Landsbyboere kæmper for lukningstruet natbus

Natbusruten 91N (Hillerød-Greve) står i øjeblikket til at blive nedlagt.
Foto: Nicholas Prüsse Hansen

To landsbyråd kæmper i øjeblikket for at bevare natbusruten 91N. Ruten står nemlig til at blive nedlagt i sommeren 2019 som en del af Region Sjællands spareplan for regionens bus- og togtrafik.

Natbusrute 91N kører fra Hillerød til Greve og passerer en række af mindre byer foruden Roskilde. Derfor har Ågerup og Omegns Landsbyråd og Gundsømagle Landsbyråd i fællesskab startet en underskriftindsamling imod nedlæggelsen.

– Hvis natbussen nedlægges, vil det have store konsekvenser for de små landsbyer på ruten. Folk med natarbejde får svært ved at komme til og fra arbejde, og de unge i lokalområdet får ikke mulighed for at komme hjem efter en bytur, siger Rikke Hansen fra trafikgruppen i Ågerup og Omegns Landsbyråd og fortsætter:

– Der er ikke rigtigt nogen alternativer til natbussen, hvis man har brug for transport i nattetimerne og de tidlige morgentimer. Det er langt fra alle, der ejer en bil, og det kan hurtigt blive dyrt at køre med taxaer.

Stor opbakning til protest

Der er i skrivende stund 712 underskrifter til de to byråds fælles protest. I Ågerup og Omegns Landsbyråd glæder de sig over, at så mange fra lokalsamfundet vælger at støtte op om protesten.

– Vi håber, at underskriftindsamlingen kan være med til at  politikerne til at ombestemme sig. Vi synes, at vi allerede har fået en ret fantastisk opbakning, især fra mange af de unge i området, siger Rikke Hansen og uddyber:

– Det er særligt en skam, at de unge får svært ved at komme hjem i nattetimerne. Da jeg var ung, tog jeg natbussen, hver eneste gang jeg havde brug for at komme hjem. Jeg havde hverken råd til bil eller taxa.

En nødvendig prioritering

Planerne, om at nedlægge natbus 91N samt en række andre natbusser i regionen, er et spørgsmål om nødvendig prioritering ifølge Region Sjælland.

– Vi har ikke så mange valgmuligheder, da vi skal spare godt 20 mio. kr. på området. Mange af de busruter, vi alternativt skulle have sparet på, bliver brugt i dagstimerne og kører særligt til uddannelsesinstitutioner, siger Jens Ravn (V), regionsrådsmedlem i Region Sjællands udvalg for trafik, infrastruktur og miljø.

Ifølge Jens Ravn er det derfor usandsynligt, at nogle af natbusserne bliver undtaget fra spareplanen. Regionsrådsmedlemmet vil imidlertid ikke udelukke, at natbusserne stadigvæk kan reddes.

– I princippet er alt til forhandling, inden den endelige beslutning træffes. Men det er klart, at det bliver svært. Det er vanskeligt at flytte rundt på de planlagte besparelser, når der først ligger en indstilling fra udvalget, siger han.

Region Sjælland skal endeligt vedtage sin spareplan for regionens bus- og togtrafik d. 5. november.

Sådan gjorde vi: Journalisten blev opmærksom på underskriftindsamlingen via de sociale medier og tog derfor kontakt til Ågerup og Omegns Byråd. Dernæst henvendte journalisten sig til Region Sjælland for at få en kommentar.