Med hurtige præcise bevægelser lægger Abdi Hedayat snit efter snit og trækker polarulvens skind til side. Et par drenge i 10-års alderen kæmper om at få udsyn til ulvens indre, der kommer til syne i takt med, at Abdi Hedayat blotter de store røde muskler og det tykke hvide fedtlag.
Det er vinterferie, og vi befinder os i et baglokale på Zoologisk Museum i København. Abdi Hedayat er en af museets konservatorer, og han er i gang med at dissekere en polarulv. Imens ser en stor gruppe af museets besøgende til. Dissektionen er åben for publikum.
En tung dunst af kød fylder lokalet og får næseborene til at udvide sig. En dreng trækker T-shirten op over næsen, mens et par piger klemmer til om næseborene. Men ingen af børnene lader sig skræmme af synet foran dem. Tværtimod. Børnene vil se og vide mere:
– Er der nogen knogler i halen?
– Kan man godt spise ulve?
– Må jeg ikke se tungen?
Abdi Hedayat skærer tungen ud og viser den frem til børnene.
Det er en gammel disciplin Abdi Hedayat holder i hævd, når han splitter ulven ad. Den offentlige dissektion bygger på en tradition, der går helt tilbage til naturvidenskabens løsrivelse fra kristendommen. De seneste 10 år har Zoologisk Museum genoptaget den, når de ved specielle lejligheder har åbnet op og givet danskerne et indblik i døde dyrs indre.
Dissektioner
- Ved en dissektion skærer man et lig, organ el.lign. i mindre stykker for at undersøge det videnskabeligt.
- Det kan også bruges i forbindelse med konservering til f.eks. museer.
- Den første offentlige dissektion på dansk jord blev udført i 1645 af Simon Paulli.
- Flere danske zoologiske haver, akvarier og naturhistoriske museer udfører i dag offentlige dissektioner.
- Protesterne mod Københavns Zoologiske have opstod efter aflivning og herefter offentlig dissektion af giraffen Marius.
At se ind i de døde dyr kan lære især børn om det levende. Alligevel deler det stadig folk, når et dyr bliver lagt til skue, mens det sprættes op. Det fik København ZOO at mærke, da de tidligere på ugen dissekerede giraffen Marius og fik dyreværnsaktivister og verdenspressen på nakken.
Læs også: Zoologiske haver fortsætter aflivninger
Anatomisk teater
De første åbne danske offentlige dissektioner fandt sted i 1600-tallet i Domus Anatomica ved Københavns Universitet. Det var et amfiteater, hvor scenen blev indtaget af professorer i Anatomi. Med skalpel åbnede de kroppe fra henrettede forbrydere og døde dyr. Tilskuerpladsen blev besat af folk, der enten betalte billet eller var blevet inviteret. I udgangspunktet hang dissektionerne sammen med kristendommen:
– Når man dissekerede et menneske, så var det en måde at vise guds visdom og give et indblik i detaljerne af skaberværket, fortæller Morten Fink-Jensen, lektor i historie ved Aarhus Universitet.
Selvom dissektionerne handlede om at vise guds værk, så var de alligevel et af videnskabens første skridt væk fra religionen, da de var med til at sætte nogle nye grænser for, hvad man måtte. Videnskaben var ikke ateistisk dengang, men den gav mulighed for at vise helt nye ting, som teologien ikke kunne:
– Det var grunden til at man lavede de her anatomiske teatre. Folk var simpelthen nysgerrige, fortsætter Morten Fink-Jensen
Åbenbaring i kroppens indre
Næsten 400 år efter på Zoologisk Museum er nysgerrigheden stadig til stede, mens videnskaben er blevet dominerende. Abdi Hedayat og hans kollega skærer benene af polarulven et efter et. De tager det ene af ulvens ben op og skubber foden opad, så lårmusklen trækker sig sammen. Flere af børnene bøjer benet for at efterligne bevægelsen og mærker efter på deres lår.
Det er meget autentisk at se tingene i dyret selv, og det kan være en øjenåbner at se organerne, hvor de egentlig sidder, og hvor store de er.
Niels Bonderup Dohn, Lektor i Pædagogik
Det virker makabert, men de fleste børn er begejstrede. Ligesom i 1600-tallet er det spændende, når der bliver åbnet til et vildt dyrs indre, fordi det er en verden vi normalt ikke har adgang til. For nogle børn kan det ligefrem være en lille åbenbaring, fortæller Niels Bonderup Dohn, Lektor ved Institut for Dannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet. Han har forsket i, hvordan børn og unge lærer gennem dissektioner:
– Det er meget autentisk at se tingene i dyret selv, og det kan være en øjenåbner at se organerne, hvor de egentlig sidder, og hvor store de er, fortæller han.
På den måde har nutidens offentlige dissektion nogle af de samme funktioner, som da disciplinen brød frem for næsten 400 år siden. Det handler om at formidle og give de nysgerrige tilskuere et indblik i kroppens funktioner. Nutidens dissektioner er, ifølge Niels Bonderup Dohn, en oplevelse og erfaring, der sætter sig i børn, og som de sent vil glemme:
– Det vil virke som et billede, når de engang senere vil støde på begreberne i biologi for eksempel, fortæller han
Læs også: Dyrenes Beskyttelse vil kæmpe for lovændring
De store følelser
Ideen på Zoologisk Museum såvel som i København ZOO er også, at det er sundt og lærerigt for børnene at se en dissektion. Det er dog ikke en holdning, der bliver delt af alle. Mange af dem, der har protesteret over for København ZOO, synes, det har været for voldsom en ting at udsætte børn for.
Det har altid vakt store følelser
Morten Fink-Jensen, lektor i historie
Ifølge Niels Bonderup Dohn må man ikke underkende, at slagtescenerne kan være voldsomme for nogle børn, men så længe det er noget, folk selv har valgt at komme til, så synes han ikke, at offentlige dissektioner er et problem.
Morten Fink-Jensen mener dog, det er naturligt, at en offentlig dissektion kan skabe protester:
– Sådan har det været gennem mange 100 år. Det har altid vakt store følelser, fortæller han.
Derfor har dissektioner også kun været forundt almindelige mennesker i korte perioder:
– De offentlig dissektioner holdt man op med, og det blev noget der foregik internt i lægeverdenen, for det vakte altså for meget postyr, fortæller Morten Fink-Hansen.
De rationelle nordeuropæere
At det netop er i Danmark, at de offentlige dissektioner har fundet vej tilbage de seneste år, trækker spor tilbage til de første dissektioner. Religion og videnskab er blevet skilt effektivt ad i Nordeuropa, og det har skabt en videnskabelig rationel holdning til kroppen:
– Når man ikke har nogen sjæl, så har religionen ikke længere noget at skulle have sagt. Det er en udvikling, man kan sige har været i gang gennem flere hundrede år, fortæller Morten Fink-Hansen.
På Zoologisk Museum bliver konservatorerne hverken mødt af følelsesmæssige eller religiøse protester. Arrangementet er gået under de udenlandske mediers radar, og showet nærmer sig sin finale:
– Vi åbner ind til indvoldene nu, proklamerer Abdi Hedayat.
Der bliver stille blandt børn og voksne. Det første, der kommer til syne, er den rødsorte lever. Derefter følger nyrerne. Konservatorerne viser ulvens organer frem et efter et. Til sidst når de til lunger og hjerte.
Abdi Hedayat håber, at den dissekerede polarulv ikke kun lærer folk om naturen, men også at passe på den:
– Folk har normalt ikke adgang til de her dyr, og hvis vi ikke ser dem, så bliver vi ligeglade, og så er det jo dyrene forsvinder, fortæller han.