Unge gældsætter sig i stor stil

Unge danskere låner penge i stor stil Foto: Sophie Hrefna Palm Boye
Unge danskere låner penge i stor stil
Foto: Sophie Hrefna Palm Boye

Klatgæld. Overtræk. Ubetalte regninger. Det er ting som mange unge kæmper med i hverdagen. En ny analyse fra Finansrådet viser, at den gennemsnitlige unge dansker støt øger sin gæld op igennem tyverne.

Anders Jensen på 24 er en af de unge, der har stiftet en del gæld. – Foruden SU-lån har jeg taget en del små lån, som stadig ligger og lurer, forklarer den studerende, og indrømmer at det er blevet lidt mere omfattende, end han havde tænkt sig. – Det løber nok op i 60.000 kr., siger han. Han kan dog ikke se, hvordan han skullet have levet uden: – Indtægterne rækker ikke. Jeg har været nødt til det, konkluderer han.

Finansrådets analyse viser, at der ikke er tale om en minoritet med en stor gæld, der tæller negativt i statistikken. 18 pct. af de unge under 30, der ikke ejer en bolig skylder mere end 100.000 kr. væk.

Ikke forstand på økonomi

Finansrådet selv, mener at det høje niveau af gæld skyldes de unges manglende forståelse: – Vi ser, at gældssætningen accelererer tidligt, men at det samtidig er hos de unge, at den finansielle forståelse er dårligst. De unge ved ikke nok om basale privatøkonomiske begreber som rente, lån og budgetter, kommenterer Louise Mogensen fra Finansrådet på finansraadet.dk

Men ifølge projektleder for initiativet Styrdingæld.dk Klaus Meier Olsen er det ikke de unge selv, der er det primære problem: – Lånemarkedet er meget uoverskueligt, siger han og fortsætter: – Mange af dem vi har kontakt med i forbindelse med vores rådgivning har tabt overblikket.

Det er ikke kun studerende i pengeproblemer der ringer ind: – Vi oplever, at det er unge over en bred kam der kontakter os med gældsproblemer, fortæller Klaus Meier Olsen. Finansrådets tal viser det samme. Det er unge i alle indkomstgrupper der låner penge.

Styrdingaeld.dk
– Styrdingaeld.dk er et initiativ, der skal hjælpe danskere til en bedre forståelse for egen økonomi

– Initiativet blev startet i 2011

– Det er Danske Studerende Fællesråd, Økonomer Uden Grænser og Forbugerrådgivning TÆNK der står bag

-Organisationen hjælper folk over chatten med at alle slags økonomiske problemer såsom budgetter, gældshåndtering og boligrådgivning

-Organisationen er “non-profit”

Privatøkonomi skal på skemaet

Anders Jensen har aldrig sat sig ind i privatøkonomi. – Vi havde lidt om det i skolen, men det var aldrig noget vi talte om derhjemme, fortæller han. Det er ikke optimalt, mener Klaus Meier Olsen: – Hvis man overhovedet modtager undervisning i privatøkonomi, er det ofte i folkeskolen mange år før, man flytter hjemmefra.

Ifølge Finansrådet er det netop i folkeskolen, hvor man skal lære at disponere over sine lommepenge. – Det er nødvendigt, at vi får de unge klædt på med bedre finansiel forståelse i takt med at de får deres første egne penge fra fx eftermiddagsjobs og konfirmation, skriver Finansrådet på finansraadet.dk.