Min oplevelse er, at medarbejderne er glade. Jeg har hvert fald ikke fået klager endnu, om at det ikke fungerer
Claus Steen Madsen, kommunaldirektør, Odsherred Kommune
Læs også: Anerkendelse får ældre til at blive på arbejdsmarkedet
Længere arbejdsdage
En ekstra weekenddag kommer dog ikke uden omkostninger.
De traditionelle 37 timer er stadig gældende, dog er 2 af timerne sat af til kompetenceudvikling, hvor medarbejderne kan udvikle deres kompetencer. Den 4-dages arbejdsuge betyder, at medarbejderne har længere arbejdsdage. Det har dog ifølge Eva Haupt-Jørgensen endnu ikke taget pusten fra de ansatte.
– Dagene er lidt længere, men de tre dages pause giver utroligt meget. Meget mere end man egentlig regner med. Når vi går hjem torsdag eftermiddag, så har vi faktisk weekend. Ugen går hurtigt, fortæller HK-fællestillidsmand Eva Haupt-Jørgensen.
En af de 300 administrative medarbejdere, der er under den nye ordning, hedder Rie Madsen og er boligkonsulent i Odsherred Kommune. Hun så fra starten projektet som et spændende tiltag, men var bekymret over udsigten til de længere arbejdsdage. Hun fortæller dog, at de lange dage ikke på noget tidspunkt har været et problem indtil videre, da den ekstra weekenddag giver meget energi.
Får tid til tandlæge og frisør
– Dagene flyver afsted på arbejdet. Jeg føler også, at jeg får et ekstra boost og glæde ved at møde ind mandag, fordi man er endnu mere veludhvilet. Så er man klar til en ny uge. Jeg kan mærke, at min motivation er høj, jeg kan næsten ikke få armene ned, siger boligkonsulent i Odsherred Kommune, Rie Madsen.
Rie Madsen bliver bakket op af sin kollega, Jette Kristensen, der arbejder som assistent i boligadministrationen i Odsherred Kommune. Hun synes heller ikke, at det har været hårdt at vænne sig til de lange arbejdsdage.
– Jeg får klaret en masse praktiske ting som for eksempel tandlæge besøg, frisørtid, men også meget til afslapning og motion, som giver en masse luft og energi, siger Jette Kristensen.
Selvom der med den nye ordning skal presses flere timer ind på de fire arbejdsdage, så kan Jette Kristensen stadig få hendes hverdag til at hænge sammen.
– Før ordningen gik i gang begyndte jeg at møde tidligere på arbejde. På den måde kan jeg stadig nå at få noget af min eftermiddag derhjemme, de dage hvor jeg ikke har aftaler med borgere eller møder. Jeg føler ikke, at dagene er ekstremt lange. Der er stor fleksibilitet i hvordan vi lægger vores timer, siger Jette Kristensen.
Læs også: Robotter i arbejdslivet
Fakta om den ordningen
– Den nye ordning om en 4-dages arbejdsuge trådte i kraft den 16 september 2019, og er et 3-årig forsøgperiode
– Ordningen har været undervejs i 1.5 år. Ideen kom fra kommunens borgmester Thomas Adelskov (A).
– Formålet mod den nye ordning er, at udvide kommunens borgerbetjening og gøre kommunen til en mere attraktiv arbejdsplads
– Den nye ordning følges løbende af forskere fra RUC, der skal evaluere effekterne af ordningen undervejs
Kommunaldirektøren ser manglende klager som et godt tegn
Også kommunens kommunaldirektør, Claus Steen Madsen, synes, at projektet er kommet godt fra start. Idéen til den nye ordning kom fra kommunens borgmester, Thomas Adelskov (A), og har været 1,5 år undervejs. Projektet udføres i et samarbejde med forskere fra RUC, der senere i projektet skal følge resultaterne fra kommunen. Indtil videre ser Claus Steen Madsen dog manglende henvendelser som noget positivt.
– Min oplevelse er, at medarbejderne er glade. Jeg har hvert fald ikke fået klager endnu, om at det ikke fungerer. Det tager jeg som et godt tegn. Fællestillidsmænd siger også, at medarbejderne er glade. Den fredag fri virker som en rigtig god investering, siger Claus Steen Madsen.
I første omgang er projektet et forsøg, der som minimum skal strække sig over 3 år. Rie Madsen ønsker, at forsøget fortsætter efter den 3-årige prøveperiode.
– Jeg håber, at forsøget fortsætter efter prøveperioden. Det er der ingen tvivl om. Det passer mig rigtig godt med den kortere arbejdsuge med længere dage, siger en positiv Rie Madsen.
Herunder kan du selv gå på udforskning i, hvordan arbejdsugen har ændret sig gennem tiden. Swipe dig gennem tidslinjen for at få et overblik over, hvordan arbejdsugen har ændret sig gennem tiden.
Sådan gjorde vi: Journalisten undrede sig over, hvordan det var gået forsøget med den 4-dages arbejdsdag i Odsherred Kommune. Der var ikke lavet nogen opfølgende historie, hvilket gjorde det interessant at undersøge.