Danske virksomheder kan formentlig se frem til en mindre turbulent tid efter, at Republikanerne mistede sit flertal i Kongressen. Præsidenten vil nemlig have sværere ved at få gennemført sin politik ifølge Jens Ladefoged Mortensen, der er lektor på Københavns Universitet og ekspert i amerikansk handelspolitik.
– Det skaber positionelle problemer for Trump, og den måde han har ført handelspolitik på, siger han om konsekvenserne af midtvejsvalgets resultater for Trump.
Virksomheder holder sig neutrale
Alligevel afholder mange danske virksomheder sig fra at konkludere noget. Flsmidth der er en ingeniør- og industrikoncern, skriver for eksempel i et skriftligt svar, at de ikke er interesseret at kommentere det politiske.
– Som virksomhed blander vi os ikke i partipolitik eller valg, og derfor kommenterer vi ikke på valgresultatet eller på, hvordan den politiske situation i USA kan udvikle sig.
Flsmidth uddyber dog, at de ser frem til forsat at handle på det amerikanske marked, og at det bygger på langsigtede planer.
– Det, vi kan sige, er, at vores forretning i USA, ligesom på alle vores markeder, bygger på langsigtede relationer med vores kunder. En mine planlægges og drives over mange år, og vores samarbejde med kunderne følger den tidshorisont snarere end de enkelte valgperioder. Det arbejde ser vi frem til at fortsætte.
Lignende svar lyder det fra Kamstrup, der er en virksomhed der udvikler måleapparater til vand, el og varme. Kamstrup ønsker ligeledes ikke at kommentere direkte på midtvejsvalgets resultat, men i et skriftligt svar lyder det fra Kamstrups CEO, Søren Kvorning, at han håber på et stabilt marked.
– Det er for tidligt at sige, om den politiske situation vil gøre markedet mere forudsigeligt. For Kamstrup er det vigtigste, at rammevilkårene er stabile, og giver mulighed for at planlægge og investere langsigtet. USA er et vigtigt marked for os, og uanset den politiske udvikling er vores fokus fortsat på at styrke vores tilstedeværelse og udvikle forretningen tæt på vores kunder.
Har stadigvæk dekreter som middel
Faktaboks om midtvejsvalg
- Midtvejsvalget omhandler valg af medlemmer til den amerikanske kongres
- Kongressen består af to kamre: Senatet og Repræsentanternes Hus
- Til midtvejsvalget stemmes der om alle 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus og 35 af Senatets 100 medlemmer.
- Demokraterne fik 254 mandater i Repræsentanternes hus, og vandt dermed 42 mandater
- Demokraterne fik 54 mandater i Repræsentanternes hus, og vandt dermed 7 mandater
- Lex.dk
Selvom valget har svækket Trumps magt, skal man heller ikke forvente alt for store forandringer for tidligt.
– Han har stadigvæk på virksomhedspolitikken dekretmagt. Det vil sige, at han stadigvæk kan handle uafhængigt af kamrene til en vis udstrækning. Men der er til dels et toldloft, og toldene skal godkendes af kamrene efter 6 måneder.
Sådan lyder det fra Lektor Jens Ladefoged Mortensen. Trumps politik har altså med andre ord et begrænset virke, da Kongressen kan stoppe hans dekreter. Mortensen uddyber, at Trump nok heller ikke af den grund, kommer til at ændre sin handelspolitik.
– Jeg tror ikke, at vi kommer til at se en anderledes handelspolitik, men hans handelsstrategi med at true og true, er ikke troværdig længere. lyder det fra Mortensen.
Trump i spændetrøje, men ikke låst
Netop det, at Trump er svækket i sine magtbeføjelser, kan skabe et mere stabilt marked. Søren Friis Larsen der er Landechef i USA for Dansk Erhverv deler det perspektiv. Han fremhæver at Trumps magt er indskrænket, men omvendt har han altså stadigvæk nogle magtbeføjelser.
– Det giver lidt Trump en spændetrøje lovgivningsmæssigt, men omvendt skal man også passe på med at overvurdere betydningen af det her – I hvert fald på kort sigt. Trump sidder stadigvæk i det Hvide Hus, han har stadigvæk veto, og han har stadigvæk taktstokken i meget af det udenrigspolitiske.
Larsen uddyber, at man for danske virksomheder kan håbe på en mere stabil og rolig tid, som Kamstrup også ønsker at have.
– Man kan jo håbe, at tempoet og omskifteligheden bliver lidt lavere. Så der bliver knap så meget uvished.
Op til oppositionen
Larsen uddyber, at valgets konsekvenser også er mere komplekse end som så. For det første spiller den enkelte stats politik også en enorm rolle. For det andet kommer det også an på, hvordan oppositionen agerer.
– Vi har også til gode at se hvordan oppositionen vil gribe det her an. Hvilken ’approach’ vil Demokraterne have – hvilket ’blueprint’ vil oppositionen sætte.
Larsen fremhæver samtidig også, at der på visse områder, ikke er så stor forskel på Demokraterne og Republikanerne.
– Jeg tror ikke, at der er så stor forskel mellem Demokrater og Republikanere på de her spørgsmål (handels- og udenrigspolitik, red.) når det kommer til stykket. Klimapolitikken er nok den største forskel. Men der, hvor vi vil se den største forandring på mellemlangsigt, er på det grønne område på lokalt niveau.
Sådan gjorde vi: Journalisten ringede rundt til forskellige virksomheder og organisationer for at høre deres ‘take’ på sagen. Herefter blev KU-professoren kontaktet.