Dårlige målinger og intern uro. Eksklusioner og afskedigelser. Det er realiteten for det klassiske magt- og landbrugsparti Venstre, som er i historisk modvind.
Ude i landets kommuner melder spørgsmålet sig om, hvad partiet kan gøre for ikke at ende som et historisk levn fra fortiden.
Hvis vi lukker os inde i en lille bitte boble, vil mængden med tiden blive gradvist mindre og mindre.
Jens Dissing Odgaard, formand for Venstres bestyrelse i Lyngby-Taarbæk
I Lyngby-Taarbæk Kommune vil Venstre arbejde for at vise vælgerne, hvad der sker i partiet.
– Selvfølgelig håber vi, at møder og aktiviteter kan være med til at synliggøre, at der foregår spændende ting i Venstre, fortæller Jens Dissing Odgaard, der er formand for Venstres bestyrelse i kommunen.
Partiet har ét sæde i byrådet og tæller cirka 82 medlemmer. Medlemstallet har været relativt stabilt gennem en længere årrække, siger Jens Dissing Odgaard. Men partiets lokalafdeling har da også ambitioner om at vokse.
Fakta om Venstre
- Ved Folketingsvalget den 24. marts 2026 fik Venstre med 10,1 % af stemmerne det dårligste valgresultat i partiets historie.
- Da gødskningsloven blev vedtaget den 3. september 2026 af Folketinget, stemte fire medlemmer af Venstre imod partilinjen.
- Den 18. oktober 2026 forlod partiets store stemmesluger Søren Gade partiet.
- Preben Bang Henriksen blev ekskluderet fra Venstre den 27. oktober.
– Vi vil da gerne være større, end vi er nu. Det er et arbejde, vi er i gang med, fortæller han.
Det arbejde består blandt andet i at være mere synlig over for medlemmerne i kommunen, men også over for folk, der ikke har et tilhørsforhold til partiet.
Det er et arrangement om atomkraft, som Venstre for nylig afholdt i Lyngby-Taarbæk, et forsøg på. Her var en forsker fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, og en politiker fra SF også inviteret.
– Det samlede rigtig mange mennesker, også fra området udenom Lyngby-Taarbæk. Blandt de fremmødte var der helt sikkert nogen, der var medlem af Venstre, men det er også min klare opfattelse, at der var deltagere, som ikke havde noget tilhørsforhold til partiet, siger Jens Dissing Odgaard.
Han fortæller, at det ikke er sidste gang, at Venstre laver arrangementer som disse.
– Ellers bliver vi jo ikke større. Hvis vi lukker os inde i en lille bitte boble, vil antallet af medlemmer med tiden blive gradvist mindre og mindre, lyder det fra Jens Dissing Odgaard.
Læs også: Venstre i Furesø bakker op om Troels Lund Poulsens “rejse”
Lokalpolitik betyder noget
Ifølge ekspert i kommunalpolitik og valgforsker Roger Buch kan det være godt givet ud, hvis et politisk parti klarer sig godt på det lokale niveau. Han fortæller, at der er en gensidig påvirkning mellem kommunal- og national politik.
– Hvis man har en rigtig dygtig borgmester, kan det smitte af på det nationale plan. Borgmesteren kan derfor give partiet et bedre resultat landspolitisk ved et valg, end hvad de ellers ville have fået, lyder vurderingen fra forskeren.
Men Roger Buch fortæller også, at de lokale effekter opad i landspolitikken langt hen ad vejen vil ophæve hinanden. For selvom der kan være en dygtig borgmester i en kommune, vil der højest sandsynligt være en mindre dygtig borgmester i en anden kommune.
Roger Buch peger på, at partiets klare fordel er, at de er et meget gammelt og velorganiseret parti.
– Venstre har et meget stærkt partiapparat, så det er i forbindelse med valgkampe, at partiet har en fordel. Fordi de er så erfarne og har prøvet det så mange gange, siger kommunalforskeren.
Hvis Venstre skal ud med deres politiske budskaber, skal hele viften af kommunikationsmuligheder tages i brug, siger Roger Buch. Det er både via regionale og lokale medier, sociale medier og ved kommunalbestyrelsesmøder, hvor partiet kan markere sig og suge noget opmærksomhed.
Venstre-politiker holder fanen højt
Tilbage i byrådet mærker Venstre ikke meget til partiets eksistenskrise. Det fortæller Christine Dal Thrane, der sidder i kommunalbestyrelsen for Venstre i Lyngby-Taarbæk. Det er heller ikke, fordi partiet i kommunen har lavet en strategi for fremtiden, siger hun.
– Vi holder fanen højt og bliver ved med at lave politikudvikling. Derudover vil vi fortsætte med at finde lokale mærkesager og forsøge at gøre en forskel med det mandat, vi har herude.
At Venstre går en usikker fremtid i møde, har ikke ændret noget for hendes tilgang til politik, fortæller Christine Dal Thrane. Hun vil fortsat finde lokale sager og kæmpe dem igennem.
Sådan gjorde jeg: Ideen til artiklen udspringer af en undren over, hvordan den nationale krise, Venstre står i, kommer til udtryk på lokalt niveau. Jeg har været i kontakt med alle kilder via telefon og har gennemført de forskellige interviews mundtligt.