Foto: Wikipedia
Det regner uden nåde, og stemningen i gaderne omkring Strøget flyder over med mild søndagsselvmedlidenhed.
Ved et bord helt ud til de store ruder sidder Rie Jappe og Frederik Bahnsen bøjet i dyb koncentration over et spil Matador. Brættet er besat med klynger af små grønne plastic-villaer. Rundt om dem på den røde bordplade har en lille hær af tallerkener, kaffekrus og vandglas indtaget en ventende position. De venter på Mathias Gabaye, den 18-årige gymnasieelev, som har vagten på Tiger Spilbar denne søndag eftermiddag.
– Lige nu er det ikke skide sjovt, siger Frederik Bahnsen. Bilen holder på konkurrentens grund.
Den 26-årige tømrer klør sig i de korte, mørke lokker og smiler. Han så helst, at spillet havde udviklet sig anderledes, men insisterer alligevel på, at det sociale samvær er vigtigere end at vinde. Uanset spillets gang, så nyder de begge at få en pause fra telefonenerne.
– Det er hyggeligt bare at sidde og koncentrere sig om noget sammen, siger han.
Rie Jappe griner.
– Ja, men vi er også før gået hjem uden at sige meget til hinanden, husker hun. Latteren blander sig med den fløjlsbløde funk i højttalerne og lyden af en heftig bordtennisduel i baggrunden.
– Vi har faktisk ikke spillet Snyd siden den dag…
Gæsterne på Tiger Spilbar deler en fælles fascination af den verden, spillene kan åbne. Det gælder ikke kun herhjemme. I weekenden sluttede Europas største brætspilmesse, som satte ny rekord med 158.000 interesserede gæster. Andreas Lieberoth, ph.d. ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i spilpsykologi, ser nogle klare kvaliteter i, at man samler sig omkring et slag Matador eller Backgammon.
– Brætspil giver en umiddelbart social dimension og behagelig overskuelighed, som de digitale medier har svært ved at opnå, siger han.
Læs også: Ny brætspilscafé: Glem Angry Birds – nu kommer ludo
Stamgæster til Klodsmajor
Mathias Gabaye går ned til bordet og samler et par af glassene sammen, inden han forsvinder op i baren igen. Han er bredskuldret og hjælpsom. En gruppe drenge i 8-års alderen vil gerne spille backgammon, men har svært ved at sætte det rigtigt op, så han hjælper tålmodigt under beskyldninger om, at han gør det forkert. Han når kun at fortælle om et par af reglerne, inden der igen står en kunde i baren. For drengene gør det hverken fra eller til. Backgammon kan spilles på mange måder. Måske er det grunden til, at det er det tredje mest spillede spil i baren.
– Klodsmajor er en klar favorit for tiden, så kommer Bezzerwizzer og så Backgammon, siger den rolige spil-tjener.
På tavlen bag ham har nogen skrevet ”KOM OG LEG” med kridt. Og midt på disken står en urokkelig skyskraber af et korthus.
– Vi kan tydeligt mærke, at det er blevet mere populært. De første par søndage var her kun nogen ved et enkelt eller to af bordene, og de blev ikke så længe. Nu er her som regel nogen, indtil vi lukker, uanset hvilken dag det er. Fredag og lørdag er der helt proppet, siger han, mens han fjerner nogle beskidte glas.
Barens bestyrer, Daniel Abiani, er enig i, at de har fået flere kunder. Siden de åbnede i april, har de opbygget et ganske pænt stamklientel.
– Vi har vel omkring 40 kunder, som vi ser mere end én gang om ugen, siger han.
Det koster ikke noget at være på Tiger Spilbar. Projektleder Jonathan Fischer fortæller, at selvom de godt kan se den stigende popularitet på omsætningen, så er penge ikke noget, de bruger mange tanker på. Det skal først og fremmest være behageligt for alle at være der.
– Hvis vi har tyve drenge herinde, som hygger sig med bordtennis eller Klodsmajor i flere timer og køber en enkelt kop kaffe eller en Faxe Kondi, så er det helt ok.
Kaskelothvaler og Burning Hell
Det lange lokales hvide vægge er dekoreret med fotokunst. Bagerst står det blå bordtennisbord og venter på næste hold. Ved et bord tæt på indgangen sidder den 21-årige datalogi-studerende Benjamin Rotendahl med fire veninder og spiller Trivial Pursuit. Skægstubbene er veltrimmede, og det kløgtige i hans blik intensiveres af de runde briller.
– Hvad kaldes de gennemsigtige klumper, som dannes i tarmen på kaskelothvaler, og som bruges til bl.a. parfumefremstilling? Spørger en af veninderne.
Han skærer et ansigt, som vidner om, at det er et spørgsmål, han ikke er stødt på før, selvom han jævnligt benytter byens spilcaféer. Så ræsonnerer han sig frem til forskellige svarmuligheder, nogle af dem halvt i spøg, ingen af dem rigtige.
– Ambra, lyder det, da tiden løber ud.
Læs også: Når brætspil møder tyngdekraften
Spørgsmål og svar flyver hen over bordet. De griner og græmmer sig, når svaret ligger lige på tungen, men bare ikke vil ud.
– Hvor mange vinger har en græshoppe? Spørger Pernille Kristensen. Hun er 18 år gammel og savner en spilbar i Slagelse.
– Fire, svarer Susanne Andersen, hvilket er korrekt. Hun spiller mange brætspil. For det meste Small World og Munchkin.
– Munchkin er mega-fedt! Udbryder Charlie Bomberg, som til dagligt læser industrielt design og keramisk form på Kunstakademiets designskole. På trods af studiernes krav sørger hun jævnligt for at finde tid til et spil Burning Hell. Ved spillets start er temperaturen sat til 100 grader. For hvert point man får, bliver helvede én grad køligere.
– Spillet slutter, når helvede fryser over, siger hun begejstret. Benjamin Rotendahl rejser sig og går op efter en kop kakao.
Formuer skifter hurtigt hænder
Baren summer af børnestemmer og lavmælte samtaler. De røde bænke-bordsæt er strøet med brikker fra spil som Klodsmajor, Skak, Trivial Pursuit og Loopin’ Louie. Et ungt par på en plads foran baren har mistet interessen for spil og holder i hånd ved siden af et forladt skakbræt. Udenfor er lyset ved at forsvinde. En mild glæde ved at have fundet ly og varme breder sig blandt bordene, som om alle sidder i held, fordi de ikke er ude i regnen.
Bortset fra en enkelt børnefamilie er klientellet unge mennesker.
– Det er meget forskelligt, hvilke folk der kommer her, og hvornår de kommer. Men jeg vil tro, de fleste er mellem 20 og 35, siger Mathias og vælter korthuset, som har stået på disken siden i morges. Så drysser han lidt chokolade ud over en kop kakao, inden han går ned og sætter den ved siden af Benjamin Rotendahl.
Ude ved de store vinduespartier kæmper Rie Jappe og Frederik Bahnsen stadig med stigende huspriser, hotelgrunde, gældsbeviser og de sporadiske overnatninger i spjældet.
– Nu er det altså mig, der fører. Hun har lige betalt mig 28.000, siger han.
Rie Jappe vender håndfladerne op og trækker på skuldrene.