Det er snarere reglen end undtagelsen, at japanere kommer først, når det gælder gadgets og nye teknologiske initiativer. Nu gør de det igen.
Man spiser med øjnene – og hvis øjnene er mætte, kan det få dig til at spise mindre. Fem ingeniørstuderende ved Tokyo Universitet har udviklet briller, som, ved hjælp af særlig computerteknik, får maden på tallerkenen til at se større ud og dermed skal få bæreren af brillen til at spise mindre.
En af de ingeniørstuderende Takuji Narumi fortæller i en email, at brillen endnu ikke er på markedet, men indtil videre viser testforsøg, at de virker.
Ifølge lektor i sensorik og forbrugervidenskab ved Københavns Universitet Per Møller er den japanske udvikling ny og enestående.
– Det er teknologisk set det mest avancerede, jeg har hørt om indtil videre. Jeg har selv arbejdet med metoden med billeder, og der er ingen tvivl om, at man kan påvirke folks madindtag på den måde, siger Per Møller.
Per Møller forklarer, at hjernen og sanseindtrykkene har en stor betydning for appetitfornemmelsen, og sanserne er derfor afgørende for vores madindtag.
Gammel metode i et nyt format
Selve metoden til at manipulere sanserne i forhold til madindtaget er, ifølge Per Møller, ikke ny. Den strækker sig helt tilbage til 1800-tallet, hvor delboef illusionen påviste, at en portion på en lille tallerken syntes større og mere mættende end den samme portion på en større tallerken.
Det særligt nye ved det japanske eksperiment er, at computersystemet tager højde for såkaldt ”eyecordination”, hvor computeren alene forstørrer maden på tallerkenen og ikke omgivelserne, inden det når ind på nethinden forklarer Per Møller. Så hvis du for eksempel tager en småkage i hånden, svarer den i størrelsen til en hamburger med brillerne på mens din hånd har sin naturlige størrelse.
Per Møller forklarer, at netop synssansen er afgørende for, hvad vi putter i munden.
– Synssansen er det første filter og er derfor meget afgørende for hvad vi spiser. Så det vil sige at madens farve, spændstighed og marmorering har enorm stor betydning for indtaget af maden. Hvis du eksempelvis har et æble, der er mug på, vil du ikke spise det, fordi din erfaring fortæller det er for gammelt, uddyber Per Møller.
Kost -og træningsekspert Martin Kreutzer har skrevet flere bøger og artikler om kostvejledning og forklarer, at den visuelle forståelse er et nyttigt redskab indenfor udviklingen af slanketeknikker.
– Det japanske studie er ikke langt fra det klassiske diætiske råd om at spise mindre af en tallerken, som for mange har været en succesfuld strategi, i hvert fald i en periode. Så længe brillerne opleves positivt, er der ingen tvivl om man kan anvende teknologien til at understøtte mæthedsoplevelsen, siger Martin Kreutzer.
Læs også: Allergiker: Nye glutenfri produkter er som juleaften
Brille-gadget kan ikke få overvægtige til at tabe mange kilo
Martin Kreutzer ser ikke brillerne som den forjættede løsning i det lange løb. Der er også et men. Han mener, at brillerne kan begrænse folk i sådan en grad, at man finder veje til at smutte uden om.
– Det vi kæmper med indenfor fedmeområdet er netop den her tvang, som undertrykker konstante behov, som så hober sig mere og mere op, og det afstedkommer overspringshandlinger eller kraftigere tilbagefald på et senere tidspunkt, siger Martin Kreutzer.
Derfor tvivler han på produktets virkning og effektivitet, når man skal tabe sig mange kilo. Brillerne er i sagens natur kun en mulighed for de ressourcestærke overvægtige, der har færre kilo imod sig. Martin Kreutzer vurderer derfor, at brillerne er et eksempel på, hvordan teknologien til en vis grad kan gå ind og hjælpe.
– De er mere en gadget end et reelt redskab for alvorligt overvægtige. For mig er de et eventuelt redskab, for den kosmetisk overvægtige, der bare lige skal smide de sidste par kilo, men generelt er ressourcestærke og leder efter et lille motivationsskub, siger Martin Kreutzer.
På Københavns Universitet tvivler Per Møller også på, at brillerne vil få overvægtige til at smide mange kilo. Han forklarer, at de signaler, der sætter gang i et måltid er meget stærke, og et sæt briller vil derfor have svært ved at forhindre overspisning. Alligevel vurderer Per Møller, at brillerne kan hjælpe folk til at erfare, at selvom de spiser mindre, føler de sig ikke dårligt tilpas og det kan på længere sigt hjælpe folk til at omlægge deres madvaner.