Organisationer ønsker ny strategi for den kollektive trafik

Blandt andet skiftet mellem de forskellige transportformer i den kollektive trafik skal der fokus på, mener Dansk Erhverv, DI og Passagerpuljen. Foto: Flickr
Blandt andet skiftet mellem de forskellige transportformer i den kollektive trafik skal der fokus på, mener Dansk Erhverv, DI og Passagerpuljen. Foto: Flickr

”Sæt kunderne i centrum”. Sådan lyder budskabet fra Dansk Erhverv, Dansk Industri og Passagerpuljen hos Forbrugerrådet Tænk, der ønsker et bedre samarbejde mellem de forskellige aktører, der står for den kollektive trafik. I en kronik i dagens udgave af Berlingske efterlyser brancheorganisationerne en ny national strategi, der skal sikre, at billetsystemer, køreplaner og service sammentænkes til fordel for brugerne.

Læs kronikken hos Berlingske: http://www.b.dk/kommentarer/saet-kunderne-i-centrum

Michael Svane, der er branchedirektør i DI og er én af skribenterne bag kronikken understreger, at der er et behov for at gøre den kollektive trafik mere overskuelig for brugerne.

– Strukturen i den kollektive trafik er alt for kompleks og giver ikke det afkast, man kan forvente i forhold til de investeringer, der foretages. De problemer, vi peger på, er blandt andet de forskellige billettakster og de mange forskellige aktører på området, siger han.

Rækker hånden ud
I kronikken rækker Passagerpuljen, Dansk Erhverv og DI hånden ud til både politikere og trafikselskaber for at lægge en strategi, der skal sikre en sammenhængende offentlig transport.

– En ny strategi skal blandt andet sikre, at rejsemulighederne i den kollektive trafik bliver gnidningsløse og attraktive. Der skal eksempelvis være fokus på snitfladerne mellem de forskellige transportformer.

Hos brancheorganisationen, Trafikselskaberne i Danmark, kan man nikke genkendende til visse dele af problemstillingen.

– Rejseplanen løser en del af den udfordring, der er ved skifte mellem transportmidler i den offentlige trafik. Der er til gengæld rigtigt, at vi ikke er i mål med hensyn til de forskellige billettakster, siger Morten Andersen, der er formand for Trafikselskaberne i Danmark, og henviser til Rigsrevisionens kritik af manglende gennemsigtighed i billetsystemet.

Han hilser Passagerpuljen, DI og Dansk Erhvervs idéer velkomne, men mener, at det er noget, der skal løses mellem Trafikselskaberne, DSB og Transportministeriet.

– Jeg kan godt forstå deres synspunkter, men i første omgang er det de primære aktører, der skal blive enige, siger Morten Andersen, og fortæller at Trafikselskaberne er i løbende kontakt med både transportminister Hans Christian Schmidt (V) og DSB.

Michael Svane fra DI mener, at der er behov for at alle relevante aktører sætter sig sammen.

– I DI skal vi bruge en kollektiv trafik, der er velfungerende, så flere flyttes over i den. Det vil mindske presset på vejene, så der også er bedre plads til erhvervskørsel. Vi vil gerne samarbejde med både DSB, private aktører, kommuner og regioner, så der er ingen, der udelukkes, siger han.