Flugten fra Ukraine: »Vores liv er sat på pause«

Viktoria, Oksana, Ruslan, Bohdana, Alexander, David, Olga og Artem er alle flygtet til Danmark, efter russiske soldater invaderede deres hjemland Ukraine. Foto: Privat.
Fra venstre: Viktoria, Oksana, Ruslan, Bohdana, Alexander, David, Olga og Artem er alle, på nær Ruslan, flygtet til Danmark, efter russiske soldater invaderede deres hjemland Ukraine.
Foto: Privat.

– I Ukraine havde jeg alt. Mit liv var travlt, men det var meningsfuldt. Jeg elskede det virkelig, og nu har jeg det ikke mere. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får mit liv tilbage.

Olga Bronshtein sidder med et tungt blik i ansigtet. Hun er flygtet med sin familie fra Ukraine og bor nu på vandrehjemmet Belægningen i Hvidovre sammen med 44 andre ukrainske flygtninge.

Vi sidder i vandrehjemmets køkken, hvor den midlertidige hverdag, for de ukrainere der bor på vandrehjemmet, bliver levet. Men en normal hverdag er det ikke. For Olga Bronshtein føles det som om, at hendes liv er sat på pause.

Nu venter hun bare.

Olga: Nu var det alvor

Olga Bronshtein boede i byen Zjytomyr, der ligger ca. 100 kilometer fra Kiev, da krigen startede i hendes hjemland. Her boede hun med sin mand Nicolaj og sine tre sønner: David på 4 år, Artem på 12 år og Alexander, også kaldet Sasha, på 14 år. Men da krigen brød ud i Ukraine, befandt Alexander sig hos sin farmor i Tjernihiv.

Olga Bronshtein arbejdede som bygningsarkitekt, som var hendes drømmejob, og hun og hendes familie havde store planer for fremtiden.

– Vi drømte meget og havde store planer for vores familie. Vi havde planlagt at renovere vores lejlighed, og vi skulle lige til at gå i gang, da krigen startede, fortæller Olga Bronshtein.

Men drømmene blev aldrig til virkelighed.

D. 23. februar ringede en af Olga Bronshteins venner til hende og sagde, at hun og hendes familie skulle flygte med det samme.

– Til at starte med troede jeg ikke på det. Jeg ville ikke flygte. Det første jeg tænkte var, at jeg skulle passe mit arbejde, så jeg kunne jo ikke bare tage af sted.

Den aften lagde Olga Bronshtein og hendes mand Nicolaj hænderne sammen og bad til Gud, inden de gik i seng.

– Klokken 4 om natten vågende jeg, da min ven ringede og igen bad mig pakke mine ting. Nu var det alvor.

Russiske soldater var trængt ind i Ukraine, og invasionen var begyndt.

– Jeg var i chok. Jeg pakkede noget tøj og mit pas, og så flygtede vi, fortæller hun.

Olga Bronshtein og hendes to mindste sønner blev kørt til det vestlige Ukraine til byen Uzjgorod af hendes mand, børnenes far, der efter at have kørt familien til byen kørte tilbage for at hjælpe flere ukrainere med at flygte.

»Vores liv er sat på pause. Det føles som om, at nogen har trykket på en pauseknap, og så er livet bare gået i stå«
Olga Bronshtein, 35 år

Her overnattede Olga Bronshtein og hendes to sønner på et hotel, hvor familien før havde boet. Det var en tradition for familien at holde ferie på netop dette hotel. Nu var de der så igen, men denne gang af helt andre årsager.

Bohdana: Kunne høre bomber

På hotellet i Uzjgorod ventede familien på Olgas niece Bohdana, der skulle med på flugten til Danmark.

Bohdana Havrylenko levede som studerende i storbyen Kiev. Her studerede hun japansk og underviste i sproget, når hun ikke gik i skole. Hun boede på et kollegie med en veninde, som hun også arbejdede sammen med. Bohdana drømte om at blive japansk tolk på ambassaden i Ukraine og arbejdede hårdt for at opnå målet.

Nu sidder hun i Danmark ved siden af sin tante Olga i vandrehjemmets køkken. Hun har samme tunge blik i ansigtet som sin tante.

Onsdag d. 23. februar var en dag som de fleste for Bohdana Havrylenko. Hun havde været på arbejde med sin veninde. De fik fri og tog hjem til deres kollegie omkring klokken ti om aftenen. Her lavede de en simpel pastaret og snakkede om deres chef, som de havde gjort så mange gange før.

Efter aftensmaden satte de et afsnit på af den amerikanske sitcom The Big Bang Theory, som de altid så sammen. De snakkede og grinte, inden de slukkede lyset og gik i seng.

Ved 4-tiden vågende Bohdana Havrylenko og tjekkede den lysende og blinkende telefon, der forstyrrede i mørket. Beskeder og videoer på de sociale medier fortalte hende, at krigen var startet.

Hun hørte bomber springe i det fjerne og tænke straks på sin mor, der boede i det nordlige Ukraine.

– Jeg ringede til min mor. Hun sagde, at jeg skulle skaffe mad og komme i sikkerhed hurtigst muligt, fortæller Bohdana Havrylenko.

Se tidslinjen over krigen i Ukraine – artiklen fortsætter under grafikken. 

Fakta om krigen i Ukraine. Foto: Grafik: Stella Buur Rasmussen i Infogram.
Fakta om krigen i Ukraine. Foto: Grafik: Stella Buur Rasmussen i Infogram.

Da butikkerne åbnede, tog Bohdana Havrylenko ud for at købe mad. Der var allerede lange køer foran hæveautomaterne og tankstationerne, som kun blev længere, for hvert minut der gik. Flugten fra Ukraine var allerede begyndt for mange.

– Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Vi var alle bange, fortæller Bohdana Havrylenko.

På kollegiet boede Bohdana Havrylenko på 8. etage, så kort tid efter morgenens gøremål flyttede hun ned i den nærmeste bunker. Her boede hun i to uger.

– Jeg havde ikke lyst til at efterlade mit liv i Kiev. Men efter to uger var jeg meget alene, og jeg ville gerne være sammen med min familie, fortæller Bohdana Havrylenko.

Til sidst føltes det som den eneste rigtige beslutning at forlade byen og flygte.

Søndag d. 6. marts tog hun toget mod byen Uzjgorod for at mødes med Olga.

Flugten: Hårdt at forlade sit land 

Da Bohdana Havrylenko endelig ankom til grænsebyen Uzjgorod, var de klar til at flygte til Slovakiet.

De pakkede bilen og kørte mod grænsen, men de nåede ikke særlig langt, før de endte i det, der føltes som en uendelig kø. Her var de strandet. De bevægede sig minimalt, og bilen var fyldt til renden af familiemedlemmer og kufferter.

Olga Browshtein var stadig i chok. Hun kunne ikke forholde sig til andet, end hvad der skete i køen. Hun havde sagt farvel til sin mand, der var taget tilbage for at hjælpe ukrainere med at flygte. Og hendes ældste søn, Alexander, var stadig tilbage i Ukraine. Nu sad hun i en bilkø på vej væk fra alt, hun kendte til og elskede.

Jeg havde en veninde, der kørte ud for at hente sin mor. Hun kom aldrig hjem. De russiske soldater havde skudt hende
Oksana Chuckhlebova, flygtning fra Ukraine. Nu bosat i Hvidovre

Køen sneglede sig frem, og det skulle tage over et døgn, før familien endelig nåede grænsen og kunne forsætte deres flugt til Danmark.

– Det var hårdt. Både fysisk, men også at forlade mit land. Det var virkelig svært, fortæller Olga Bronshtein.

De kørte igennem Europa med Danmark som mål. Olgas gudmor befandt sig i Hvidovre i Danmark, så de vidste med det samme, at det var landet at tage til. De nåede destinationen og blev hurtigt indkvarteret på vandrehjemmet Belægningen.

Læs også: Ukrainere får tiltrængt mødested i Hvidovre

Olga Bronshtein og Bohdana Havrylenko kunne dog ikke ånde lettet op endnu. Olgas søn Alexander og Bohdanas mor Oksana var stadig tilbage i Ukraine.

Få overblikket over familien i grafikken. Artiklen fortsætter under grafikken.  

 

Olga, Oksana og Bohdanas familie. Foto: Grafik: Stella Buur Rasmussen i Infogram.
Olga, Oksana og Bohdanas familie. Foto: Grafik: Stella Buur Rasmussen i Infogram.

Oksana: Min veninde kom aldrig hjem 

Oksana Chuckhlebova boede i en mindre landsby i det nordlige Ukraine tæt på Tjernihiv.

Hun arbejdede i køkkenet på familiens hotel, hvor hun arbejdede meget. Hendes hverdag var hendes job, og hun så det som sin pligt at få hjulene til at køre rundt. Hverdagen var travl, men hun og hendes familie havde et godt liv, fortæller hun.

Men torsdag d. 24. februar kom de russiske soldater.

Oksana Chuckhlebova fortæller, at de russiske tropper kørte ind og meget hurtigt overtog byen. De spærrede vejene af og lod hverken civile, ambulancer eller ukrainske soldater passere, mindes hun.

– De følte sig hjemme. De gik ind i folks huse, tog af maden, tog folks penge og smed folk ud af deres hjem. De følte sig hjemme, fortæller Oksana Chuckhlebova.

Hun fortæller, at folk i byen blev skudt, hvis de gik på gaden.

– Jeg havde en veninde, der kørte ud for at hente sin mor. Hun kom aldrig hjem. De russiske soldater havde skudt hende, fortæller Oksana Chuckhlebova.

Byen var invaderet af russiske soldater. Der var efter kort tid ikke flere madvarer tilbage i supermarkederne. Civilbefolkningen blev forbudt at gå ud om aftenen, og bomberne faldt tæt på deres hjem.

Oksana Chuckhlebova fortæller, at en mand fra byen blev kidnappet og tortureret af de russiske soldater. Da han endelig blev løsladt efter fire dage, vendte han hjem med adskillige knivstik og brandmærker på hele kroppen. De russiske soldater havde beskyldt ham for at være spion, fortæller hun.

Det var her, at Oksana Chuckhlebova besluttede at flygte fra Ukraine.

Hun kontaktede sin bror, Olgas mand, Nicolaj, så Oksana Chuckhlebova kunne flygte med sin yngste datter Viktoria og Olgas ældste søn Alexander. Men området var spærret af. Nicolaj kunne ikke komme forbi de russiske soldater.

– Vi blev i næsten en måned, inden vi kunne flygte, fortæller hun.

Læs også: »Vi er ved at drukne i tøj«: Nu frabeder kommunen flere private donationer

De var bange. De fik at vide, at de russiske soldater skød mod biler, der prøvede at krydse grænsen.

D. 21. marts tog de den endelige beslutning og flygtede. De kontaktede en mand, der før havde hjulpet folk over grænsen. Han kørte dem gennem skoven. Oksana, hendes datter Viktoria og Olgas søn Alexander nåede endelig over grænsen til Hviderusland og flugten til Danmark var begyndt.

De flygtede gennem Hviderusland til Polen. Fra Polen fløj de til Sverige, hvor de endeligt tog et tog til Danmark. Nu var familien samlet.

Fremtiden: Nogen har trykket på pauseknappen

Vi sidder i køkkenet overfor hinanden. Kvindernes ansigter er lagt i tunge folder. De savner deres liv i Ukraine.

– Vores liv er sat på pause. Det føles som om, at nogen har trykket på en pauseknap, og så er livet bare gået i stå, fortæller Olga Bronshtein.

Men de fortæller også, at de er uendeligt taknemmelige for, at de har det godt, og at der er så mange mennesker omkring dem, der vil dem det godt. De mødes hver dag med frivillige. De får undervisning i dansk af en frivillig fra lokalområdet. Vita Burenko hjælper med at tolke, og Maiken Larsen har hjulpet meget med at skaffe nødvendigheder som tøj, møbler og elektronik, og hun har generelt hjulpet til i kvindernes nye liv.

Jeg spørger dem, hvad de ønsker for fremtiden.

De vil gerne tilbage til Ukraine.

Olga Bronshtein ser lejligheden i Zjytomyr for sig, som hun allerede mentalt havde indrettet, og hun savner sin mand. Oksana Chuckhlebova længes efter hverdagen og frygter for sin mands liv, der også stadig er tilbage i Ukraine. Og Bohdana Havrylenko drømmer fortsat om at blive japansk tolk og færdiggøre sin uddannelse.

Jeg spørger hende, om hun tror på, at krigen snart vil ende.

Hun kigger på mig og svarer:

– Selvfølgelig. Det bliver jeg nødt til.

 

Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede vandrehjemmet, der satte journalisten i kontakt med de tre kvinder. Interviewet blev lavet på vandrehjemmet. Artiklen er blevet til på baggrund af kildernes egne beretninger om flugten fra Ukraine til Danmark. Informationerne er blevet faktatjekket i det omfang, det har været muligt.

Leave a Reply

Your email address will not be published.