Enten vil tandlægerne få problemer med at opfylde retningslinjerne, eller også bliver din tandlægeregning dyrere. Sådan lyder det fra Tandlægeforeningen forud for forhandlingerne med Danske Regioner om tilskud til patienter.
Ifølge Tandlægeforeningen mangler der mellem 300 og 800 millioner kroner i Danske Regioners forhandlingsudspil for, at de kan opfylde Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Den regning bliver tandlægerne nødt til at sende videre til forbrugerne, efter de sidste år blev frataget tilskud til tandrensninger og kontrol. Det vurderer Susanne Kleist, formand for Klinikejerudvalget i Tandlægeforeningen.
Alt det, der har med forebyggelse at gøre, er faktisk ret billigt i Danmark, og det vil vi gerne holde fast i, for det holder vores patienter sundere på lang sigt.
Susanne Kleist, Tandlægeforeningen
De Nationale Kliniske Retningslinjer:
De Nationale Kliniske Retningslinjer inddeler befolkningen i “risikogrupper”, der bør gå til tandlæge gradvist oftere:
– Den grønne gruppe er folk uden tandproblemer
– Den gule gruppe har aktiv sygdom, men kan blive helbredt og komme i den grønne gruppe
– Den røde gruppe har permanent forøget risiko for tandsygdomme, fx diabetikere
Kilde: National klinisk retningslinje for fastlæggelse af intervaller mellem diagnostiske undersøgelser i tandplejen
– Den ramme, som vi oprindeligt havde, er allerede blevet udhulet, og nu skal vi oveni det spare noget mere. Vi vil rigtig gerne opfylde de Nationale Kliniske Retningslinjer, men vi kan ikke gøre det gratis, siger Susanne Kleist.
Tina Vester Jensen, der forhandler for Danske Regioner, mener, at de mellem 300 og 800 millioner er skudt langt over mål:
– Vi er ikke enige i Tandlægeforeningens beregningsmåde.
Ingen tal at gå ud fra
De minimum 300 millioner kroner stammer fra Tandlægeforeningens eget overslag på, hvad Sundhedsstyrelsens Nationale Kliniske Retningslinjer kommer til at koste at overholde. Her mener Tandlægeforeningen, at folk ifølge retningslinjerne skal gå til tandlæge så ofte, at det nuværende forhandlingsudspil fra Danske Regioner ikke er nok. Men Sundhedsstyrelsen har ikke selv lavet et overslag på omkostningerne, og det er Tandlægeforeningen ikke tilfreds med:
– De må da have en idé om, hvor mange der passer ind i hver gruppe. Det er jo sådan, man normalt laver sundhedspolitik, siger Susanne Kleist.
Tina Vester Jensen er ikke enig:
– De manglende tal er et grundvilkår for forhandlingerne, og man må finde en løsning parterne imellem.
Danske Regioner skrev i et høringssvar d. 26. september 2013, at tallene er ”en væsentlig forudsætning for korrekt implementering af retningslinjerne og for at sikre, at de kommende overenskomster for tandlæger og tandplejere understøtter dette”, men har nu ændret holdning.
Læs også: Katte kan gå gratis til tandlæge i november
Midlertidig ordning
I øjeblikket kører tandlægerne på en midlertidig ordning, hvor et andet tilskud er blevet udvidet, fordi tilbagetrækningen af de to andre tilskud gav for meget brugerbetaling.
Forhandlingerne mellem Tandlægeforeningen og Danske Regioner er på standby, mens lægerne forhandler overenskomst. Men de bliver snart genoptaget.
Sundhedsstyrelsen vil ikke kommentere, da de ikke er part i overenskomstforhandlingerne og ikke har grundlaget for at foretage et overslag på tallene.