“Læsemarathon” på Albertslund Bibliotek aktiverer læselyst

Del

Forskning viser, at børns læseglæde afhænger af helt grundlæggende betingelser. En nat med læseaktiviteter og overnatning på Albertslund Bibliotek er et strålende eksempel på, hvordan det kan gøres.

Der er ikke mange, som kan prale af at have tilbragt en nat på et bibliotek. Den oplevelse venter alligevel 25 børn, når Albertslund Bibliotek holder et såkaldt “Læsemarathon” fredag den 13. november 2026, som biblioteket kalder det.

Egentlig var det en heldig misforståelse på en rejse til London, der inspirerede børnebibliotekar Rikke Smith til at afholde arrangementet for første gang. For den oprindelige begivenhed “Readathon” viste sig at omhandle bogdonation – Og ikke en aften med litteraturaktiviteter og overnatning, som “Læsemarathon” på Albertslund Bibliotek er blevet til.

Sidenhen er det blevet en årligt tilbagevendende tradition, der opfylder vigtige kriterier for, at læselysten kan leve. Og succesen viser, at børn har lyst til at læse.

– Vi har næsten altid udsolgt, fortæller Rikke Smith, der er tovholder på arrangementet.

Ved Læsemarathon sover børnene på madrasser mellem bogreolerne på Albertslund Bibliotek. Foto: Nanna Bøge Munkholm.

Traditionen tro dukker de tilmeldte børn op efter lukketid. Med medbragte dyner, puder og liggeunderlag indretter børnene sig mellem bibliotekets bogreoler. For som Rikke Smith pointerer, handler det også om at bringe hyggen ind i læsningen.

Men hygge og læsning er ikke de eneste komponenter, der skal til for at udløse læseglæde.

Læseglæde kræver visse betingelser

Den gode læseoplevelse afhænger af nogle helt grundlæggende betingelser. “Ellers kan man ikke engagere sig på en måde, der gør, at man kan opleve læseglæde,” fortæller Sussanne Hangård Vendelbo. Hun er ph.d.-studerende ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet og har forsket i forskningsprojektet ’Alle ord tæller’.

– Det handler blandt andet om at have en følelse af at høre til. Det får man ved at deltage i læsefællesskaber, fortæller Sussanne Hangård Vendelbo.

Derudover har autonomien i selv at vælge sit læsestof og fraværet af vurdering også betydning for, hvorvidt læselysten kan opstå, forklarer Sussanne Hangård Vendelbo. Hun mener, at en begivenhed som “Læsemarathon” inviterer børn med forskellige udgangspunkter af læselyst ind i et fællesskab.

Dermed er der plads til, at læsning kan foregå både som social og individuel aktivitet.

Henriette Romme Lund, Ph.d. og specialkonsulent i Nationalt Videncenter for Læsning, ser også, at Albertslund Bibliotek skaber nogle omstændigheder, der både faciliterer den individuelle- og den sociale læsning. Samtidig peger hun på, at arrangementet relaterer sig til børnenes hverdagspraksis.

– Børn læser typisk inden de skal sove for at falde i søvn, så det taler jo ind i en måde, man typisk læser på.

Der er ingen tvivl om, at Læsemarathon er en nat, hvor børn engagerer sig i læsning. Imidlertid opstår spørgsmålet om, hvorvidt arrangementet formår at vække en mere langsigtet interesse.

Langsigtet læseglæde

Med et arrangement, der samler børn om bøgerne, taler man til de børn, der allerede har en interesse for læsning, vurderer Henriette Romme Lund.

Det er en vurdering, der stemmer overens med virkeligheden.

Rikke Smith fortæller nemlig, at de fleste børn, der deltager ved arrangementet, allerede har en eller anden form for glæde ved læsning. Alligevel viser glæden sig forskelligt.

– Nogen læser mere end andre. Nogle børn læser måske kun ti sider, men så syntes de, at det har været megahyggeligt, fortæller Rikke Smith.

For at vække større læseentusiasme blandt flere børn mener Henriette Romme Lund, at læsearrangementer bør udspringe af den hverdag, børnene lever.

– På et bibliotek kommer du, hvis du har lyst. I skolen eller på skolens fritidsklubber, vil du møde den her mangfoldighed af børn, fortæller hun.

Muligheden for at skabe langsigtet læseglæde ser Sussanne Hangård Vendelbo fortsat i arrangementet på Albertslund Bibliotek. For projektet præsenteres netop som mere end bare læsning.

– Der er nogle aktiviteter, der også inviterer til noget kropsligt og aktivt. Det åbner op for flere børn, end hvis det bare handlede om at sidde stille og læse, siger hun.

“Læsemarathon” giver altså god mulighed for at forme en fællesskabsfølelse, der kan bidrage til en mere langsigtet læseglæde, mener Sussanne Hangård Vendelbo.

Og vedvarende læseglæde afspejler sig i arrangementet. Rikke Smith fortæller, at flere af børnene kender hinanden, fordi de forventningsfuldt vender tilbage år efter år. Det vidner om, at “Læsemarathon” faktisk lykkes med at skabe den fællesskabsfølelse og tilbagevendende interesse, der opildner læseglæden.

Læs også: Bibliotek udbyder et ”genialt godt” tilbud. Der er bare et problem

PISA-rapport giver anledning til refleksion

PISA 2025: Danske elevers resultat i læsning

PISA (Programme for International Student Assessment) er en international undersøgelse, der gennemføres hvert tredje år. Danmark har deltaget, siden undersøgelsen blev lavet for første gang i 2000.

Projektet undersøger 15-årige elevers kompetencer inden for naturfag, matematik og læsning.

Undersøgelsesresultaterne for PISA 2025 viser, at danske elever har det laveste gennemsnit i læsning siden 2000.

Resultaterne for PISA 2025 blev offentliggjort i september 2026. Undersøgelsen udføres af OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development).

Kilde: Undervisningsministeriet

Trods den altid store opbakning til arrangementet gentænkes formen i år. Resultaterne af PISA-undersøgelsen 2025 har været anledning til refleksion over børns læsevaner. Derfor er ro og fordybelse nu også en aktivitet på programmet.

– Vi laver et læsesprint, hvor vi fastsætter 45 minutter til komplet ro og frilæsning, fortæller Rikke Smith.

PISA-rapporten, der blev udgivet i september 2026, viser, at danske elever scorede 460 point i læsning i. Tallet afslører en nedgang på 29 point siden 2022 og 41 point siden 2018. Samtidig fortæller rapporten, at kun 3,8 procent af danske elever kan betragtes som højt præsterende, mens de lavt præsterende udgør 29,2 procent.

Sådan gjorde vi: Jeg kiggede efter begivenheder på forskellige biblioteker. Da faldt jeg over “Læsemarathon” på Albertslund Bibliotek. Jeg besøgte biblioteket, hvor jeg interviewede børnebibliotekar Rikke Smith. De øvrige interviews foregik over telefon.

Læs mere

Andre nyheder