Ensomhed og arbejdsløshed går ofte hånd i hånd.
Psykolog Ida Koch, som har arbejdet med psykologi i 35 år og er forfatter til flere artikler om ensomhed, peger på, at ensomhed spiller en markant rolle i forhold til om en person er en del af arbejdsmarkedet.
– Der findes helt sikkert en forbindelse mellem det at være arbejdsløs og ensom. Når du er uden for arbejdsmarkedet, medfører det meget ofte ensomhed, især fordi vi lever i en kultur, som er meget performance orienteret. Hvis man f.eks. sidder til et middagsselskab og ens bordherre spørger: “Hvad laver du?”, og man ikke er i beskæftigelse, så er man i grunden ikke noget, og personen vender sig i stedet og snakker med personen ved siden af, siger Ida Koch.
Ida Koch mener ligeledes, at ens profession spiller en større rolle end før for ens liv.
– Man kan i høj grad sige, at ens identitet skabes ud fra ens arbejdsliv, hvilket blandt andet er en følge af, at grænsen mellem arbejdsliv og det private ikke er så tydelig mere, fortæller Ida Koch.
Noget af det vigtigste for trivsel på arbejdspladsen er venskaber og relationer.
– Det er vigtigt at føle sig som en del af et fællesskab. Uanset om man er teamleder, skolelærer eller produktionsmedarbejder er det essentielt, at man interesserer sig for mennesket, og at arbejdspladsen skaber nogle sammenhænge, hvor man ikke bare står ved ‘produktionmaskinen’ hele dagen, mener Ida Koch.
Læs også: Her får du job og kommer ud af ensomhed
Hun peger derfor på, at der på enhver arbejdsplads bør være aktiviteter, hvor man er fælles om andet end arbejdet, hvor f.eks. en gammel og en ny ansat kan holde pause og tale om vind og vejr, og at man er sammen om noget andet end bare det fælles arbejde.
Jeg kan huske den følelse af, at livet gik videre rundt om mig, mens jeg var arbejdsløs, og at jeg ikke længere var en del af det
Mette Gudman, står bag netværket ‘Ledige med Drive’
Det er lige netop sådanne rammer, den socialøkonomiske virksomhed INSP, som er en forkortelse af inspiratorium, giver til de ansatte. Annie Ehlers, som er iværksætteren bag den Roskilde-baserede INSP fortæller, at den socialøkonomiske virksomhed arbejder på at skabe et netværk og fællesskab, hvor de ansatte trives og derfor bliver mindre ensomme.
– Der er i denne type virksomhed potentiale for at arbejde med nogle sociale problematikker og adressere dem på en anden måde. Når vi begynder at forbinde mennesker i et netværk, så begynder man også at adressere ensomhed. Mange har følt sig ensomme, når de sidder derhjemme med deres individuelle jobsøgning. Det at træde ind i fællesskabet og opleve, at der er andre, som har det på samme måde som en selv, kan gøre en kæmpe forskel. I stedet for at sætte os ned og snakke om ensomhed modarbejder vi ensomhed gennem aktivitet, arbejde og relationer, fortæller Annie Ehlers.
Det essentielle ved venskabet
Psykolog Ida Koch pointerer, at venskaber er afgørende for trivsel på arbejdspladsen.
– Det er vigtigt, at man på arbejdspladsen lærer hinanden at kende, så nogen kender en personligt, kender ens tanker, og ved hvem man er, det er vigtigt at man har nogle at dele sine synspunkter med og spejle sig i. Det handler om at komme bag facaden på ‘arbejdspersonen’, fortæller Ida Koch.
Ida Koch påpeger derudover, at ensomhed ikke nødvendigvis bunder i, at den pågældende er indesluttet, deprimeret eller bly, men at en person sagtens kan føle sig ensom blandt andre.
– At være ensom er en tilstand, som er ufrivillig. Det er en tilstand, der adskiller sig fra den vante alenehed, man kan for så vidt godt være i rum sammen med andre, men man føler sig ikke som en del af fællesskabet. Det er ikke en ønskværdig situation. Ensomhed er ikke en følelse, hvor man trækker sig, fordi man har det bedst sådan, men nærmere, at man af den ene eller den anden grund ikke kan blive en del af et fællesskab, siger Ida Koch.
Kommunalt og socialøkonomisk samarbejde
Roskilde Kommune indgår i et samarbejde med førnævnte virksomhed INSP, og kommunen anser de socialøkonomiske virksomheder som et foretagende med særdeles positive fremtidsudsigter og som en del af løsningen på flere af samfundets udfordringer, herunder ensomhed og beskæftigelse.
Formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget, Bent Jørgensen (V), vurderer, at de socialøkonomiske virksomheder kan gøre en forskel, når det gælder ensomhed.
– De socialøkonomiske virksomheder kan være med til at udvide arbejdsmarkedet og gøre det mere bredt og mangfoldigt. I kommunen oplever vi i høj grad, at denne type virksomhed kan løse problemer som ensomhed, og der vil jeg pege på især INSP, siger Bent Jørgensen (V).
Den socialøkonomiske virksomhed INSP igangsatte i 2012 et ledighedsprojekt, der hedder Ledige med Drive, som er et netværk for arbejdsløse. I netværket arbejdes der med hvordan bumpene på vejen tilbage på arbejdsmarkedet kan flades ud. Det sker f.eks. ved at træne CV skrivning, jobsamtaler og ved at få et bredt funderet netværk.
Læs også: Netværk hjælper arbejdsløse uden fokus på tvang og frygt
INSP har i den forbindelse indgået et samarbejde med Roskilde Kommune, som består af tre kontrakter og har sideløbende et regulært samarbejde med både jobcentre, A-kasser samt flere virksomheder.
Mette Gudman, som er kvinden bag netværket ‘Ledige med Drive’ udtrykker, at netværket har til hensigt, at aspirere ledige til at mødes og på den måde oparbejde et netværk. Alt sammen i stedet for at være alene med jobsøgningen.
– Jeg kan huske den følelse af, at livet gik videre rundt om mig, og at jeg ikke længere var en del af det. Det var i den forbindelse, at jeg fik idéen til Ledige med Drive. Der må da være andre, som sidder derhjemme ligesom mig. Derfor gik jeg i dialog med Anni Ehlers, som er iværksætteren bag INSP, og vi blev enige om at starte et projekt, hvor ledige kan mødes og spise morgenmad sammen, siger hun.
Konceptet går på at hjælpe hinanden og gå i dialog om ens arbejdsløshed og sammen forsøge at finde en løsning ved at skabe et mangfoldigt og nyt netværk, forklarer hun.
Ledige med Drive tilbyder noget nyt
Netværket Ledige med Drive har i dag samlet over 250 ledige i Roskilde Kommune og er ifølge formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget, Bent Jørgensen (V) blevet en væsentlig del af løsningen på ledighed og ensomhed. I den forbindelse har kommunen og INSP indgået et samarbejde, hvor omdrejningspunktet er at få arbejdsløse i job igen.
– De socialøkonomiske virksomheder kan tilbyde de arbejdsløse andre løsninger end dem, vi i kommunen normalt tilbyder. Ledige med Drive er et eksempel på en velfærdsydelse og at de socialøkonomiske virksomheder kan sætte noget dynamik i gang på nogle andre måder, end traditionelle foretagender ville gøre det. De kan på den måde være med til at løfte et socialt ansvar for nogle borgere, som står uden for arbejdsmarkedet, vurderer Bent Jørgensen (V).