Usikker fremtid for afgiftsfri elbiler

foto(2)
– Når han siger til folk: ‘Gæt hvilken bil jeg lige har købt’, siger de altid: Det har du jo talt om i to år, siger Connie Güntelberg og griner mod Niels Güntelberg, der sidder bag rattet. Inde i læderkabinen er der tavst. Ikke af akavet stilhed, men af mangel på lyd fra en benzinmotor. Under bilen ligger i stedet et kostbart batteri på hele 387 hestekræfter.

Amerikanske Tesla er ikke en normal bil. Især ikke denne grå søndag på Amager. Bilen og dens ejere, Niels og Connie Güntelberg fra Virum er del af et verdensrekordforsøg. Anledningen er EU’s udnævnelse af København til Europæisk Miljøhovedstad 2014, og turen går over Øresundsbroen. Målet er en samlet kortege på 150 danske, svenske og norske elbiler.

– Jeg var faktisk til Tesla-træf i Køge igår. Der havde jeg problemer med at finde kortegen. Det kan godt ske igen nu, konstaterer Niels. Blandt den farverige sværm af elbiler med kurs mod Øresundsbroen, er der Renaulter, Nissaner og VW’er. Men overraskende nok er der flest Teslaer. Overraskende, da billigste model begynder ved en halv million. Forklaringen skal findes i Finansministeriet.

Elafgift væk – endnu
Frem til 2016 er elbiler i Danmark nemlig helt afgiftsfritaget. Det har stået på i fire år, og for en Tesla S85, som den Niels og Connie ejer, gør det en stor forskel. Medregnet afgiften, der i Danmark ligger på 180%, ville Teslaen prismæssigt være i kategori med en rigtig dyr Mercedes S-klasse eller BMW 7, der for tiden starter omkring 1,5 millioner kroner. I stedet fåes billigste Tesla for tiden fra 550.000 kr. Ordningen gælder indtil videre til 2015 og året ud. Umiddelbart er der ikke politisk enighed mellem regeringen og støttepartierne om, hvorvidt afgiften derefter bør genindføres.

Hos Enhedslisten håber man, at afgiftsfritagelsen forlænges, mens man i SF gerne så en større reform af hele bilafgiftssystemet.

– Vi er åbne for, at afgiftsfritagelsen for elbiler også skal gælde efter 2015, men vi ser gerne, at det bliver en del af en større reform, der skal gøre vores biler mere grønne, har Lisbeth Bech Poulsen, skatteordfører i SF tidligere udtalt til nyhedssiden Altinget.dk

I Teslas hovedkontor på Bredgade i Indre København er man forståeligt nok glad for afgiftsfritagelsen.

– Ny teknologi er dyr. Men vil man gerne have folk til at købe elbiler, er man nødt til at hjælpe dem på en eller anden måde, siger Esben Pedersen, kommunikationschef hos Tesla i Danmark.

Han forudsiger, at der vil gå omkring ti år, før elbiler kan konkurrere på prisen alene. I samme periode skulle batteriets spændvidde gerne være fordoblet. Men træffes der inden 2015 ikke politisk en afgørelse om en forlænget ordning, bliver det svært for elbilerne at klare konkurrencen.

– Mener man, at elbiler er en stor del af løsningen på vores væsentligste problem, skal man stimulere forbruget. I Oslo er der opsat i alt 2000 ladestandere, fordi kommunen aktivt gik ind og støttede det. Det er et kraftigt politisk signal at sende, siger Esben Pedersen.

Tesla endte faktisk med at blive Norges mest solgte bil. Og det er et særsyn, mener Christian Poll, politisk rådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.
– Norge har jo lavet den helt store satsning. Endnu mere end vi har. De har ikke bare afgiftsfritaget elbiler, de har også momsfritaget dem. De har lavet særlig gratis parkering og speciel tilladelse til at køre i vigesporene, siger han.

Elbilsmarkedet i Danmark– Siden 2010 har danske elbiler været registreringsafgiftfritaget for at fremme salget af miljøvenlige biler. Afgiftsfritagelsen gælder til og med 2015.- I en undersøgelse foretaget af Dansk Naturfredningsforening i 2012 svarede 15%, at de vil overveje at købe en elbil, næste gang de skal have bil- I Danmark er der kun 2421 elbiler ud af en samlet bilpark på 2,3 millioner personbiler. I Norge er der 32.000 elbiler

– For tiden stiger tallet dog hurtigere; I første halvår af 2014 blev der registreret 614 nye elbiler. Det var flere nye elbiler end i hele 2013.

Kilder: Dansk Elbil Alliance, FDM og Danmarks Naturfredningsforening

Tyve minutters opladning
Udover produktionen af luksus-elbiler har Tesla i en årrække udbygget ladestander-nettet i Europa. Det samme gjorde virksomheden BetterPlace, indtil de sidste efterår gik konkurs. Da efterlod de 770 danske el-standere, der nu tilhører tyske E-on. Ladestanderne udbygges og batteritiden forbedres, men en opladning tager stadig tid.
– Forbrugerne har endnu ikke vænnet sig til, at det tager tyve minutter, at fylde tanken for at køre halvt så langt som en normal bil. Men det er samtidig forbrugerne, der skal sikre dens fortsatte udbredelse, siger Per Homann, som forsker i trafikplanlægning og politik på Roskilde Universitet.

For ægteparret fra Virum har det ikke været et problem.
– Så tager jeg mig en kop kaffe i mellemtiden. Jeg ligger og kører 125 kilometer om dagen, og det fungerer rigtig godt, siger Niels Güntelberg. Med et par fingertryk på den store touchscreen, der udgør hele midterpartiet af instrumentbrættet, finder Niels et stort gps-kort frem, hvor alle Teslas europæiske ladestandere er optegnet.
– Der er næsten ikke nogen steder, du ikke kan køre i Europa. Jeg skal snart på skiferie i den, siger han.
– Du kan da ikke have bagagen med deroppe på taget?, indvender Connie.
– Det ene sæde kan klappes sammen, så jo, der er plads’, svarer Niels.

Direktørbilen
I Danmarks Naturfredningsforening har man også bemærket flere nye kundegrupper på elbilsmarkedet.

– Pludselig er der et helt segment, som før har været skeptiske. De ser en fed bil, der tilmed kan køre knap fem hundrede meter på en opladning. Når direktøren går over til elbil, kan det være afdelingslederen også gør det, siger Christian Poll.

Mindre elmodeller, som for eksempel VW E-up er dog stadig dyrere end lignende benzinbiler. Det skyldes den kostbare batteriteknik, der ved dyrere biler modsvares af højere afgiftsfritagelse.

Hos Forenede Danske Motorejere (FDM) er man skeptisk overfor afgiftfritagelsen, som de mener er skævvridende.
– På nuværende tidspunkt er elbilen for dyr og har begrænset rækkevidde for almindelige forbrugere Vi så gerne, at man omlagde afgiftssystemet i en samlet reform af bilafgiften og forholdt sig energi- og teknologineutral, siger Louise Skov, konsulent i FDMs økonomisk-politiske sekretariat.

Tilbage over broen
På taget af det nye storcenter Imporia lidt udenfor Malmö er elbils-kortegen holdt ind til farvekoordinering til ære for foto-dokumentationen.
– Pas på barnet! udbryder Connie Güntelberg pludselig, da hendes mand bakker ud, og en lille svensk pige sætter op i tempo et par meter bag bilen.
– Der var en dame, der også kom ret tæt på ved Lyngby Hovedgade forleden, siger Niels Güntelberg.
– Ja, nogle gange er den FOR lydløs, tilføjer Connie Güntelberg.

Elbilerne summer tilbage over Øresund – nu i farve-rækkefølge til ære for kameraerne. Solen titter frem over havet mens hvide, svenske vindmøller spejler sig ude på det blå hav. En dieseltaxi sniger sig uforvarende ind i kortegen og bryder kort farvekoden. Tilbage ved Fields er regnbuelinjen gået tabt, men rekorden er i hus. Skal elbilsmarkedet også i hus kræver det klarhed om, hvad der sker nytårsmorgen 2016.