Tusindvis af unge til demonstration mod SU-nedskæringer: Frederiksborg Gymnasium advarer mod fravær

Del

10.000 gymnasieelever fra hele landet ventes onsdag at strejke mod regeringens SU-besparelser. På Frederiksborg Gymnasium i Hillerød opfordrer elevrådet til at gå på gaden, men ledelsen svarer igen med fravær.

I morgen samles elever fra hele landet til demonstration på Christiansborg Slotsplads. Derudover forventes op mod 30.000 elever at nedlægge undervisningen på landsplan.

Det oplyser Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), som arrangerer demonstrationen i protest mod regeringens udspil om at fjerne SU’en for hjemmeboende unge og stramme reglerne for dimittenddagpenge.

Regeringens forslag

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) demonstrerer mod følgende elementer i regeringens økonomiske prioriteringer:

  • Afskaffelse af SU for 81.000 hjemmeboende: Regeringen vil helt fjerne den hjemmeboende SU for unge, hvis forældre har en samlet årsindkomst på over 710.000 kroner.
  • Nedskæringer for endnu flere: Hjemmeboende unge, hvis forældre tjener over 420.000 kroner om året, vil få skåret i deres SU-sats.
  • Beskæftigelseskrav til dimittender: Nyuddannede skal fremover have haft mindst 4 timers ugentlig beskæftigelse under studiet for at være berettiget til dimittenddagpenge efter endt uddannelse.

Kilde: Pressemeddelelse fra DGS via. ritzau

Forpersonen for DGS, Oscar Tønsberg Hoffmann, fortæller, at opbakningen rækker langt ud over hovedstaden.

– Vi har sendt 19 busser ud, og der er både elever fra Bornholm, Nordjylland og Midtjylland. Det er hele landet, der deltager, siger han.

Oscar Tønsberg Hoffmann håber, at det store fremmøde gør indtryk på politikerne.

– Jeg håber da, at regeringen lytter til demonstranterne. Det er arrogant, hvis der dukker 10.000 unge op på Slotspladsen, og 30.000 der strejker landet over, for at regeringen så siger, at det gider de ikke lytte til, siger han. 

Hvis regeringen alligevel vælger at skære i SU’en, kæmper Oscar Tønsberg Hoffmann og DSG videre.

– Det bliver ikke bare et punktum, hvis regeringen vælger at fastholde denne absurde nedskæring. Vi vil i DGS blive ved med at kæmpe for, at de unge får deres SU, lyder det fra DGS-forpersonen.

Vicerektor: Det støtter vi ikke op om

På Frederiksborg Gymnasium i Hillerød har elevrådet opfordret eleverne til at deltage i demonstrationen, og her forventes der et stærkt fremmøde.

– Vi regner med at der kommer mindst 100 og gerne op mod 400. Hele min klasse kommer i hvert fald, lyder det fra elevrepræsentant Ella Christensen.

Opfordringen fra elevrådet møder dog en kold skulder fra skolens ledelse.

– Det er ikke noget, jeg støtter op om. Jeg har skrevet til vores lærere, at de skal gennemføre fuldstændig normal undervisning og skrive de elever fraværende, som ikke er til undervisningen, som enhver anden onsdag, siger gymnasiets vicerektor Anders Jensen.

Han fortæller samtidig, at han ikke på forhånd var bekendt med elevrådets udmelding:

– Jeg synes ikke, det er noget, der har fyldt på gangene, men jeg har heller ikke været til stede på elevrådsmøderne. Der er ikke nogen, der har fået lov til at tage til demonstration. De får fravær, hvis de er væk fra skolen, siger vicerektoren.

Sådan gjorde vi:

Jeg læste her til morgen i Politiken, at DGS afholder stor demonstration mod regeringens forslag om SU-besparelser. Herefter tog jeg telefonisk kontakt til forpersonen for DGS, og foretog et interview med ham. Herefter vil jeg have en Hillerød vinkel på det og tog derfor kontakt til en elevrepræsentant, der forklarede at elevrådet har opfordret til at deltage i demonstrationen. Det ville jeg gerne have en reaktion på, så jeg tog kontakt til rektoren på Frederiksborg Gymnasium og fik så et interview med vicerektoren da rektoren ikke var tilgængelig.

Læs mere

Andre nyheder