Af Olivia Jonassen og Emilie Maarbjerg
Dorthe Schou Holm har været gartner på kirkegården i 11 år. Hun bruger meget tid på at håndhæve kirkegårdens regler for københavnerne. Tid hun hellere vil bruge på at passe sit arbejde. Hun oplever, at folk er ubevidste om de regler, der er opsat for brug af kirkegården.
– Folk blander det nogle gange sammen, at det både er en kirkegård og en park. Men det er jo primært en kirkegård, fortæller Dorthe Schou Holm.
– Inde på lokalkirkegården, som er inde i midten, må man ikke være med sit tæppe og holde picnic og sådan noget. For der er jo netop gravsteder, der er i brug, hvor familier kommer hen og sørger, forklarer hun om kirkegården på Nørrebro.
Hun har flere gange gennet solbadende folk væk fra gravstederne. Mange overvejer nemlig slet ikke, at de faktisk ligger på en kirkegård, siger Dorthe Schou Holm.
– Når jeg siger til folk: ‘Her må du altså ikke ligge, for der er sådan set gravsteder lige ved siden af, så svarer de: ‘Nå, gud, nå. Det var jeg ikke klar over. Er det en gravsten, det her?’, fortæller gartneren.
Faldende respekt for reglerne
Gennem hendes 11 år på kirkegården har hun oplevet, at folk har fået mindre respekt for reglerne:
– Jeg synes, at det er blevet lidt mere fri leg. Folk gør mere, hvad de selv synes, og hvad de selv mener.
Det har betydet, at blandt andet de ældre københavnere føler sig utrygge på kirkegården. Det kan hænge sammen med den hensynsløse adfærd mange udviser på kirkegården. For eksempel når de cykler udenfor de tilladte stier og larmer ved gravstederne. Mange kommer nu slet ikke på kirkegården efter mørkets frembrud. Det skulle da lige være de unge, der ind imellem hopper over hegnet om natten for at feste på kirkegården:
– Vi kan jo nogle gange se, at folk har holdt en fest på de store græsplæner. Så kan der næste morgen ligge masser af affald, pizzabakker og dåser, siger Dorthe Schou Holm.
Brud på reglerne besværliggør gartnernes arbejde
Generelt er stemningen rigtig god på kirkegården, synes Dorthe Schou Holm. Men når folk bryder reglerne, får gartnerne sværere ved at holde sig til deres arbejdsopgaver:
– Vi har jo det problem, at alle os gartnere og specialarbejdere har vores arbejde at passe. Og det er jo ikke en del af det at fortælle folk, hvordan de skal opføre sig. Men det bliver det en gang imellem, når vi kan se, at de gør ting, der ikke er særligt hensigtsmæssige, fortæller hun.
Tidligere havde Assistens Kirkegård parkbetjente, der kom og fortalte folk om reglerne, men det blev for en del år siden sparet væk. Dorthe Schou Holm så gerne, at man genindførte funktionen. Hun ser derfor også frem til en nye kampagne, som Københavns Kommune indfører, for at få byboerne til at forstå og overholde reglerne for benyttelse af kirkegården.