Mørke gader giver utryghed: Politiske partier vil have gadebelysning igen

Frederikssund Kommune har valgt at slukke alt lys mellem kl. 01-05. Foto: Gabriella Behrensdorff

Der er helt mørkt i Frederikssund mellem kl. 01 – 05, og sådan har det været siden 2019, hvor Frederikssund Kommune besluttede at slukke alle gadelamper i kommunen om natten for at spare på strømmen. Besparelsen er i runde tal årligt 580.000 kr., men det er penge, som de to politiske partier, Dansk Folkeparti og Fjordlandslisten, gerne vil have fundet i det kommunale budget, så gadelyset igen kan blive tændt.

Kirsten Weiland (Fjordlandslisten), der er formand for Plan- og Teknikudvalget i Frederikssund Kommune, mener, at manglende gadebelysning giver utryghed.

– Det er for utrygt, at gadebelysningen ikke er tændt om natten. Folk færdes i nattemiljøet og nogen går ikke i seng før kl. 01, specielt i weekenderne. Så det med at færdes steder, hvor der er bælgravende mørkt, giver en utryghed, siger Kirsten Weiland (Fjordlandslisten).

Inge Messerschmidt (DF) har oplevet at få henvendelser fra borgere, der føler sig utrygge uden lys på gaderne om natten.

– Borgere har kontaktet mig, skrevet til mig, ringet til mig og standset mig på gaden. De har sagt, at det faktisk er meget utrygt at færdes nede i bymidten, men også på de små villaveje hvor lyset også bliver slukket. Det er både unge og ældre borgere, som kontakter mig. Det er ikke kun én aldersgruppe. Det er alle. Derfor har jeg kæmpet for at få lyset tilbage i de sidste to-tre år, siger Inge Messerschmidt (DF).

Læs også: Hærværksmænd mørklægger dele af Nivå 

Mørke gader giver utryghed, men lys kan også give falsk tryghed

Det Kriminalpræventive Råd skriver på deres hjemmeside, at manglende gadebelysning har en effekt på trygheden i byerne. Hvis byer har gadebelysning, falder kriminaliteten med 21 procent, oplyser rådet.

Mørke i Frederikssund Kommune:

– Natlyset blev slukket i kommunen i 2019
– Lyset medvirker til en årlig besparelse på 580.000 kr.
– Gadelyset slukkes mellem kl. 01-05 om natten
– Politiets Tryghedsundersøgelse fra 2020 viser, at 86,5 procent af borgerne er trygge i Frederikssund Kommune

Kilde: Frederikssund Kommune og Politiet

Birgit Hansen, som har boet i Frederikssund by i over 30 år, forstår heller ikke hvorfor kommunen afskaffede lyset tilbage i 2019. Hun kan nikke genkendende til, at det manglende lys i gadebilledet har en effekt på hende.

– Jeg er meget bevidst om, at lyset er slukket om natten. Jeg tænker meget over, at jeg ikke står på stationen midt om natten. Jeg kommer der kun meget sjældent. Jeg har ikke lyst til at være en del af den statistik, hvor folk bliver slået ned, siger Birgit Hansen.

Men Michael Dettmann, som er nærpolitibetjent i Frederikssund og har boet i byen i 30 år, er ikke sikker på, at belysningen vil hjælpe på trygheden.

– Det kan give en falsk tryghed, at der er videoovervågning og lys over det hele. Kriminaliteten stopper ikke bare, fordi der er lys, men det kan godt være, at folk ikke føler sig lige så utrygge, siger Michael Dettmann.

Læs også: Københavns Kommune ser lyset 

Politiets Tryghedsundersøgelse fra 2020, som måler borgernes tryghed og tillid til politiet, viser også, at der er høj tryghed hos borgerne i Frederikssund. Frederikssund Kommune ligger i den høje ende af skalaen med hele 86,5 procent tryghed i kommunen. Kommunen ligger endda højere end andre nordsjællandske kommuner, hvor Nivåhøj Kommune ligger lavest på tryghedsskala med 53,5 procent. Hillerød Kommune har den højeste tryghed i byen med 87,6 procent.

Der er ikke planer om at tænde lyset, men smarte løsninger kan være på vej

Anne-Lise Kuhre (S), der sidder i kommunens Plan- og Teknikudvalg, ser gerne en anden løsning på problemet med manglende gadebelysning.

– Vi skal se på en helt anden mulighed, i noget smart belysning. Dér hvor man føler sig utryg, eller hvor der er meget mørkt, kunne man lave smart belysning. Lyset tænder, når man kommer forbi en lysstander, og det slukker, når du er væk igen, siger Anne-Lise Kuhre (S).

Hun slår fast, at Frederikssund Kommune ikke bare skal have tændt lys konstant

– Vi skal ikke bare have lys tændt 24/7, fordi det giver ikke mening. Vi skal spare på CO2’en og på energien. Vi slukker alt, hvad vi kommer i nærheden af. Det ville være fjollet, hvis vi bare lod alt muligt energi komme ud i luften, siger byrådsmedlem Anne-Lise Kuhre (S).

Sådan gjorde vi: Ideen til historien kom fra en artikel af TV2 Lorry tilbage i 2019. Artiklen beskrev, at natlyset blev fjernet i Frederikssund. Derefter fandt jeg et debatindlæg fra d. 3. april 2022 af Inge Messerschmidt, som beskriver at gadebelysningen skal tilbage i Frederikssund. Kilderne er interviewet telefonisk.

One Response to "Mørke gader giver utryghed: Politiske partier vil have gadebelysning igen"