For få kvindelige brandfolk. Fordomme og mental load holder damerne væk

Del

I Danmark er der kun omkring 6 procent kvindelige brandfolk i det kommunale brandvæsen, oplyser Beredskabsstyrelsen. Forklaringen gemmer sig måske i de traditionelle kønsroller og i de fordomme, der er forbundet med faget.

Brandmandsfaget er et mandsdomineret fag. Det ligger nærmest i ordet.

Tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at det kun er 386 ud af 6571 brandfolk i det kommunale brandvæsen, der er kvinder. Måske kan forklaringen findes i gængse fordomme om faget samt ansvarsfordelingen mellem mand og kvinde i hjemmet.

“Der er enormt mange fordomme, også i forhold til køn, altså det her med at en brandmand er en mand,”
Torben Vesterskov Jensen, Projektleder for Bliv Brandmand Nu

Torben Vesterskov Jensen, der er projektleder for Bliv Brandmand Nu, tror netop, at traditionelle kønsroller kan spille en rolle i forhold til, at færre kvinder søger en brandmandsstilling.

– Vi ser en ændring i rollefordelingen, men traditionelt set er det ofte kvinderne, som henter børn efter arbejde og står med dem på armen. Det gør det svært for dem at løbe til brand, hvis “pageren” pludselig hyler. Den manglende mulighed for planlægning af, hvornår man skal rykke ud som brandmand, gør det svært at kombinere med at have børn. Nogen skal jo være hos de små, også når der er brand i byen, fortæller han. 

Læs mere: Kvinder og minoriteter skal gøre brandvæsnet bedre

DMs Forældrebarometer 2026

  • Dataindsamling foretaget af NORSTAT
  • Målgruppen for dataindsamlinger er personer i alderen 20-59 år med børn i alderen 0-6 år.
  • Stikprøven består af 1018 personer
  • 80% af kvinderne svarer at det oftest er dem der passer syge børn. Hos mændende er det 63%.

Kilde: DMs Forældrebarometer 2026. Baseret på en dataindsamling foretaget af Norstat Danmark A/S.

Tal fra DMs undersøgelse Forældrebarometer viser, at mødre oplever et større tidspres og står med mere ansvar i hverdagen end fædre.

Kvinder har sværere ved at få arbejde og familieliv til at hænge sammen, og ofte er det mor der tager sig af børnene når de er syge, viser undersøgelsen.

Brandmand er stadig lig med mand

En anden forklaring kan være de fordomme, der er forbundet med faget.  

– Der er mange fordomme om, at man skal have vaskebræt og kunne løbe to maratoner i træk, hvor virkeligheden bare er en anden. Så der er enormt mange fordomme, også i forhold til køn, altså det her med at en brandmand er en mand, fortæller Torben Vesterskov Jensen.  

“Det at være brandmand er andet end at løbe op af trapper og sparke døre ind. Der er mange muligheder,”
Peter Ørnbo, områdeleder i Dragør og Store Magleby

Peter Ørnbo, der er områdeleder for brandstationerne i Dragør og Store Magleby, oplever også en branche præget af fordomme. 

– Vores branche har et stempel. Jeg tror, at mange unge piger tænker, at de ikke kan blive brandmand, fordi de ikke ved, hvad det er. De har sikkert en idé om, hvad det er, men virkeligheden er måske noget andet, siger han.

Kvinde i faget 

Dimitria Tove Lundquist Augoustinou er den eneste brandkvinde på Dragør station, hvor hun arbejder deltid. Ved siden af har hun en fuldtidstilling på Fælledvej Brandstation på Nørrebro.

Hun er meget glad for sit job i brandvæsnet, og det hører hun også sine kvindelige kollegaer fortælle.

– Det er en spændende verden, og det man oplever ude på stationerne er meget forskelliget. For eksempel når adrenalinen bare kører, mens man sidder bagi bilerne, og sirerene hyler, fortæller hun om at være brandmand.

Dimitria oplever ikke sit køn som en begrænsning i faget, fordi hun sagtens kan klare det samme som hendes mandlige kollegaer, og hun bliver også sendt ud til de samme opgaver som dem.

Alligevel kan hun godt forestille sig, at nogen har fordomme om det at være kvinde i branchen.

– Nogen vil måske tænke: nå hun er en kvinde, eller hvad skal hun her. Hvis man heller ikke helt ved, hvad det går ud på, kunne man måske også tænke, at man ikke er ligeså stærk som en mand, siger hun.

Nye initiativer skal tiltrække flere kvinder

Hos stationerne i Dragør og Store Magleby, som begge er en del af hovedstadens beredskab, arbejder de på at slå fordommene ned og få nye ansøgere til.

– Vi arbejder generelt på at modernisere vores stillingsopslag og fortælle om at det, at være brandmand er andet end at løbe op af trapper og sparke døre ind. Der er mange muligheder, fortæller Peter Ørnbo. 

Læs mere: Unge rustes til voksenlivet gennem brandkadetuddannelsen

Det samme gør sig gældende for Bliv Brandmand Nu, der også prøver at få flere kvindelige kræfter til.

– Vi har forsøgt at få flere kvinder med som ambassadører og vi har brugt flere kvindelige brandmænd i vores annoncer, men vi kan ikke rigtig se, at det rykker sig. Lige nu har vi faktisk to praktikanter fra Københavns Professionshøjskole, som bruger de næste ti uger på blandt andet at undersøge kvinder i beredskabet, og se om der er nogle barrierer, siger Torben Vesterskov Jensen.

Praktikanternes undersøgelser startede i uge 43 og er færdige i december.

Sådan gjorde vi: Jeg blev gjort opmærksom på Bliv Brandmand Nu, som er en nationalrekrutterings kampagne, der har til formål at hjælpe stationerne med at få flere brandmænd til. Jeg snakkede med Peter Ørnbo fra Dragør og Store Magleby stationerne, som fortalte, at der mangler kvinder i branchen. Beredskabsstyrelsen oplyste hvor mange kvindelige brandmand, der er. Derefter snakkede jeg med Torben Vesterskov Jensen om årsagerne, og til sidst med Dimitria Augoustinou, der er brandkvinde. 

Læs mere

Andre nyheder