Himlen er grå, men menneskemængden er stadig massiv både på og omkring ruten. Lyden af klapsalver og glade tilråb driver den uendelige strøm af deltagere de sidste 500 meter mod målstregen. En knyttet næve bliver kastet i vejret, da en mand passere målstregen. Atmosfæren oser af stolthed og tilfredshed over at have fuldført et halvmaraton.
En ung pige i en gul t-shirt river telefonen op fra løbehylsteret, og ringer så snart hun har krydset målstregen. Stønnende taler hun ind i røret: ”Jeg var lige ved at brække mig”.
Lige efter stregen blandes deltagere og tilskuere og lykønskninger bliver givet og modtaget. Det grønne græstæppe bag ved målstregen er blevet til mudder på grund af de mange tusinde løbere, som allerede er kommet i mål. En stadionspeaker får de udmattede deltagere til at bevæge sig længere væk fra målstregen, da den uendelige strøm af mennesker er ved at blokere målzonen. Selv i togene på Østerport station på vej væk fra arrangementet er der proppet af deltagere, som skal hjem og have et fortjent hvil.
Powerade Copenhagen Halfmarathon blev løbet søndag den 14. september og var godt besøgt af både deltagere og tilskuere, hvilket i fremtiden kun bliver mere normalt. Tal fra en endnu ikke udgivet undersøgelse fra Dansk Atletik Forbund viser, at halvmaraton er ved at udvikle sig til den mest populære løbedistance hos danskerne. I søndags havde 10599 mennesker valgt at tage udfordringen op med de 21 kilometer, hvilket er næsten 900 flere end sidste år.
Udviklingen omkring den voksende halvmaraton trend overrasker Direktør for Dansk Atletik Forbund Jakob Larsen:
– Der var forventninger om at det ville komme, da det var den udvikling der var i USA, og sådan går det jo ofte, at så ser vi det også her. Men at det har nået den popularitet på nuværende tidspunkt i Danmark, der synes jeg udviklingen er gået hurtigere, end jeg forventede.
Det er sgu fedt nok, når der er nogen, der hepper, især når man er lidt presset
Christian Zinck, deltager i Powerade Copenhagen Halvmarathon
Undersøgelsen fra Dansk Atletikforbund viser, at lidt mere end hver fjerde løber der deltog i motionsløb fra januar 2013 til og med VM-halvmaraton i slutningen af marts i år, foretrækker halvmaraton distancen. Men hvorfor er det lige halvmaraton, der hitter hos danskerne? Privat Løbecoach Henrik Lund Jensen forklarer, hvorfor distancen tiltaler folk:
– Det smager lidt af marathon. For folk, der har løbet 5 og 10 kilometer, og som godt kunne tænke sig at løbe lidt længere, er marathon lidt for krævende, specielt træningsmæssigt. Et halvmaraton er fin som distance, og det kan man klare med træning tre gange om ugen perioden inden løbet.
Fedt at være med
Powerade Copenhagen Halfmarathon blev vundet i tiden 1 time, 2 minutter og 43 sekunder af Shumet Mengistu fra Etiopien. Hos kvinderne vandt Amene Beriso Shankule også fra Etiopien i tiden 1:11,50. En anden deltager ved løbet var 29-årige Christian Zinck fra Danmark, som var på en personlig rekordjagt:
– Det er fedest, når man løber for at slå et eller andet. Jeg håbet på at kunne gå efter en ny bedste tid idag, men efter ti kilometer kunne jeg se, at det gik den gale vej, og så satte jeg tempoet ned. Så idag skulle jeg bare igennem, siger han efter løbet
Læs også: Foråret ændrer ikke på fitnessvaner
Christian Zinck deltog tidligere på året i Copenhagen Marathon og synes, det er sjovt at deltage i events som disse:
– Det er sgu fedt, når der er nogen, der hepper, især når man er lidt presset. Der er en masse hype om arrangementet, og så er ruter og sådan noget meget proffesionelt sat op, og det gør det ret fedt, fortæller han.
Der er især én grund til, at han er med i løbet:
– Jeg gør det sgu mest bare for at holde mig igang, lyder det.
Selvom danskerne først nu har fået øjene rigtigt op for halvmaraton, blev der allerede i år 2000 sat en halvmaratonrekord af Danmark. Da Øresundsbroen blev åbnet, blev en halvmaraton over broen arrangeret; det såkaldte broløb, som stadig til dags dato holder rekorden for flest deltagere ved et halvmaraton. Lige under 80.000 løbere klarede dengang løbet fra København til Malmø.
Distancen for halvmaraton er 21,1 kilometer.
Verdensrekorden i halvmaraton er 58:23 for mænd, sat af Zersenay Tadese fra Eritrea den 21. marts 2010 i Lisabon, Portugal.
For kvinder er rekorden 1:05:12 sat af Florence Kiplagat fra Kenya den 16. februar 2014 i Barcelona, Spanien.
Sundhed i højsædet
Bjarne Ibsen, proffessor og centerleder for Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universistet, forklarer, at den stigende interesse for løb og det at motionere er en generel tendens for folk, som gerne vil være sunde:
– Der bliver skrevet meget om sundhed, og folk bliver mere og mere bevidste om sundhed; forklarer han og fortsætter:
– Det er i høj grad socialt bestemt, jo højere uddannelse folk har, jo mere lever de op til sundhedsidealer og foreskrifter – bortset fra alkohol området. Men fx rygning kan i de sociale lag, der identificerer sig med det at være aktiv, motionere og spise sundt, blive set som lidt taberagtigt; forklarer han
Læs også: Voxpop: God stemning til VM i halvmaraton
Bjarne Ibsen mener dog også, at det stigende antal halvmaratondeltagere ikke nødvendigvis er et udtryk for, at alle i Danmark bliver sundere:
– Det, at man har en superaktiv flok, er ikke nødvendigvis et udtryk for ”toppen af isbjerget”. Lidt forsimplet kunne man sige, at vi i Danmark har en forholdsvis lille gruppe, som er sindsygt idrætssaktive, modsat har vi så også nogen, der er enormt passive og inaktive. Så polariseringen er givetvis større idag end tidligere.
Allerede i overmorgen/på torsdag kan løbeentusiasterne igen støtte op om den nye trend, når det går løs i Kongens Lyngby, hvor DTU Cannonball testrun skal løbes. Her kan man vælge mellem distancerne 5,10,15, halvmaraton og marathon.
Til dette løb vil Christian Zinck dog ikke være at finde. Med Powerade Copenhagen Halfmarathon vel overstået er det tid til at slappe lidt af:
– Jeg har ikke lige nogle planer for næste løb. Nu er mine ben begyndt at stivne lidt, så jeg skal bare hjem og have noget godt at spise og slappe af.