Billige togkort gør transport dyrere

1. januar i år trådte de nye regler for det blå SU-kort i kraft. Stik mod hensigten er det blevet dyrere for mange at tage toget.
 

1. januar i år trådte de nye regler for det blå SU-kort i kraft. Stik mod hensigten er det blevet dyrere for mange at tage toget.
 
Hvis du har bopæl i Slagelse og studerer i Odense, så er du en af de heldige. DSB-guderne har tilsmilet dig – dit månedskort er nemlig blevet markant billigere i år. Faktisk sparer du over 800 kroner hver måned på transport. Men studerer og bor du f.eks. i Roskilde, så er dit held sluppet op.
 
Før det nye år blev skudt ind, kunne du som studerende købe et billigt månedskort til samtlige HT-zoner, så længe du havde bopæl i HT-området.
 
Med den nye regel, koster alle månedskort det samme, uanset hvor langt du har fra dit hjem til dit uddannelsessted, nemlig 562 kroner. Men du kan ikke få rabat på dit månedskort, udover den distance.
 
Ikke billigere for alle
Tidligere kunne du, som studerende med bopæl i Roskilde, slippe med 688 kroner for et månedskort til alle zoner. Nu skal du af med fuld pris, nemlig 1180 kroner. Så selvom det er blevet billigere fra dit hjem til dit uddannelsessted, er der altså tale om et væsentligt dyrere månedskort, hvis det skal gælde til samtlige zoner.
 
Hvis du bor i København og studerer i Roskilde, kan du få rabat på de zoner, der er til din uddannelse, men altså ikke til alle zoner.
 
Og det skaber problemer for de studerende på RUC.
 
Månedskortet er for dyrt
Ifølge Malene Bagge Johansen, bachelorstuderende på RUC, er der meget af uddannelsen, der foregår andre steder end på selve universitetet. Hun bor i Roskilde og er derfor en af de studerende, der er hårdest ramt af den nye regel.
 
»Vi har både gruppemøder og projektrelaterede møder i København. Virkelig meget af det sociale foregår også i København, og det har jeg ikke råd til at være en del af længere. Jeg har bare ikke 1200 kroner om måneden til transport, så længe jeg er på SU«, siger Malene Bagge Johansen.
 
Rabatordningen er en forringelse
Formanden for Studenterrådet på RUC, Toke Høiland-Jørgensen, mener, at den nye rabatordning er en forringelse af vilkårene for de studerende på RUC. Der er nemlig slet ikke tale om en rabatordning, men om en tilskudsordning, og det er ikke det, de studerende har brug for.
 
»Med den nye ordning er det kun muligt at få tilskud til transporten mellem bopæl og studiested, men ikke derudover. Ordningen tager på den måde ikke hensyn til, at studerende generelt har behov for en rabatordning på transport, fordi vi har en lav indkomst, ligesom f.eks. pensionister«, siger Toke Høiland-Jørgensen.
 
Der er altså ikke længere hjælp at hente for de studerende, hvis man skal på besøg hos tante Else, eller endda til møde med sin projektgruppe.
 
»Vi bliver nødt til at bruge flere penge på transport, når vi skal andre steder hen end lige vores studie; f.eks. på biblioteket, når vi skal mødes med gruppen uden for RUC, ud og handle, osv. Så selvom turen fra København til RUC bliver billigere, er der altså faktisk tale om en forringelse af vilkår for studerende generelt«, siger Toke Høiland-Jørgensen.
 
En femtedel af SU’en går til transport
SU’en for udeboende studerende på en videregående uddannelse før skat ligger ifølge su.dk på 5.486 kroner. Et månedskort til alle zoner koster 1180 kroner. Det er altså 21,5 % af Malene Bagge Johansens SU, der nu går til transport hver måned.
 
Læs også:

One Response to "Billige togkort gør transport dyrere"