Forsker: Hotelsikkerhed undertrykker kvinder

For at optimere sikkerheden er der ”mænd ingen adgang” på 17. etage på det kommende Bella Sky Hotel i København

For at optimere sikkerheden er der ”mænd ingen adgang” på 17. etage på det kommende Bella Sky Hotel i København

Det er slut med sene herrebesøg for kvinder, der vælger at booke et værelse på 17. etage på det kommende Bella Sky Hotel i København. Af sikkerhedsmæssige årsager, er det nemlig kun kvinder, der har adgang til hotellets Bella Donna etage.

Samtidig er værelserne skræddersyede til kvinden, med ekstra tøj-bøjler i skabet og champagne i minibaren. Men værelserne kan blive et middel til undertrykkelse og køns-distancering. Det mener Karen Sjørup, forsker i køn og ligestilling ved RUC.

»Man kan jo risikere at muslimske mænd bestemmer, at deres koner skal bo på en kvindegang. Og det er jo med til at forstærke den isolation vi i forvejen anklager de mænd at udsætte deres koner for. Så jeg synes ikke, det er nogen god ide,« siger hun.
 
Alle mænd bliver voldtægtsforbrydere
Så selv om mange kvinder måske vil foretrække en forlænget weekend i luksuriøse omgivelser uden mænd, kan initiativet koste en stereotypisering af begge køn, mener Karen Sjørup. 

Etagen kan nemlig  være benzin på et bål, der opfordrer kvinder til at være bange for mænd.
 
»Jeg synes sådan en etage er kønsdiskriminerende, fordi det efterlader et label på mænd om, at de er potentielle voldtægtsforbrydere alle sammen,« siger Karen Sjørup.
 
Hun påpeger også, at det rent faktisk er mænd, der er de primære ofre for vold og overfald.
 
 
På kanten af virkeligheden
De ”mande-fri” zoner er heller ikke en efterspørgsel, som resten af hotelbranchen genkender. Rezidor Hotel Group, der bl.a. driver Radisson Blu, har i hvert fald ikke hørt noget om ønsket fra deres egne gæster.

»Det er nok lige at træde over grænsen i forsøget på at skabe et nicheprodukt og noget hype omkring noget, der ikke er aktuelt,« siger Ole Sorang, marketingdirektør for Rezidor Hotel Group
 
Og Ole Sorang lader sig hverken inspirere eller intimidere af kvinde-etagen på Bella Sky.
 
»I min verden så er kvinder og mænd lige på alle områder. Og når man laver sådan nogle tiltag, så synes jeg næsten, at man ikke stiller kvinderne helt lige med mændene,« siger han.
 
Ledelsen på Bella Sky har valgt ikke at optræde i artiklen, trods et samarbejde til at begynde med. Reklamen for hotellets kvinde-etage er tillige taget af hjemmesiden med den begrundelse, at initiativet skulle have været hemmeligholdt indtil hotellets åbning i maj måned. Ledelsen siger, at nyheden er nået til hotellets hjemmeside og pressen på grund af en intern kommunikationsfejl, og de ønsker derfor ikke at udtale sig om konceptet.