Efter stor demokratisk valgsejr: »Jeg mener, at de skal arbejde med konkret politik«

Del

Demokraterne har fået flertallet i begge kamre i Kongressen. Netavisen er taget ud for at tale med herboende demokrater fra organisationen ”Democrats Abroad” om udsigten til forandring i USA. For selvom partiet nu får bedre muligheder for at udfordre Donald Trump, er der uenighed om hvad der skal prioriteres, og hvor meget det reelt kan ændre.

Det er en stille og meget normal morgen i København. Men på Next Door Cafe er der gang i den. Demokraterne har vundet flere republikanske højborge. Det betyder at demokraterne har vundet flertal i både Repræsentanternes Hus og senatet. Samlet set kaldet Kongressen. Samtidig har partiet vundet en række guvernørposter i en række delstater.

Organisationen Democrats Abroads afholdt i forbindelse med valget Election Morning Watch Party. Democrats Abroads er Det Demokratiske Partis officielle organisation for støtter af partiet, der bor udenfor USA. Det er en stille morgen i København. Vejret er novemberkøligt, og himlen er blå og skyfri. Men på Next Door Cafe er der stadigvæk gang i den efter nattens begivenheder i USA.

Organisationen Democrats Abroad afholder Election Morning Watch Party.

Demokraterne har vundet guvernørposter i adskillige delstater og begge kamre i Kongressen. En del af de stater, de har vundet betragtes ellers som republikanske højborge.

De herboende demokrater sidder spredt ud på den lille café. De er omkring 25, hovedsageligt midaldrende mænd og kvinder, der har valgt at mødes på valgmorgenen for at fejre en demokratisk sejr.

Midt i caféen sidder en stor gruppe rundt om et stort firkantet bord, hvor snakken går højt. Der er en intens duft af kaffe og smoothies, og larmen fra blenderen kan man da også høre konstant i baggrunden.

Samtalen kører, og larmen og stemningen giver mere mindelser om en bar klokken ét om natten på en fredag end om en morgenmadscafé klokken ni om morgenen på en torsdag. Selvom akustikken i rummet er elendig, og der er meget larm, er det umuligt ikke at mærke den gode stemning.

Reaktionerne på midtvejsvalget i USA er nærmest euforiske. Men selvom de er glade her til morgen, er der uenighed om, hvor demokraterne skal lægge deres indsats mod præsident Donald Trump.

Begejstret og chokeret

En af de fremmødte er den 55-årige Bill Freiman, der arbejder som marketingchef og oprindeligt kommer fra Illinois.

– Jeg er ovenud begejstret. Det er fantastisk. Det overgår mine vildeste drømme, siger han.

Han havde regnet med, at Demokraterne kunne vinde flertallet i Repræsentanternes Hus og måske Senatet. Men så overvældende en sejr, havde han ikke kunnet forestille sig.

Også 70-årige Mary Stewart Berger, der er pensionist og arbejder på deltid som kommunikationsrådgiver, er overrasket over resultatet.

Mary Stewart. Foto: Phillip Bie Lassen

– Jeg tror, jeg stadig er chokeret over sejrens omfang. Det er så overraskende, siger hun.

Dansk-amerikaneren John Buckinson er mødt op til arrangementet med sin kone. Han er demokrat og er ikke særlig begejstret for den nuværende administration.

– Det var en lettelse at se, at det faktisk gik, som meningsmålingerne havde forudsagt.

Han forklarer, at han tidligere har oplevet skuffende resultater efter lovende meningsmålinger.

Bill Freiman er klar i spyttet, da han bliver spurgt om, hvordan demokraterne kan have vundet så stort.

– Jeg tror, folk simpelthen har fået nok.

Han henviser blandt andet til, at Trump ikke har levet op til sine valgløfter om at sænke leveomkostningerne og ikke starte nye krige – og den meget hårdhændede håndtering af immigranter, som årsager til den Demokratiske sejr.

Men selvom de herboende demokrater er i festlig stemning ovenpå valgresultatet, er de ikke helt enige om hvordan Demokraterne bedst kommer til at bruge deres tid og politiske kapital. For når valgsejrsstemningen har lagt sig, og Demokraterne overtager flertallet i Kongressen, begynder det politiske arbejde.

Fra begejstring til forventninger

John Buckinson fremhæver undersøgelser af Trump-administrationen som det første, han forventer af Demokraterne.

– Undersøgelser af de forskellige korrupte handlinger under Trump-regeringen.

Mary Stewart Berger fremhæver ligeledes behovet for at kontrollere præsidenten.

Det amerikanske politiske system

  • USA’s Kongres består af to kamre: Repræsentanternes Hus og Senatet.
  • Demokraterne har fået flertal i begge kamre
  • Flertallet giver Demokraterne bedre muligheder for at undersøge Trump-regeringens handlinger og lægge pres på præsidenten.
  • Donald Trump er fortsat præsident og kan nedlægge veto mod lovforslag.

– De skal genoprette Kongressens rolle som en ligeværdig del af statsmagten, ikke bare som præsidentens gummistempel.

Hun uddyber, at hun mener, at Kongressen alt for længe har ladet præsidenten dominere det politiske system.

Bill Freiman forventer også undersøgelser, men han håber ikke, at Demokraterne vil lade det overskygge konkret politik, som han mener, amerikanerne har brug for.

– Jeg ville blive skuffet, hvis de kun fokuserede på undersøgelser og på at forsøge at rejse en rigsretssag mod ham igen.

Han fortsætter:

– Jeg mener, at de skal arbejde med konkret politik, der får varig betydning.

Bill nævner de store nedskæringer i Medicaid, Medicare og tilskud til Obamacare, som noget, han forventer at Demokraterne forsøger at rulle tilbage

– Og sidst, men ikke mindst: Stop den tåbelige krig i Iran.

Han håber, det vil kunne hjælpe på leveomkostningerne – noget der er hyperaktuelt og meget debatteret i USA.

Men selv med flertal i begge Kongressens kamre kan Demokraterne ikke nødvendigvis gennemføre den politik, de ønsker. For Donald Trump sidder fortsat i Det Hvide Hus.

Det er begrænset, hvad Demokraterne kan

John Buckinson forholder sig forbeholden overfor udsigten til store reformer.

John Buckinson. Foto: Phillip Bie Lassen

– Jeg tror ikke, de kan få ret meget lovgivning igennem, men de kan helt sikkert blokere for ting.

Han forventer ikke, at partiet kan gennemføre store nye velfærdsprogrammer, så længe Trump er præsident. Men han tror, at partiet kommer til at lægge pres på administrationen ved at blokere for dele af Trumps politik.

Mary Stewart Berger mener også, at man skal have et realistisk syn på, hvad der er muligt.

– Jeg vil ikke have, at folk tror, at Trump kan stoppes i morgen, fordi det kan han ikke.

Mary Stewart Berger mener, at problemerne i det amerikanske politiske system stikker dybere end Donald Trump. Hun peger blandt andet på behovet for at genoprette magtbalancen mellem præsidenten, Kongressen og domstolene.

– Trump er et symptom. Han er ikke sygdommen.

Bill Freiman er en smule mere optimistisk, når det gælder mulighederne for at få gennemført konkrete forandringer. Men selv han erkænder at der er begrænsninger.

– Alle ved, at Trump stadig er præsident, og at han har vetoret. Jeg tror, han vil bruge den meget.

Sådan gjorde jeg:
Jeg tog til Democrats Abroads Election Morning Watch Party, og interviewede tre forskellige herboende amerikanske demokrater.

Læs mere

Andre nyheder