Børnestemmer summer om kap med savanne-fuglenes skingrende fløjten fra den store voliere i girafhuset i Zoo. Sammen orkestrerer de underlægningsmusikken til denne københavnske bid af den afrikanske slette.
Men girafhusets soundtrack har i de sidste dage fået nyt omkvæd. Og hele verden synger med. Marius. Marius. Marius.
Siden Københavns Zoo i starten af februar aflivede og obducerede teenage giraffen Marius, har medierne – både de danske og de internationale – ikke forsømt en eneste anledning til at skrive om forfærdeligheden i, at det plettede dyr med de store, brune øjne endte sine dage som løvemad, fordi han var i overskud i et avlsprogram.
Balladen om Marius har også trukket spor på de sociale medier. Alene på Twitter blev hashtagget #Marius brugt over 47.000 gange i ugen efter aflivningen. Det viser tal fra analyseværktøjet Topsy.
Samfundsforskere og eksperter mener, at Marius-gate, som flere medier har døbt sagen, er tegn på en stigende disneyficering i samfundet. En disneyficering som betyder, at vi har glemt, at dyr er dyr, og ikke er mennesker.
– Disneyficeringen sker gennem børnefilm som Flipper, Løvernes Konge eller Lady og Vagabonden. Løven er stærk og retfærdig, hunden er trofast, og delfinen er klog. Det gør, at dyr – både kæledyr som vilde – bliver menneskeliggjorte, forklarer Cecilie Agnete Thorlund.
Hun er ph.d.-studerende ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, hvor hun beskæftiger sig med dyrevelfærd.
Derfor skulle Marius dø:
- Marius blev aflivet, fordi han var ved at blive kønsmoden.
- København Zoo har i forvejen en voksen girafhan. Da Girafhanner slås om hunnerne, kunne de to hanner ikke fortsat være i samme flok.
- På grund af risiko for indavl kunne ingen andre zoologiske haver indlemme Marius i deres girafbestand.
Kilde: København Zoo.
Man myrder ikke dyr
Henrik Dahl er selvstændig sociolog og foredragsholder og har udgivet en række bøger om kultur og samfund.
Ifølge ham er disneyficeringen et resultat af den urbanisering, som samfundet har gennemgået de sidste par hundrede år, hvor folk er flyttet fra landet til byerne.
– Jeg så en engelsk artikel om Marius, hvor man skrev at »Marius was murdered!«.
– At myrde er altså noget, man gør ved et menneske. Dyr afliver man, siger Henrik Dahl.
Hvor kommer kødet fra?
Cecilie Agnete Thorslund er enig i, at den manglende kontakt mellem byboerne og det kød, som de sætter tænderne i, kan forklare polemikken.
En stor del af kritikken fra især de udenlandske medier har gået på, at Zoo har inviteret publikum til at kigge med, da man åbnede Marius og undersøgte hans indre. Og at havens gæster har kunnet se resterne af Marius ligge inde hos rovdyrene.
Det tegner ifølge Cecilie Agnete Thorslund et billede af et samfund med en stor distance til dyr, naturen og død – og ikke mindst til kød.
– Vi lever i den vestlige verden så langt fra dyrene, der anvendes til kød og andre animalske produkter, at vi er enormt distancerede til slagtning og forarbejdning af kød.
– Vi er ganske enkelt ikke vant til dette aspekt af livet – og af kødet – og vi foretrækker at være uvidende, forklarer hun.
Læs også: Vi lærer om livet, når vi skærer i døde dyr
Nuttethedens hierarki
Dem afliver vi også
- Hvert år bliver der i Danmark aflivet tæt på tyve millioner grise, så vi kan få koteletter i fad og flæskesteg på tallerknerne.
- Hver sommer fødes der ca. 700 rådyrskalve i Dyrehaven nord for København. For at holde bestanden på ca. 2000, må der om efteråret skydes et tilsvarende antal rådyr.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse og Naturstyrelsen.
Mange glemmer ifølge Cecilie Agnete Thorlund, at alternativet til at fodre løverne med resterne af Marius er, at løverne og Zoos andre rovdyr skal have noget andet kød.
– Og hvorfor er det så bedre at slagte en ko i stedet for en giraf?, spørger hun.
Denne undren er Henrik Dahl enig i.
Han har tidligere beskrevet disneyficeringen som en forestilling om, at skovens dyr og planter hvert øjeblik kan bryde ud i sang. At hunde, katte og dådyr lever i kernefamilier.
Og at der på Serengeti-sletten hersker en oplyst samfundsorden med gode løver i toppen og amoralske hyæner på bunden.
– Vi har inddelt dyrene i et hierarki, hvor nuttede pelsdyr klart er øverst. Så der er jo en form for hykleri bygget ind i denne her disneyficering.
Det er ulogisk på samme måde, som at man godt kan være vegetar, men samtidig gå i læderjakke, forklarer han.
No more drama
Tilbage i girafhuset er en af Zoologisk Haves formidlere kommet ind i girafhuset og har stillet sig op foran girafferne, så alle girafhusets gæster kan se og høre ham.
– Velkommen til det nok mest omtalte dyr i Zoo i øjeblikket, siger han i sin mikrofon.
– Om fem minutter fodrer vi girafferne, og så fortæller jeg lidt om girafferne og om alt det, der er sket i de sidste par dage.
Fodringen er det største drama, girafhuset byder på på en helt almindelig hverdag.
Men så er der lige det hollandske tv-hold, der sammen med Bengt Holst, direktør for Københavns Zoo, kommer stormende ind i girafhuset, da fodringen er ved at slutte.
Læs også: Bengt Holst forsvarer aflivning på Channel 4 News
Lemmingeffekt
En infomedia-søgning på ordene ‘Marius’ og ‘giraf’ viser, at Marius – både i død og levende form – har optrådt over 1200 gange i de danske medier siden starten af februar.
At vi skal høre så meget om en enkelt giraf, skyldes ifølge Lasse Jensen, der er vært på P1-programmet Mennesker og Medier, at de danske medier bliver meget benovede, når udenlandske medier et par gange om året retter blikket mod Danmark.
– Der går lemming-effekt i den, hvor historien bare bliver bedre og bedre, efterhånden som historien spreder sig til forskellige dele af verden.
– Vi bliver jo dybt imponerede, hver gang der er nogen, der skriver eller siger noget om os. Hvis New York Times eller CNN har en historie om Danmark, så er det i sig selv en kæmpe historie, lige meget hvad, historien er, siger Lasse Jensen.
Jeg døber dig 104
Hele balladen om Marius kunne måske have været undgået, hvis Marius ikke havde heddet Marius.
– Jo mere Marius betragtes som et individ, i stedet for et eksempel på arten ”giraffer”, jo større bliver forargelsen over, at man afliver ham, siger Cecilie Agnete Thorslund.
HUn påpeger, hvordan forskning viser, at disneyficeringen af vores verden for eksempel har haft betydning for hundenavne.
– Vi støder ikke længere så ofte på Fido og Trofast. Hundenavne skal nemlig ikke længere indikere, at hvalpen er en dygtig jagthund eller en kvik hyrdehund. I stedet skal navnet udtrykke hundens mentale særpræg og individualitet.
Og Zoologisk have er ifølge Cecilie Agnete Thorslund udmærket klar over, hvilke følelser navngivningen af dyr kan indebære. Derfor havde de heller ikke officielt kaldt Marius for Marius.
– Det handler om individualitet. Produktionsgrise har ikke navn, men et nummer. Hvad nu, hvis Marius ikke havde heddet Marius, men 104?, spørger hun.