Derfor skal du stemme til regionsvalget

Skærmbillede 2013-10-25 kl. 13.07.05
Der er god grund til at tage stilling til regionsvalget. Regionerne forvalter nemlig 100 milliarder kroner om året alene på sundhedsvæsen og hospitaler.
Foto: Screenshot fra regionsvalgsiden RV13.dk

Selvom mediedækningen har været marginal af det kommende regionsvalg, som deler dato med det mere folkelige kommunalvalg, er der god grund til at tage stilling til, hvor man vil sætte sit kryds den 19. november 2013.

Regionerne varetager nemlig sundhedsområdet, og det er et vigtigt område for danskerne, vurderer Jacob Torfing, som er professor i valgdeltagelse og borgernes demokratiske engagement hos Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

– Sundhedsområdet er enormt vigtigt for danskerne, og hvis man gerne vil have indflydelse på det, er regionsvalget et vigtigt sted at gå hen, fastslår han.

100 milliarder kroner til sundhed

Omkring 110 milliarder kroner sidder landets fem regioner hvert eneste år med, og heraf går cirka 100 milliarder kroner til hospitaler og sundhedsvæsen alene.

Om regionsvalget:

  • Du får tilsendt et valgkort til regionsvalget fem dage før valget, samtidig med du modtager et valgkort til kommunalvalget.
  • Vil du læse mere om regionsvalget, kan du besøge siden RV13.dk, og du kan finde ud af, hvem du vil stemme op ved at tage kandidattesten på DR’s valgside.

Det er rigtig mange penge, og derfor er det relevant, at borgerne interesserer sig for regionsvalget og ved, hvad de forskellige kandidater står for, konstaterer Jacob Torfing.

– Regionerne har et temmelig udgiftstungt område. Vi vil meget gerne have sygehuse af høj kvalitet, vi vil også gerne have dem tæt på os. Det er noget af det regionerne har arbejdet med, og her har man udviklet supersygehusene, forklarer han.

Læs også: Øhh, er der også regionsvalg?

Han fremhæver regionernes satsning på supersygehuse som en af de ting, man som borger kan tage stilling til. Men også de praktiserende læger, og hvorvidt regionerne bør kontrollere dem så meget, som de nye planer lægger op til, er et vigtigt tema.

– Her kan man interessere sig for de alternative løsninger, som regionsrådspolitikere står for, fremhæver han.

Danske Regioner vil overbevise borgere om at stemme

Hos Danske Regioner forsøger man at overbevise borgerne om netop valgkrydsets store betydning.

Her vil de kommende valgkampagner til regionsvalget fokusere på at gøre de store beløb, regionerne forvalter, konkrete og involverende for borgerne.

Læs også: Danske regioner retter kritik imod DR

– Vi forsøger at gøre det involverende. For hvis ikke du stemmer, bliver pengene brugt alligevel, så har du bare ikke indflydelse på, hvilken politiker der bruger dem, og hvad de bliver brugt på, forklarer kommunikationschef hos Danske Regioner Jacob Winther.

Forsker: Manglende interesse er forventelig

Selvom der er grund til at tage stilling, inden man stiller sig i stemmeboksen til regionsvalget, er det dog ingen overraskelse, hvis borgerne og medierne ikke viser stor interesse for valget, vurderer professor Jacob Torfing. Han forklarer, at regionerne dels er for langt væk fra borgerne og i øvrigt har for få opgaver.

– Regionerne har opgaver på sundhedsområdet med at drive hospitalerne, men det forebyggende og genoptræningen ligger i kommunerne, forklarer han.

Jacob Torfing vurderer, at det efterhånden er gået op for politikerne, at de har fået skabt nogle regioner uden ret meget indhold eller politisk kompetence, og derfor gætter han også på, man står klar efter valget med planer om at nedlægge regionerne.

På mandag træder Danske Regioner for alvor ind i kampen om valgstemmer med blandt andet busbannere og kampagnevideoer rettet mod unge. Regionsvalget i år er danmarkshistoriens tredje regionsvalg. Første regionsvalg var i 2005.