TV: Handikappet: Det er ikke sejt, at jeg studerer eller går i byen

Af: Adnan Al-Adhami og Katrine Foldager Stokbro

Kristian Hegaard er handikappet. Det kan han ikke løbe fra. I bogstaveligste forstand. For Kristian Hegaard sidder i kørestol. Og netop fordi han er handikappet, oplever han at folk roser ham for at studere og være politisk aktiv, blot fordi han sidder i kørestol. Og det er han godt og grundig træt af.

– Hvorfor er det sejt, bare fordi man sidder i kørestol, engagerer sig i samfundet og gerne vil tage en uddannelse. Det burde jo være noget alle gik op i, og alle havde forventninger om, at alle gjorde, siger Kristian Hegaard.

Kristian Hegaard er 25-år, studerer jura og er folketingskandidat for Radikale Venstre. Han sidder i kørestol på grund af en medfødt knoglesygdom. Selvom knoglesygdommen ingen betydning har for, om han kan studere eller gå i byen, får han alligevel ros.

– Jeg har for eksempel oplevet, at hvis jeg har været på en bar eller et diskotek, så er der nogen, der kan kommer hen og klapper mig på skulderen og siger: Godt gået Kristian, godt du er her i aften. Og så tænker jeg, hvorfor er det sejt? Jeg er jo bare ung ligesom alle andre, siger den 25-årige jurastuderende.

Lektor i pædagogik på Roskilde Universitet, Søs Bayer, forklarer, hvorfor der er stor opmærksomhed på handikappede.

– Der har været en rettighedskamp for handikappede, altså har vi gjort dem til noget særligt, og derfor har vi en overordnet kulturel forståelse af, at de er meget sårbare, siger Søs Bayer.

Søs Bayer forstår udmærket Kristian Hegaards frustration og mener, at dét, at vi betragter handikappede som sårbare, er grunden til, vi er ekstra hensynsfulde.

– Det er i særdeleshed sårbarheden, vi har fokus på i den moderne kultur. Vi har en særlig hensyntagen til dem, hvilket individuelt opfattet må være hamrende irriterende, siger hun.

En forklaring på, hvorfor vi viser særlige hensyn overfor handikappede, er fordi, de afviger fra det ”normale”. Disse hensyn til handikappede kan hurtigt gøre, at de føler sig ekskluderet.

– Historisk set er de afvigende altid blevet ekskluderet. Vi laver eksklusion ved at betragte dem som sårbare og anderledes, som jo både udstiller dem og ekskluderer dem, forklarer Søs Bayer.

Børn må ikke tale med handikappede
Det er ikke kun på diskoteker, at Kristian Hegaard oplever, at folk viser hensyn på en uhensigtsmæssige måde.

Når børn ser ham på gaden og vil hen for at tale med ham, forhindrer forældrene dem i at gøre det. Og netop dét, oplever Kristian Hegaard, skaber mere mystik om det at have et handicap.

– Hvad tænker det barn så? Hold da op, man må ikke tale med nogen, der har et handikap. Og det er det, der skaber manglende viden.

Kristian Hegaard oplever, at den manglende viden skaber fordomme, og de fordomme skaber stigmatisering. Og derfor opfordrer han forældrene til at lade børnene dyrke deres nysgerrighed.

– For at gøre op med stigmatiseringen, skal der mere viden til og flere spørgsmål, siger Kristian Heegaard.

  handikap