Venstre er på en rejse. Sådan er ordlyden fra Troels Lund Poulsen og hovedbestyrelsen i Venstre. En rejse, hvor selv store folketingsprofiler ikke kan følge med. Først sprang Søren Gade fra. Senest var Preben Bang Henriksen ikke længere velkommen og blev ekskluderet af partiet.
Til gengæld er man i Furesø Kommune ikke i tvivl om, at rejsen er den rigtige.
– Jeg kan jo kun bifalde den grønne rejse, som Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose leder Venstre hen imod på nationalt plan, siger byrådsmedlemmet Markus Zhen Wei Jin (V).
Markus Zhen Wei Jin er Danmark yngste byrådsmedlem og kalder sig selv for en klimaildsjæl.
Hans kommune- og partifælle Allan Ravn, der er kommuneforeningskasserer i Venstre i Furesø, startede sin rejse i Venstre i 90’erne. Han er også enig i partilinjen, men han påpeger, at den ikke er omkostningsfri.
– Vi er på en rejse. Det gør ondt at transformere et parti. Det her er en del af det, siger han.
Et grønnere endemål
Venstre skal kunne favne både by og land. Ifølge Allan Ravn, er det netop dét, som gør partiet særligt.
Krisen i Venstre
- DR skriver, at Venstre ligger på 5,8 procent i meningsmålingerne. Ifølge DR, er det Venstres dårligste meningsmålinger, så længe man har lavet målinger.
- 4 folketingsmedlemmer fra Venstre stemte imod gødskningsloven og dermed partilinjen.
- D. 18 oktober meddelte Søren Gade, at han stopper i Folketinget.
- D. 27 oktober blev Preben Bang Henriksen ekskluderet fra Venstre.
– Jeg synes, vi er de eneste, der står med balancen i, at vi skal kunne favne både land og by, og det er en vigtig værdi i Danmark, at vi har en stærk sammenhængskraft. Så jeg er helt enig i linjen, siger han.
Venstre har historiske rødder i landbruget, men har de seneste år forsøgt at redefinere deres identitet til også at omfavne by-vælgere. Det har splittet partiet internt.
Da der skulle stemmes om den såkaldte gødskningsloven, der blandt andet begrænser udledning af kvælstof, stemte fire folketingsmedlemmer imod lovforslaget og dermed partiets linje, hvilket har påført yderligere brande til bålet i partiet.
De seneste måneder har atter tydeliggjort kløften mellem by-og land Venstre. Formanden og partitoppen kritiseres af baglandet, og flere profiler har forladt partiet.
Men ifølge Markus Zhen Wei Jin hænger grøn politik og partiets liberale værdier sammen.
– Jeg synes jo grundlæggende, at der er noget meget liberalt i at sige, at hvis du er den, som udleder, så er det også dig, der betaler for, at det bliver gjort godt igen. Det er grundlæggende det, som Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose har sat sig selv i spidsen for, fortæller han.
Læs også: Venstre i Lyngby-Taarbæk:»Vi vil da gerne være større, end vi er nu«
Den turbulente tid
Den turbulente tid, der har præget Venstre, har også påvirket partiet i kommunen. Det erkender Markus Zhen Wei Jin.
– Det ville være uærligt at sige nej til. Selvfølgelig påvirker landspolitik os, siger han.
Den 14. og 15. november afholder Venstre landsmøde. Hér kan partitoppen forvente, at man i Furesø mener, at linjen og rejsen er den rigtige. Også når det handler om at sætte sine medlemmer fri, mener Allan Ravn.
– Jeg bakker i hvert fald fuldt op om Troels Lund Poulsen og hovedbestyrelsens linje. Jeg er glad for, at der har været enighed omkring, i hvilke sager man skal sætte sine medlemmer fri, og hvornår vi er nødt til at sige, at vi holder linjen, siger han.
En anden opskrift
Selvom partiet har være kriseramt, er Markus Zhen Wei Jin optimistisk på Venstres vegne. Særligt i Furesø Kommune er håbet større end krisen.
– Jeg tror, at vi har fundet en anden opskrift i Furesø. Man kan mærke Venstre på en anden måde. Jeg synes, at der er mere håb end krise i Furesø i hvert fald.
Sådan gjorde vi. Artiklen opstod på baggrund af stridighederne i Venstre, med et ønske om at gøre det til en lokalpolitisk nyhed. Derfor blev de to medlemmer af Venstre i Furesø kontaktet. Begge blev interviewet over telefonen.