I denne uge begyndte bus 18 sin sidste uge i funktion. Fra på søndag hedder bussen 8A, og det betyder flere afgange, skriver Movia på deres hjemmeside.
Netavisen var med bus 18 mandag morgen, og selvom der denne morgen var fint plads i bussen, er det ikke altid sådan.
– Man kan komme på det samme tidspunkt hver morgen, og nogle gange er den helt fyldt, andre gange er der fint plads, fortæller 20-årige Benjamin Petersen, der tager bussen til arbejde hver dag.
Så kan jeg måske alligevel nå i skole til tiden, selvom jeg ikke når min bus.
Lina Mohammed
Bussen fortsætter med at køre i mellem Nordhavnen og Friheden, men fra på søndag kører 8A hver 5. minut i myldretiden og som noget nyt, kører bussen nu også om natten. Det kan måske være med til at lokke passagerer fra bilen over i den offentlige transport.
Bus 8A: Antal afgange i timen
- 12 afgange i myldretid
- 8 afgange mellem myldretiderne
- 6 afgange i aftentimerne, samt søndag dag
- 3 afgange i weekendnætterne
- 2 afgange i hverdagsnætterne
Bus 8A fortsætter hele natten
Sygeplejerske Harriet Jakobsen kører normalt i bil, men i dag kører hun med bus 18, fordi bilen er på værksted. Hun arbejder tit til sent om aften, men hun synes ikke, at den offentlige transport kører ofte nok om aftenen.
– Jeg arbejder som sygeplejerske, hvor jeg tit skal hjem ved midnat, og der er busserne ikke særlig gode. Hvis der var hyppigere afgange på ydretidspunkterne, ville jeg gerne tage den offentlige transport. Bilen er jo noget skidt, siger Harriet Jakobsen.
Bus 8A kommer til at køre seks gange i timen om aften og tre gange i timen om natten i weekenden.
Glæder sig til mindre ventetid
Buspassager Zainab Waleed var ikke klar over, at bus 18’s rute bliver opgraderet på søndag, men hun glæder sig til flere afgange og mindre ventetid.
– Den er ikke lige så slem som bus 5A. Der er mange mennesker, men ikke lige så mange som i 5A, men jeg synes den kommer meget for sent, fortæller 18-årige Zainab Walled.
Lina Mohammed tager bussen i skole hver dag, og hun håber, at hun fremover kan nå i skole til tiden, selvom hun ikke når den første bus.
– Så kan jeg måske alligevel nå i skole til tiden, selvom jeg ikke når min bus, siger Lina Mohammed og griner.