Når unge ikke kan finde ud af at køre på cykel, er det forældrenes opgave, ikke skolens, mener skolelederne. Helt forkert, siger Rådet for Sikker Trafik
Unge mennesker, der svinger lige ud foran en bil eller kører over for rødt lys uden at se sig for, er blevet hverdag i trafikken.
De unges viden om trafik er nemlig ikke ret stor, viser den nyeste undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik.
Men hvis ansvar er det, at de unge er blevet dårlige trafikanter?
Skolelederforeningen mener, at det er forældrenes. Mens Rådet for Sikker Trafik siger, at skolerne bærer en stor del af ansvaret.
Ikke en opgave for skolerne
»Det er ikke skolens ansvar at lære eleverne, hvordan man opfører sig i trafikken. Det er forældrenes opgave, og den skal vi ikke gøre til skolens,« siger Claus Hjortdal, der er næstformand i skolelederforeningen.
Hos Rådet for Sikker Trafik mener man modsat, at eleverne i folkeskolens ældste klasser ikke ved nok om trafik, fordi folkeskolerne nedprioriterer undervisningen i de ældste klasser.
Lærerne forsømmer trafikken
»Eleverne fra 7. – 9. klasse får ikke altid den undervisning, som er nødvendig, for at de kan blive dygtige trafikanter. Og det er skolens ansvar at lære dem om trafikken, ikke kun forældrenes,« siger Lone Hald, der er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
»Vi ser, at lærerne nedprioriterer undervisningen i trafikforhold. Lærerne vil hellere fortælle eleverne om faren ved stoffer og usikker sex. Det har vi intet imod. Men man skal huske på, at trafikken dræber langt flere end sex og stoffer gør. Derfor er det vigtigt, at skolerne tager sit ansvar på sig,« siger Lone Hald.
Forældrene bærer skylden
Men Claus Hjortdal mener, at den påstand er forfejlet.
»Skolerne har i forvejen utroligt mange ting, de skal lære eleverne. Og vi skal ikke gøre det til skolens opgave at undervise i noget forældrene nærmest modarbejder ved konsekvent at køre deres børn til skole, spejder og gymnastik. Forældrene burde påtage sig et langt større ansvar for deres børns færden i trafikken,« siger Claus Hjortdal.