Konservative fører valgkamp til sidste minut på Frederiksberg, men troen på Pape svinder ind

Køen foran Frederiksberg Rådhus ved valgstedets åbning tirsdag morgen. 
Foto: Terese Gram

Af Emma Loft Gjelstrup og Terese Gram 

Ved åbningen af valgstedet på Frederiksberg Rådhus dannes der hurtigt en lang slange af borgere, som er klar til at sætte deres kryds til folketingsvalget. I den tidlige morgenstund er kun et parti mødt op foran rådhuset. Ved fodgængerfeltet står kandidater fra De Konservative og kæmper for vælgernes stemmer til sidste øjeblik. 

De håber stadig på et godt valg for De Konservative, men den seneste tids nedgang for partiet har sat sine spor i partifællernes tro på Pape (K) som statsminister. 

NetAvisen har været på Frederiksberg, hvor vi har talt med Laura Lindahl (K), Katarina Ammitzbøll (K), Rico Djernis (K) og Allan Beier (K), der alle stiller op til Folketinget i Københavns Storkreds. 

Selvom de holder fast i håbet, udviser de bekymring for valgets udfald og er vaklende i troen på, at deres formand bliver den næste statsminister. 

Laura Lindahl (K), tror du på, at Søren Pape stadig kan blive statsminister ved dette valg?

– Nej, jeg tror ikke på, at han bliver statsminister, siger hun.

Partifællen Rico Djernis (K) er mere diplomatisk i sin dom over formandens chancer for at indtage Statsministeriet.

 – Jeg tror, at det bliver rigtig svært at få statsministerposten nu, siger han.

Læs også:Ubeslutsomheden hersker: »Jeg besluttede mig først i stemmeboksen« 

Der er mere optimisme at finde hos Katarina Ammitzbøll (K) og Allan Beier (K). De to fokuserer nærmere på håbet end på troen på trods af, at de indrømmer, at de er bekymrede for valgets udfald.

– Jeg håber virkelig på, at det lykkes for ham, fordi jeg ved, at han vil blive en god statsminister for Danmark, siger Allan Beier (K).

“Karaktermord” på Pape nedgang i meningsmålingerne

Til kommunalvalget sidste år mistede De Konservative borgmesterposten på Frederiksberg for første gang i 112 år

Samtidig viser DR’s seneste meningsmåling fra Epinion, at De Konservative står til 5,8 procent af vælgernes stemmer. Det er en nedgang på hele 10,9 procentpoint siden august, hvor partiet stod til 16,7 procent af stemmerne. 

Rico Djernis (K) mener, at partiets nedgang i meningsmålingerne kan forklares med seneste tids personlige fokus på Søren Pape.

Jeg synes, der har været en smædekampagne mod ham i valgkampen. Den ene sag efter den anden har påvirket målingerne, siger han.

Han henviser til de sager, der har fyldt i medierne i den seneste tid om Søren Papes privatliv og politiske virke. Sagerne har bl.a. omhandlet usandheder vedrørende hans daværende mand samt et møde med Den Dominikanske Republiks regeringstop, som han ikke informerede Udenrigsministeriet om.

Dertil har Ekstra Bladet måtte undskylde, efter at have skrevet en urigtig historie om, at Søren Pape Poulsen brød Udenrigsministeriets retningslinjer om rejser under corona, da Pape i sommeren 2021 rejste til Den Dominikanske Republik. Det viste sig dog ikke var tilfældet.

Allan Beier (K) er også af den overbevisning, at den negative omtale af den konservative formand har forplantet sig til vælgerne. Han kalder den personlige kritik af Søren Pape for “et karaktermord”.