Fingrer i halsen og opkast på toilettet.
I aften kan danske tv-seere få et ubehageligt detaljeret indblik i livet som bulimiker, når DR3 sender dokumentarfilmen “Ditte er fuld af løgn”.
Programmet handler om 24-årige Ditte Marie Kjærgaard-Rasmussens kamp mod bulimi. Hovedpersonen har bevidst ladet kamerafolkene komme med i de allermest private og sårbare situationer for at sende en besked til andre som også lider af bulimi.
– Jeg ville have, at min historie blev fortalt, imens jeg stadig var rigtig syg, fordi jeg synes, at det er meget stærkere. Det er ikke for at negligere, dem der står frem og fortæller deres historie, efter de er blevet raske. Men i al den tid, hvor jeg har været syg, har jeg manglet den helt rå fortælling. For ofte bliver den pakket ind.
Ville slippe for hemmeligheden
Ditte Marie Kjærgaard-Rasmussen ville dele sygdommen med sine nærmeste og fortælle sin historie helt tæt på til resten af Danmark. Fordi hun var træt af at leve på en løgn.
– Mit mål med at lave den her dokumentar var, at jeg ville af med hemmeligheden, fordi jeg håbede, at sandheden ville lette rigtig meget fra mine skuldre. Og det har virkelig levet op til forventningerne. Jeg har virkelig fundet en styrke, som har givet mig et mod og et håb, som jeg ikke føler, jeg har haft i lang tid, fortæller Ditte Marie Kjærgaard-Rasmussen.
Men vejen dertil har ikke været nem. Selvom hun kom ind på sit drømmestudie og udadtil virkede som en velfungerende ung kvinde med veninder, kæreste og en støttende familie, var hun ikke glad.
Og en dag indså Ditte Marie Kjærgaard-Rasmussen, at hun først måtte blive rask, hvis hun skulle have forhåbninger om at blive glad igen.
Som et led i kampen mod bulimien henvendte Ditte Marie Kjærgaard-Rasmussen sig selv til DR for at fortælle sin historie og for at slippe for at leve med løgnen.
Misbrugskonsulent: Dittes fortælling virker
Misbrugskonsulent og indehaver af Your Choice i København, som tilbyder gratis behandlingsforløb til personer med spiseforstyrrelser, Charlotte Petersen, forklarer:
– Bulimi er en meget skamfuld sygdom, og det vil sige, at mange tror, at de er de eneste i hele verden, som går med den. Så når en person stiller op og giver et virkelighedsbillede af sygdommen og ikke et glansbillede, så er det meget effektfult.
Derfor støtter Charlotte Petersen op om en fortælling som Ditte Marie Kjærgaard-Rasmussens – en fortælling som går helt tæt på.
– De spiseforstyrrede vil gerne kunne spejles i andre, der forstår, hvad det er de siger og føler, siger Charlotte Petersen.
Hun tilføjer, at spiseforstyrrelser ikke handler om mad men om meget andet. En spiseforstyrrelse kan være en reaktion på undertrykte følelser, angst for ikke at præstere eller for ikke at være god nok.
Frygten for ikke at være god nok og presset for at præstere fylder også i dokumentaren om Ditte Marie Kjærgaard-Rasmussens kamp mod bulimien.
Rødglødende telefon
Dokumentaren ”Ditte er fuld af løgn – Tværs på DR3” kunne ses på internettet fra i går aftes og sendes på DR3 kl. 20.45 i aften. På trods af dokumentarens korte levetid, har Ditte Marie Kjærgaard-Rasmussen allerede fået mange tilkendegivelser fra støttende seere:
– Siden i går, hvor dokumentaren kom ud, har det være fuldstændig overvældende. Jeg har været nødt til at slukke notifikationer på min telefon, fordi den bare eksploderede med positive ord fra folk.
Ikke kun støtten fra fremmede DR3 seere har været overvældende. Opbakningen fra hendes nærmeste har været utrolig vigtigt i processen.
– Jeg er virkelig overældet over, at dem der har medvirket af venner og familie, at de bare har støttet op og har sagt: ”hvis det er noget du har brug for, så gør vi selvfølgelig det.”
Snart starter Ditte Marie Kjærgaard-Ramussen et nyt behandlingsforløb og fortsætter dermed den kamp mod bulimien, som hun påbegyndte med DR3 dokumentaren.