Skilsmisse-Fido får sprøjten

I en skilsmisse kæmper mor og far om, hvem der skal have Volvoen, og hvem der fortsætter med at bo i villaen.

I en skilsmisse kæmper mor og far om, hvem der skal have Volvoen, og hvem der fortsætter med at bo i villaen. Men hvem får vovsen, når mor og far går fra hinanden?

Ingen, ifølge dyreinternater.

Der bliver afleveret et stigende antal hunde til dyreinternater fra par, der går fra hinanden. Hundene får ofte adfærdsproblemer og bliver i værste fald aflivet.
Hundene bliver ofte afleveret til dyrlæger og internater, når en familie splitter op. Mor eller far kan ikke forsørge hunden, f.eks. på grund af en for lille lejlighed eller den nye kæreste har allergi.
 

Denise Lärka Jonassen Holmström har selv stået i den triste situation at have en skilsmissehund. Hun blev kærester med Mads Jensen, der i forvejen havde hunden Roco, og de valgte at udvide familien med hunden Mali. Da de gik fra hinanden, tog kæresten Roco med sig til Jylland, og Denise Lärka Jonassen Holmström beholdte Mali i København. Som single havde hun dog ikke tid til at tage sig af Mali. Det endte med, at Mali flyttede hjem til sine eks-svigerbedsteforældre.
 

»Jeg var helt vildt ked af at give slip på Mali, og vil selvfølgelig gerne have hende tilbage. Men hun har det meget bedre i Ebeltoft med en kæmpe græsplæne, og hun er så glad, når jeg besøger hende,« fortæller Denise Lärka Jonassen Holmström.
 

Men alle hunde er ikke heldige nok til at blive adopteret af eks-svigerbedsteforældrene. Mange skilsmissehunde står nemlig til at få sprøjten hos dyrlægen.

Reddet fra aflivning

Hos den danske afdeling i den internationale organisationen OASA, Organisation Against the Suffering of Animals, er det et kendt problem med skilsmissedyr. Indleveringen af skilsmissedyr til OASA er i 2010 steget med 82 procent i forhold til 2009. Formand Mirja Holm Thomson siger, at hver femte hund og hver fjerde kat, som de får indleveret, er skilsmissedyr. Det er kæledyr, der ellers skal aflives, fordi forældrene går fra hinanden. De hunde, OASA får ind, er ofte mærkede af skilsmissen og kræver stor pleje.

 
»Hundene bliver utrygge. De har brug for rigtig meget kærlighed og omsorg. De har brug for igen at få tillid til ikke at blive forladt,« siger Mirja Holm Thomson. 


Delehund i klemme
Dyrlæge Dan Herlev fra Frihedens Dyreklinik kender godt problemet med skilsmissehunde. Frihedens Dyreklinik videreformidler to til tre hunde om måneden til internater, på grund af skilsmisse og brud.

Han forklarer det med, at »der ikke er nogen, der kan overskue at have hunden, når de bliver skilt,«

En skilsmisse påvirker hunde ligesom mennesker. Hundene får ofte adfærdsproblemer på grund af opbrud i familien. 

»Skilsmisser ændrer stresstærsklen på hunden, så der ikke skal så meget til, at den ændrer adfærd. Den kan blive alt fra bevidst urenlig til aggressiv,« siger Dyrlæge Dan Herlev.
 

Og det er langt fra alle hunde, der slipper så billigt.

Villa, Volvo og skilsmissevovse
Skilsmisseadvokat Vivian Jørgensen kender til flere sager, hvor hunden er kommet i klemme mellem far og mors kløer, fordi begge forældre vil have hunden. Hun siger, at dyrene bliver betragtet som ”ting” i retssager. Men parterne i sagen giver ofte op i kampen om hunden, da Fido næsten automatisk kommer til at bo hos den forælder, der er registreret i hunderegisteret, som er det landsdækkende register over hunde i Danmark. Vivian Jørgensen siger, at retssystemet ikke ser hunde som levende væsener med selvstændige rettigheder.
 

»Det er den almindelige lov, der gælder. Vi har nogle specielle regler for børn, men vi har ikke nogle specielle regler for dyr. De bliver behandlet som ting«, siger Vivian Jørgensen.

Fakta:
De seneste statistikker fra Danmarks Statistik siger, at 40 % af de danske familier har kæledyr. 880.000 familier har kæledyr, hovedparten er hunde.
450.000 hunde findes i danske familier.
58 procent af familier med børn har også kæledyr.
Statistikker fra Danmarks Statistik viser også, at 40 procent af alle danske ægteskaber ender i skilsmisse.
 

Læs også:
Sunde hunde aflives i tusindevis
Den moderne familie er under pres