Radio: Københavns Kommune halter bagefter med at sikre blinde i trafikken

Lydsignaler, der fortæller blinde og svagtseende, hvornår det er sikkert at gå over vejen, er en mangelvare i Københavns Kommune

Af Vibeke Vestergaard Jessen & Ida Sofie Jensen

Rød mand stå, grøn mand gå – men ikke alle kan se om manden er rød eller grøn. Det er realiteten for ca. 3000 blinde og svagsynede i Region Hovedstaden. De er i stedet afhængige af andres hjælp eller såkaldte lydfyr, som via lydsignaler fortæller, hvornår det er sikkert at passere vejen. Men ifølge Dansk Blindesamfund er der monteret alt for få lydfyr i Københavns Kommune:

– For at kunne komme over alle de store lyskryds uden at blive kørt ned, er det vigtigt, der er lydfyr på, så man som synshandicappet kan høre retningen i lyskrydset, siger Christian Gylche, kredsformand i Dansk Blindesamfund København.

Støjgener

Ifølge Dansk Blindesamfund er det ikke kun et problem, at der mangler lydfyr ved fodgængerfelterne i København. Der er også eksempler på steder, hvor lydfyr er blevet slukket, skruet ned eller saboteret, så de ikke længere fungerer ordentligt. Grunden til dette er ofte, at beboerne i nærområdet bliver generet af den karakteristiske biplyd:

– Der er mange af de personer, som bor i nærheden af dem (lyskryds med lydfyr, red.), som enten vil have de bliver slukket, eller at de bliver skruet helt ned. Og det er jo et problem for os, når vi gerne vil over vejen, siger Christian Gylche.

Læs også: Nørreport er et helvede for blinde 

Men i Frederiksberg Kommune har de måske fundet løsningen på problemet. Her har man længe haft lydfyr, som afspiller bankelyde i stedet for den karakteristiske biplyd. Bankelyden har flere fordele:

– Bankelyde er typisk mindst lige så gode om end også bedre end 880 Hz tonerne (bippende lyd, red.). Desuden er de ikke generende i samme omfang for naboer, hvilket indebærer, at der ikke er det samme incitament for naboer til at klage og anmode om, at lydfyr skal slukkes, eller at der skal ske en reduktion i styrke, siger John Heilbruun, næstformand i Dansk Blindesamfund.

Det har derfor længe været et ønske fra Dansk Blindesamfunds, at alle lydfyr i Københavns Kommune anvendte bankelyde fremfor den nuværende bippende lyd.

Grønt lys til omlægning  

De blindes ønske ser ud til snart at blive mødt af Københavns Kommune. Det oplyser Bo Mikkelsen, som er Trafikplanlægger i Københavns Kommune:

– Der vil komme lydfyr med bankelyde i København. Det vil både blive installeret i nye lydfyr, men også i allerede eksisterende lydfyr.

Læs også: Borgmester til blinde: I får vejkort til Nørreport

Dette har indtil videre ikke været muligt, oplyser Københavns Kommune, da lydfyr med bankelyde ikke har været en del af vejreglerne. Årsagen til, at lydsignalet har været brugt i Frederiksberg Kommune, skyldes, at man har søgt dispensation for flere år tilbage.

Københavns Kommune oplyser dog, at der ikke opsættes lydfyr per automatik, da lydfyr netop kan være generende for beboere tæt på lyskrydsene. Opsætning af lydfyr udføres kun, hvis der er et særligt ønske om opsætning fra en borger med synshandicap.

Hør radio: Albert Mogensen er en af de cirka 3000 blinde og svagtseende i København, som er afhængig af lydsignaler til at komme rundt i byen.