I forbindelse med et renoveringsprojekt i Havnegade i indre København bliver en stor del af områdets parkeringspladser nedlagt.
Alle københavnske bilister kender det. Man kører rundt i cirkler i evigheder, inden man må tage til takke med en parkeringsplads langt væk fra hoveddøren. Det problem forstærkes nu i forbindelse med et kommunalt renoveringsbyggeri på Havnegade i Indre By, der sættes i gang i dag.
»Det er et omfattende projekt i den forstand, at vi er nødt til at nedlægge nogle parkeringspladser permanent,« siger Martin Akselsen, der leder Havnegade-projektet i Københavns Kommune. »Men vi bliver også nødt til at lave en del midlertidige nedlæggelser.«
I det år byggeriet på havnepromenaden står på, bliver langt hovedparten af de 167 offentlige parkeringspladser i gaden, der udgør en fjerdedel af områdets pladser, midlertidigt nedlagt. Og den nye plan for området vil betyde, at 52 pladser bliver nedlagt permanent.
Dyre alternativer
»Dem, der plejer at holde på gaden, kan ikke længere holde der. Men de har andre muligheder, eksempelvis kan man holde på nogle af de mange private pladser,« siger projektchef Søren Kastoft fra Københavns Kommunes Center For Trafik. »Der er masser af private alternativer, når vi kommer ind i indre by, men de koster selvfølgelig penge.«
Ifølge Søren Kastoft har beboerne i området dog også andre muligheder, hvis man ikke ønsker at betale ekstra for at parkere i de private parkeringshuse.
»Der vil stadig være pladser. Man kommer bare til at gå lidt længere, men det er jo også meget sundt.«
Fakta:
Der er i alt 668 offentlige parkeringspladser i området omkring Havnegade.
Det koster 35 kroner pr. påbegyndt time at parkere i Q-parks private parkeringshuse i Indre By.
Byggeriet i Havnegade står færdigt ultimo december 2011.
Læs også