Socialdemokratiet kritiserer kristent friplejehjem i Hillerød

Del

Lokalplanen om et luthersk friplejehjem er blevet vedtaget til at være topprioritet i Hillerød Kommune, men det er langtfra alle byrådsmedlemmer, der er enige med prioriteringen.

Luthersk Mission har efterhånden gjort sit indtog i Hillerød og omegn. Den kristne missionsbevægelse har allerede en højskole og en friskole i kommunen, og nu er der udsigt til, at de skal drive et nyt friplejehjem. Ifølge Socialdemokratiet (S) er det en helt forkert beslutning, som kommer til at tage ressourcer væk fra endnu vigtigere projekter inden for ældreplejen i Hillerød.

– Vi har allerede et planlagt kommunalt plejehjem med 102 pladser, som er færdigprojekteret. Men når De Borgerlige bliver ved med at plotte noget ind omkring et friplejehjem, så bruger man ressourcer fra samme afdeling.

Sådan lyder det fra Susanne Due Kristensen (S), som er medlem af Ældre- Social – og Sundhedsudvalget. Ifølge hende er den eneste forhindring bag opførelsen af det kommunale plejehjem de ressourcer, som bliver prioriteret til friplejehjemmet. 

Ifølge lokalplanen for det kommende friplejehjem vil det i første omgang have plads til 30 borgere og senere yderligere 15. Det er for få pladser til de ældre, mener Socialdemokratiet (S), som grundlæggende synes, at et friplejehjem kan fungere som et godt supplement i ældreplejen, men er forkert at prioritere frem for et større kommunalt plejehjem med mangle flere pladser.

Hvis du spørger borgmesteren i Hillerød, handler prioriteringen af friplejehjemmet om vigtigheden af valgfrihed hos de ældre til selv at kunne vælge mellem plejeboliger. 

“Jeg tror ikke på, at det er nok (det planlagte kommunale plejehjem red.) til at sikre, at der er nok plejeboliger til de ældre. Samtidig er det også vigtigt for mig, at vi har stor selvbestemmelse og valgfrihed for vores ældre til at vælge imellem flere typer plejehjem.”

Det var netop Christoffer Lorenzen(C) og Det Konservative Folkeparti (C), der kæmpede for at rykke lokalplanen om et friplejehjem op forrest i køren.

 “Plads til alle”

Kritikken af friplejehjemmet fra Socialdemokratiet (S) omhandler ikke bare friplejehjemmet som institution, men også udsigten til at det kommer til at blive drevet af Luthersk Mission. De frygter, at det kommer til betyde, at endnu færre borgere i Hillerød kan få en af de 30 pladser på friplejehjemmet. 

Luthersk Mission udtaler selv, at friplejehjemmet kommer til at være åbent for alle borgere i Hillerød: 

“Alle, der bliver visiteret til friplejehjemmet, vil få en plads… Uanset hvem man er, så er man hjertelig velkommen.”

Men ifølge Susanne Kristensen (S) betyder denne udtalelse ikke nødvendigvis, at friplejehjemmet kommer til at være for alle: 

– Luthersk Mission har været ude og udtalte at friplejehjemmet er for alle, men udtaler samtidig i Sjællandske Medier, at de kræver at man er loyal overfor organisationens værdier. Det betyder at en afvisning med begrundelse i værdigrundlaget, stadig er en mulighed i det kommende friplejehjem.

For Susanne Kristensen (S) er dette et problem, da det er meget få af de ældre i kommunen, der opfylder de værdikrav, der er i Luthersk Mission. 

Kritikken fra Socialdemokratiet (S) er ifølge borgmesteren snæversynet. Han mener, at den kristne missionsbevægelses profil ikke kommer til at spille nogen rolle om, hvem der kan få en plads på friplejehjemmet: 

– Jeg synes, det er et snævert synspunkt, netop fordi at Luthersk Mission allerede har en friskole i Hillerød kommune (Johannesskolen), hvor der ikke kun går den lille procentdel, som Susanne refererer til, men en blok af forskellige som ikke er kristne, og det skal selvfølgelig også gælde for friplejehjemmet.

Den tidligere rektor for Johannesskolen, Jens Peter Rejkjær, er i dag projektleder for Luthersk Mission. Han mener, at Susanne Kristensens (S) kritik af, hvem der kan få lov til at få en plads ikke har hold i virkeligheden:  

“Jeg tror Susanne har misforstået noget. Friplejehjemmet bliver for alle.”

Selvom lokalplanen om et friplejehjem i kommunen er blevet vedtaget, skal grunden i Skævinge først i udbud. Men som det ser ud lige nu, er det Luthersk Mission, der gør sig gældende om buddet. 

Sådan gjorde jeg

Efter at have talt i telefon med en byrådspolitiker om en helt anden sag, pegede han mig i retning af beslutningen i økonomiudvalget, om at topprioritere friplejehjemmet. Jeg fik snakket med Socialdemokratiet og hørt deres kritik, hvorefter jeg fremlagde det for borgmesteren, der i sit svar lagde vægt på de institutioner der allerede var i Hillerød. Derefter forhørte jeg mig hos LM, hvor jeg også fik mulighed for at få et interview.

Læs mere

Andre nyheder