Der skal være flere parkeringspladser i Roskilde for at få mere turisme til den historiske by. Kommunen har således afsat 91 mio. kr. til opførelsen af et parkeringshus med cirka 180 pladser ved Sankt Clara Vej. En del af begrundelsen er, at udvidelsen af Vikingeskibsmuseet og det kommende Verdensarvscenter forventes at tiltrække flere besøgende. Kommunen har dog ikke lavet en selvstændig analyse af, hvor stort et ekstra parkeringsbehov de to turistattraktioner forventes at skabe. Det bekræfter Lars Elmsted, presse- og kommunikationskonsulent i Roskilde Kommune.
Enhedslisten efterlyser mere dokumentation
Anna Bondo Nielsen (Ø), der står udenfor budgetaftalen, kritiserer prioriteringen af 91 mio. kr. til parkeringshuset. Hun mener ikke, at behovet er undersøgt grundigt nok.
– Det er helt tosset, at man beslutter at bygge et parkeringshus, før man har undersøgt behovet ordentligt, fortæller hun.
Borgmester Tomas Breddam (S) mener dog, at de undersøgelser kommunen allerede har lavet giver et tilstrækkeligt grundlag for projektet.
– Efter min vurdering er behovet for flere parkeringspladser veldokumenteret gennem en længere årrække. Belægningen på byens parkeringspladser er høj, og vi har kun lige akkurat den kapacitet, vi har brug for, fortæller borgmesteren.
180 parkeringspladser bestemmes af de fysiske rammer
Ifølge Lars Elmsted, presse- og kommunikationskonsulent i Roskilde Kommune, er antallet af parkeringspladser i det planlagte parkeringshus bestemt af, hvad der fysisk kan være plads til på den planlagte grund.
Men hvordan kan kommunen vide, at der er behov for netop 180 nye parkeringspladser?
– Det kan man ikke, svarer Lars Elmsted.

Kilde: Ruteoplysninger fra Google Maps.
Grafik: Caroline Svenningsen.
Borgmesteren – Behovet er veldokumenteret
Borgmesteren henviser til tidligere undersøgelser af parkeringsforholdene i bymidten. En evaluering fra 2022 viser, at parkeringskapaciteten dengang overordnet var i balance med behovet, og at der var ledige parkeringspladser.
Samtidig fremgår det af kommunens bymidtestrategi fra 2024, at kommunen ønsker at samle flere af byens parkeringspladser i parkeringshuse for at skabe plads i bymidten.
De to dokumenter beskriver parkeringsforholdene og kommunens strategi, men dokumenterer ikke i sig selv, hvor mange flere parkeringspladser der bliver behov for, med de kommende turistattraktioner.
Borgmesteren forventer ikke, at der kommer en ny selvstændig parkeringsanalyse.
– Jeg tror ikke, der kommer en ny behovsanalyse. Det er min politiske vurdering ud fra situationen i Roskilde i dag, fortæller han til Netavisen.

Ledige pladser i eksisterende parkeringshus
Anna Bondo Nielsen (Ø) peger yderligere på, at der allerede findes ledige parkeringspladser i parkeringshuset ved Sortebrødre Plads.
Ifølge Roskilde Kommunes mobilitetsregnskab fra 2025 var den gennemsnitlige belægning på parkeringshusets øvre dæk 27 procent i den undersøgte periode. På den nederste etage var belægningen cirka 90 procent i hverdage.
Netop den slags oplysninger kan indgå i vurderingen af et fremtidigt parkeringsbehov, fortæller Harry Lahrmann, lektor emeritus og trafikforsker ved Aalborg Universitet.
Faktaboks: Det kommende parkeringshus
Lokation: Parkeringshuset skal opføres ved Sankt Clara Vej på Roskilde Gymnasies boldbane.
Hvornår: Konkret opstart er ukendt.
Pris: 91 mio. kr. er afsat til opførelsen af parkeringshuset samt mulig nødvendig omlægning af Sankt Clara Vej. Det endelige beløb er ukendt.
Arkitekt: JaJa Architects
– Der er ikke kogebøger på det her, siger han.
Ifølge Harry Lahrmann kan man blandt andet undersøge forventede besøgstal, gæsternes transportvaner og belægningen på de eksisterende parkeringspladser for at vurdere et fremtidigt parkeringsbehov.
Sådan gjorde jeg:
I min research fandt jeg frem til Roskilde Kommunes budgetaftale for 2027-2030 i et byrådsreferat. Her studsede jeg over ét af emnerne omhandlende opførelsen af et nyt parkeringshus samt omlægning af en eksisterende vej. Herfra undrede jeg mig over, hvordan det politisk vurderes at prioritere et betydeligt beløb på baggrund af forventninger og uden selvstændige analyser. Politikere, forsker og presse er interviewet telefonisk. Regnskab, evaluering og strategi er fundet gennem online research.