Ekspert advarer: Data fra eksamensovervågning kan misbruges

En ekspert i overvågning advarer om, at indsamlet data fra programmet Den Digitale Prøvevagt potentielt kan misbruges.

Undervisningsministeriets omdiskuterede program Den Digitale Prøvevagt registrerer alle åbne programmer og hjemmesider og tager hvert 30. sekund et screenshot af gymnasieelevernes skærme.

Det kan potentielt registrere alle elevernes tastetryk.

– Jeg er mest nervøs for, hvad staten kan finde på at bruge de her informationer fra Den Digitale Prøvevagt til. Om der ligger en eller anden profileringsplan allerede, siger Anders Kjærulff, der er radiovært på programmet Aflyttet på Radio24Syv, og som gennem en årrække i sit arbejde som journalist har belyst forskellige former for overvågning.

Han mener, at man kan have mistanke om, at myndighederne kan bruge de indsamlede data til for eksempel at vurdere elevernes faglige niveau eller potentielt begynde at forske i det.

– Staten er vildt dårlig til at fortælle, hvad det er den egentlig foretager sig med de data, der indsamles. Og når folk begynder at spørge ind, så viser det sig altid, at der i virkeligheden ligger andre planer bag, end den oprindelige idé, siger Anders Kjærulff.

Boykot af terminsprøver

Den Digitale Prøvevagt har fået en gruppe elever til via Facebook at startet et boykot af terminsprøverne torsdag i protest mod overvågningen. Terminsprøverne fungerer som generalprøve for Den Digitale Prøvevagt.

– Vi synes det er etisk forkert og rimelig formastelig adfærd at udsætte de danske studerende for det her tiltag. Det er aldrig okay at snyde, men den måde man har håndteret at løse det her problem synes vi er for meget for hurtigt, og på en forkert måde, siger Anders Eiersted Molzen, der er medarrangør af boykottet og elev på Kruses gymnasium.

Det fremgår af Undervisningsministeriets hjemmeside, at alle fremtidige skriftlige eksamener på Danmarks HF- og gymnasiale uddannelser skal benytte programmet.

Den Digitale Prøvevagt bliver indført, fordi digitaliseringen af de gymnasiale prøver har muliggjort nye former for “uretmæssig kommunikation eller anden form for snyd under prøverne”, skriver Undervisningsministeriet.

Eleverne mener dog, at det er en krænkelse og en potentiel IT-sikkerhedsrisiko. Og det giver Anders Kjærulff dem ret i.

– Det er en massiv tillidskrise. Det er efter min mening nogle helt forståelige reaktioner, vi ser fra nogle unge mennesker, som er blevet kørt rundt med af et system, som ikke fortæller sandheden, siger han.

Mistillid til ministerium

Undervisningsministeriet påpeger, at registreringen af samtlige tastetryk – den såkaldte keylogger – ikke er aktiveret ved torsdagens prøver. Ministeriet overvejer dog at tage keyloggeren i brug senere til at tælle antallet af tryk på knapper.

– Jeg vil mene, at eleverne skal være bekymrede i forhold til tillid til Undervisningsministeriet, der flere gange har løjet om anonymitet, siger Anders Kjærulff og fremhæver sagen med IT-systemet Aula, der blev indført i folkeskolerne i 2018.

I første omgang lovede Undervisningsministeriet, at de trivselsundersøgelser, der indgik i Aula-systemet, var anonyme. Senere blev det afsløret, at trivselsundersøgelserne ikke var anonymiserede. Det har været med til at skabe mistillid til Undervisningsministeriet, mener Anders Kjærulff.

Facebook-eventet samler elever over hele landet til boykottet. I skrivende stund har 3.798 elever tilmeldt sig eventet. Cirka 60.000 elever skal deltage i terminsprøverne torsdag den 7. marts.

Tvivl om længden af overvågningen

Kritikken af Den Digitale Prøvevagt går blandt andet på, om programmet kun overvåger den tid, der er afsat til selve eksamenen. En video, der florerer på Facebook, viser, at der er blevet taget screenshots af skærmen udenfor prøvetiden.

Den Digitale Prøvevagt er ifølge Undervisningsministeriet obligatorisk for alle HF- og gymnasieelever. Alligevel har rektor på EUC Nord meldt ud, at han ikke vil tvinge eleverne til at benytte det, så længe Undervisningsministeriet ikke svarer på kritikken.

Ved terminsprøverne, der afholdes rundt om i Danmark 7. marts og 21. marts, er det altså frivilligt på EUC Nord, om man vil benytte programmet. Det blev meldt ud i en besked, der blev sendt til eleverne onsdag.

Senere samme dag valgte Undervisningsministeriet at sætte gymnasierne fri i forhold til at bruge overvågningsprogrammet, oplyser formand for rektorforeningen Danske Gymnasier Birgitte Vedersø til Ekstra Bladet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Efter omtalen i flere medier er Datatilsynet nu gået ind i sagen.


Det var denne mail, der 6. marts blev sendt ud for at orientere eleverne på EUC Nord om, at det nu er frivilligt for dem at aktivere Den Digitale Prøvevagt under terminsprøven 7. marts. Privat foto.

Sådan gjorde jeg:

Faldt over en artikel fra Fyens.dk på et onlineforum for danskere. Fandt et Facebook-event for de elever, der havde planer om at boykotte terminsprøven. Kontaktede de fire arrangører af eventet for at få et interview. I løbet af dagen udviklede historien sig i forskellige medier, så valgte IT-sikkerhedsvinklen. Kontaktede Anders Kjærulff for at få et interview. Sendte den færdige artikel til mine kilder.