12.139. Så mange personlige stemmer fik SF’s Jacob Mark ved det netop overståede folketingsvalg, og han løber dermed med sejren som stemmesluger nummer et i Nordsjællands Storkreds. Men hvad er det, der gør den vellidte SF-mand så populær?

Rikke Munkeboe Baltzer har set frem til, at hun ved dette folketingsvalg endelig kunne sætte sit kryds ved den 34-årige SF’er, Jacob Mark.
– Stort TILLYKKE og dejligt, endelig at kunne stemme på dig.
Sådan skriver hun i en kommentar, til et opslag på Facebook, som Jacob Mark offentliggjorde på sin profil onsdag eftermiddag, kort efter at stemmerne i Nordsjællands Storkreds var talt op.
– Jeg har to teenagebørn, ét barn i dårlig trivsel. Så Jacob Marks mærkesager rammer mig. Han virker mere ægte, mere menneskelig.
“Jacob Mark har haft stress, og det har jeg også”
Sådan fortæller Rikke Munkeboe Baltzer, som er pædagog og bor i Hillerød.
Hun har også en ting til fælles med politikeren, som hun stemte på i tirsdags – de har nemlig begge to haft stress.
Jacob Mark trak sig fra dansk politik, i kølvandet af en stress-sygemelding tilbage i november 2021, som næsten gjorde politikeren blind.
– Jacob Mark har selv haft stress, og det har jeg også haft. Så han ved, hvordan det også kan være. Jeg har selv fået teknikker, så jeg tænker, at han måske har haft nogle eksperter til at hjælpe ham igennem stressen, siger Rikke Munkeboe Baltzer til Netavisen.
Stress-sygemeldingen var blandt andet omdrejningspunktet i SF-profilens to bøger Fartblind (2023) og Signalfejl (2026), som han skrev, imens han tog en pause fra politik.
Kronprinsen af SF er tilbage
For at blive klogere på, hvad årsagen er til, at en vælger som Rikke Munkeboe Baltzer stemmer på Jacob Mark, har Netavisen talt med professor Mark Blach-Ørsten. Han er professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.
Mark Blach-Ørsten siger, at det er en sammenblanding af flere ting som gør, at Jacob Mark har fået mange stemmer. Blandt andet det simple faktum, at Jacob Mark er en kompetent politiker.
– Da han var i politik, var han anerkendt for at være en meget dygtig politiker, og af nogen anset som ”Kronprins” i partiet,
Sådan lyder det fra Mark Blach-Ørsten, som blandt andet forsker i politisk deltagelse og valgkamp. Netavisen spørger også lektoren ind til, hvilken betydning Jacob Marks sygemelding har haft for det flotte valgresultat i Nordsjællands Storkreds.
– Den positive version er nok, at det har givet ham autenticitet. Han har været ude at tale om noget, som mange danskere oplever på forskellig vis. Altså, det at være stresset, er sådan set i en vis grad tabubelagt, i et samfund, der vægter ”high performance” og omstillingsparathed højt.
Som vælger, laver man et ”character check”
Også ekspert Ditte Shamshiri-Petersen, Lektor ved Institut for Samfund og Politik på Aalborg Universitet, fremhæver Jacob Marks autenticitet, som en af grundene til, at den unge politiker fra SF har haft så godt et valg.
– Jeg tror, at Jacob Mark nyder høj anseelse ved at være sympatisk, empatisk, og ved at vise en sårbar side af sig selv. Meget autentisk.
Sådan lyder det fra Ditte Shamshiri-Petersen, som er forsker i politisk adfærd med særligt fokus på vælgeres holdninger, valg og politiske beslutninger. Hun siger til Netavisen, at det både handler om det personlige og det politiske, når vælgerne anser en politiker som autentisk.
– Vi kan jo godt lide at se noget personligt fra vores politikere. Det der, med at lave et ”character check”, det har da også betydning. Selvfølgelig skal det personlige ikke være erstatning for det politiske, der skal være et sammenspil,
Ditte Shamshiri-Petersen fortæller også, at politikernes persona spiller en rolle.
– Personer betyder mere og mere, det kunne vi også se, ved det forrige valg (2022). Partilederen betød ret meget og var med til at tiltrække vælgere til partierne. For eksempel Lars Løkke Rasmussen (M) og Inger Støjberg (DD).
Stor forskel på vælgeradfærd i Danmark og Norge
Lektor Ditte Shamshiri-Petersen siger til Netavisen, at der også er stor forskel fra land til land, når man ser på, hvordan vælgere vurderer, hvor krydset skal sættes.
– Jeg kan sammenligne med Norge. Der er det meget tydeligt, at vælgere er meget mere partiorienteret end de er personorienteret. Der er stor forskel.
At vi i Danmark har større tendens til at vurdere partierne gennem politikerne, har dog også en konsekvens, fortæller Ditte Shamshiri-Petersen.
– Det betyder også, ar partierne i Danmark er mere sårbare, fordi de er bundet op på personerne. I vælgernes bevidsthed er der ret stor lighed mellem personer og partier.
Netavisen har forsøgt at kontakte Jacob Mark, for at få en udtalelse til artiklen, han er dog desværre ikke vendt tilbage.
Sådan gjorde jeg: Jeg holdt øje med, hvor mange stemmer de forskellige politikere i Nordsjællands Storkreds fik. Herefter kontaktede jeg Jacob Mark, forgæves. Så talte jeg med en vælger om, hvorfor hun havde stemt på Jacob Mark. Til sidst kontaktede jeg to eksperter indenfor politik og valgkamp for at høre, hvad de tror, der gør, at en politiker som Jacob Mark har fået så mange personlige stemmer.