Øhh, er der også regionsvalg?

foto-5-e1382097185703-485x313
Selvom de danske medier primært skriver om kommunalvalget, skal du også sætte din stemme til regionsvalget d. 19. november.
Foto: Morguefile.com

Regionsvalget er ikke det hotteste emne i landets medier. Ser man dem efter i sømmene, kunne man godt gå hen og tro, at de har glemt, at valget den 19. november faktisk også er et regionsvalg.

Kommunalvalg – Regionsvalg: 575 – 19

575 gange har journalister på landsdækkende dagblade tastet ordet ’kommunalvalg’, siden brevstemningen til valget begyndte den 20. august i år.

Til sammenligning kan ordet ’regionsvalg’ kun findes 19 gange, mens ’regionsrådsvalg’ dukker op 10 gange. Det fremgår af en optælling på Infomedia, som NetAvisen har foretaget i dag.

Regionerne er kort sagt ret amputerede i forhold til de gamle amter og i øvrigt for langt væk fra borgerne. Derfor er borgerne og medierne ikke voldsomt interesserede i regionsvalget
Jacob Torfing, professor i valgdeltagelse på Roskilde Universitet

Hver gang, der er skrevet ’kommunalvalg’ 30 gange i landsdækkende dagblade, bliver der altså kun skrevet et enkelt ’regionsvalg’. Og samme tendens går igen i resten af landets medier, viser optællingen.

»Regionerne mangler politisk kompetence«

Billedet overrasker ikke lektor i politisk journalistik på Roskilde Universitet Mark Ørsten. Kigger man på udviklingen de sidste 10 år, kan man blandt andet se, at medierne i stigende grad fokuserer på ledende politiske aktører i form af kendte ansigter – og her bliver de regionale politikere usynlige.

Læs også: Hvad koster det at stille op som kommunalpolitiker?

Jacob Torfing, som er professor i valgdeltagelse hos Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, er heller ikke overrasket over den manglende mediedækning

Det er som om, at kommunalvalg er blevet et begreb, men i virkeligheden er det jo to forskellige valg, som bare ligger den samme dag
Jacob Winther, kommunikationschef i Danske Regioner

Han mener dog, årsagen er, at regionerne ikke har ret meget indhold eller stor politisk kompetence. Og at det er ved at gå op for Danmark.

– Regionerne er kort sagt ret amputerede i forhold til de gamle amter og i øvrigt for langt væk fra borgerne. Derfor er borgerne og medierne ikke voldsomt interesserede i regionsvalget.

Regionsvalget i medierne

  • I landsdækkende dagblade er der blevet skrevet ’kommunalvalg’ 575 gange siden 20. august 2013. Til sammenligning er der blevet skrevet ’regionsvalg’ 19 gange og ’regionsrådsvalg’ 10 gange.
  • For alle medier er tallene 18.936 for ’kommunalvalg’, 558 for ’regionalvalg’ og 430 for ’regionsrådsvalg’.

Optællingen på Infomedia er foretaget af NetAvisen d. 23. oktober 2013.

Danske Regioner: Journalisterne mangler viden

Ifølge Danske Regioner skyldes den tynde mediedækning dog ikke manglende interesse, men snarere at danske journalister ikke ved nok om regionsvalget.

Og det er problematisk, når de er med til at formidle demokratiet i Danmark, mener Danske Regioners kommunikationschef Jacob Winther.

– Det er som om, at kommunalvalg er blevet et begreb, men i virkeligheden er det jo to forskellige valg, som bare ligger den samme dag, forklarer Jacob Winther.

Han påpeger, at man hos Danske Regioner arbejder for at skabe opmærksomhed omkring regionsvalget blandt andet med valgsiden RV13.dk og ved at tage ud til skoler og gymnasier landet rundt.

Læg også: Hvidovre vil få folk til at stemme i storcentret

Regionsvalget i år er danmarkshistoriens tredje regionsvalg. Første regionsvalg var i 2005. Danmarks fem regioner blev oprettet 1. januar 2007, efter den daværende VK-regering sammen med Dansk Folkeparti havde indgået aftale om at nedlægge amterne i 2004.