Sommer uden snot

Med foråret følger pollen. Heldigvis tegner det til, at årets sæson byder på færre pollen.

Med foråret følger pollen. Heldigvis tegner det til, at årets sæson byder på færre pollen.

Solbriller, en let jakke, mild solcreme og et par mønter til en is. Det er, hvad de fleste putter i tasken på vej ud i foråret. Men som pollenallergiker må din forårsbagage også rumme lommetørklæder og alskens medikamenter, der skal afhjælpe næsenys og øjensvie.

»Det er en følelse af både at være forkølet og ramt af tømmermænd. Næsen løber konstant, du er træt og har en følelse af ubehag i kroppen. Og så klør det overalt i dit ansigt, som havde du lus i hele hovedet,« siger Sofie Mathilde Pedersen om det at være pollenallergiker.

Men glædeligvis er der håb for pollenallergikere som Sofie Mathilde Pedersen. Ifølge metrolog Alex Rasmussen forholder det sig nemlig sådan, at mængden af pollen hænger sammen med træernes såkaldte toårige cyklus. I pollen-øjemed betyder det, at der i lige år vil være mange pollen. Og i ulige år færre pollen.

Pollen under pres
Også Torben Toldam-Andersen fra ’Institut for Jordbrug og Økologi’ på Københavns Universitet puster liv i håbet om få pollen i år.

»Alt peger på, at det bliver en mindre pollensæson i år. For sidste år havde træerne ekstraordinært få ressourcer til at danne blomster. Det skyldes dels, at træerne blomstrede kraftigt i 2010, hvilket sidenhen belastede træerne med mange frø. Og dels var vækstsæsonen i 2010 kold og kort,« siger Torben Toldam-Andersen og fortsætter:

»Den lange og kolde vinter, vi nu har haft, afslutter et år med dårlige vækstvilkår for blomster og pollen,« siger Torben Toldam-Andersen, lektor på ‘Institut for Jordbrug og Økologi’.

Så selvom de værste skurke, græs og birk, endnu ikke er på spil, er der grund til optimisme blandt pollenallergikere.

»Jamen, jeg vil da glæde mig til læseferie udendørs. Og se frem til at nyde foråret. Det er da et langt sjovere alternativ til at blive indendørs og være nødt til at vaske sit ansigt for pollen syv gange dagligt,« siger Sofie Mathilde Pedersen.

Følg pollensæsonens udvikling dag for dag på dmi.dk. Og få gode råd på astma-allergi.dk om, hvordan du som pollenallergiker klarer dig igennem sæsonen.

Læs også Sådan undgår du pollen