Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vil 2092 være året, hvor alle danske kirker har tænkt klima ind i den teologiske dagsorden
Antallet af kirker i Danmark, der er med i ordningen ’Grøn Kirke’, hvor klimaet både indarbejdes i prædiken og kaffeordning, er langsomt stigende.
Initiativet ’Grøn Kirke’ startede for tre år siden, og siden er 84 ud af 2.354 danske kirker blevet grønne. Og der er flere på vej. Roskilde stift er for nyligt hoppet med på klimavognen, og Århus Stift er på vej. Men der er stadig lang vej, før de resterende 2.270 kirker kan skrive under på kirke-klimaaftalen.
”Der er stadig lang vej – men det er okay. Og der kan være mange grunde til at kirkerne ikke går med. Dels fordi de ikke er blevet informeret om det, og fordi det er krævende,” siger Mads Christoffersen, der er generalsekretær i Danske Kirkers Råd.
De 48 grønne bud
Hvis man skal være klassificeret grøn kirke, skal man kunne skrive under på mindst 25 af de 48 bud, som initiativet Grøn Kirke har sat op. Og der er flere måder, man kan være grøn på – en af dem er den teologiske.
”Vi skal tænkte på jorden som noget værdifuldt – og som vi er forvaltere af. Vi har jo fået jorden til låns,” siger Keld Balmer Hansen, der er sognepræst og en af initiativtagerne til Grøn Kirke.
Han ser en klokkeklar sammenhæng mellem kristendom og klima, og anbefaler, at de grønne præster prædiker om klimaet mindst en gang om året. Men der er også andre forslag til, hvordan man kan bidrage til miljøet som kirke.
”Vi skal selvfølgelig spare på energien, der hvor vi kan. Men vi skal også tænke på den 3. verden – fordi det især er der, man bliver påvirket af klimaforandringerne,” siger Keld Balmer Hansen.
Og den 3. verden kan man eksempelvis støtte gennem fairtrade produkter – men her er det ikke altervinen han har i tankerne.
”Der bliver drukket utroligt meget kaffe i kirkerne – så det er oplagt af købe noget bæredygtigt kaffe.”
Læs også:
København går i sort, Frederiksberg lader lyset brænde
Påskedruk har intet med Jesus at gøre