Sociale medier er fremtidens jobmarked

Drop jobansøgningerne og opdater din profil på LinkedIn og Twitter. Om få år vil jurister, økonomer og offentligt ansatte få job gennem sociale medier på nettet. Det mener Marianne Steen, som er webentreprenør og ekspert i online rekruttering og jobsøgning.

– Om 5-10 år vil de traditionelle jobopslag, som vi kender dem i dag, sandsynligvis være historie. Jeg kan sagtens forestille mig, at de unge mennesker, som er i gang med at uddanne sig nu, faktisk aldrig kommer til at skrive en ansøgning. Der sker rigtig megen udvikling, og det sker rigtig hurtigt lige nu, siger Marianne Steen.

 
Også den seneste undersøgelse af dansk erhvervslivs brug af sociale medier tyder på, at de sociale medier i fremtiden vil få stor betydning. 95 procent af de adspurgte virksomheder siger, at de fremover forventer en stadig større brug af sociale medier, blandt andet til rekruttering.

Arbejdsgiverne finder dig

De sociale mediers potentiale er især blevet opdaget af virksomhederne inden for det seneste år. Ifølge Marianne Steen er det tydeligt, at der er begyndt at ske en ændring nu, så virksomhederne i stedet for at annoncere et job ud via en jobportal vælger at kigge på f.eks. karrierenetværket LinkedIn og gøre opmærksom på jobmuligheden her.

– I dag behøver der ikke engang være et stillingsopslag. I stedet begynder dialogen måske på nettet, ved at virksomheden siger: ”Du ligner én, vi har brug for”, fortæller Marianne Steen.

Især LinkedIn fremhæves af webentreprenøren som et sted, hvor arbejdsgivere går på udkig efter potentielle ansatte. Men også blogsites, videoer på YouTube og personlige opdateringer på Facebook og Twitter kan hjælpe folk til at sælge sig selv til mulige arbejdsgivere.

Mere tid, færre frustrationer

Fordelene ved at rekruttere via sociale medier er store, både for virksomheden og for dem, der gerne vil sikre sig et job. En ny undersøgelse bragt i det psykologiske tidsskrift Journal of Applied Social Psychology viser, at de virksomheder, der ansætter folk via sociale medier, generelt har fået mere velegnede medarbejdere.

– Al rekruttering går ud på, at man prøver at forudsige folks adfærd. Det er lettere at få et indtryk af folks adfærd ved hjælp af de sociale medier, så derfor kan virksomhederne bruge de sociale medier til at finde medarbejdere, der passer bedre ind og er mere motiverede, forklarer Marianne Steen.

Også de jobsøgende har store fordele ved den stigende tendens til rekruttering gennem sociale medier, blandt andet fordi det kan spare folk for frustrationen ved at skrive jobansøgning efter jobansøgning. Ifølge Marianne Steen er det en langt bedre investering at droppe jobansøgningerne og i stedet bruge tid på at opbygge et netværk på de sociale medier allerede inden man bliver jobsøgende:

– Hvis du har skrevet 100 ansøgninger, svarer det til 300-700 arbejdstimer. Og hvis man ikke har fået jobbet, så har man bare spildt sin tid. Min påstand er, at hvis du i stedet investerer 300 timer i sociale medier, så kommer du aldrig til at skrive en traditionel jobansøgning, siger Marianne Steen.

Læs mere:

www.mariannesteen.dk

Undersøgelse af dansk erhvervslivs brug af sociale medier: Social Media Factbook 2011: http://www.socialsemantic.eu/factbook2011/

Journal of Applied Social Psychology: Social Networking Websites, Personality Ratings, and the Organizational Context: More Than Meets the Eye?, februar 2012: http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1559-1816.2011.00881.x/full