KB-beton indeholder svar om fremtiden

Den sodskjoldede ruin på Peter Bangsvej, der siden september sidste år har stået næsten urørt hen, gennemgår netop nu en omfattende oprydning. Det er nødvendigt for at finde ud af, hvor beskadiget hallen egentlig blev af den omfattende brand.

– Vi er nødt til at lave nogle ekstra undersøgelser, når vi har fået ryddet op, og det har ikke været til at komme til før, siger KB’s direktør Jørgen Holmen.

Selve oprydningen foregår ved, at et entreprenørfirma har fået lov at skære nogle huller i den velkendte facade, så de kan komme ind med maskiner og lastbiler. Det der skal fjernes er bl.a. taget, der faldt ned under branden.

Beton er ikke bare beton
– Jernet i betonen har det fint, det er en speciel type jern, som bliver blødt når det bliver varmt, men når det bliver koldt igen, har det den samme styrke som før, fastslår Tony Bødtker Munch, Kulturstyrelsens fagmand.

KB Hallen blev opført i 1938 og en stor del af selve konstruktionen er opført af jernbeton, som er meget holdbart. Det er altså denne beton, der har været tvivl om, hvorvidt var beskadiget eller ej.

– Vi har foretaget nogle undersøgelser af betonen, men nu skal vi også ind og se på de enkelte elementer, uddyber Jørgen Holmen.

– Jeg tror, der er lavet 21 boreprøver (af betonen, red.) forskellige steder, for at få konstateret hvordan betonen har det, og den har det egentlig udmærket, siger Tony Bødtker Munch.

Der skal dog laves yderligere prøver af betonen, og her er det især ’skallerne’ mellem de ribber, der før holdt taget, der er problemer med.

– Ingeniørerne var lidt usikre på, om det nu var et retvisende billede man fik ud af betonprøverne, forklarer Tony Bødtker Munch.

Jørgen Holmen forventer oprydningen kommer til at tage en måned, og derefter skal der tages nye prøver af betonen, før man endeligt kan fastslå hvor godt eller skidt det står til.

– De prøver der bliver lavet efterfølgende kommer til at afgøre om der skal laves nye plader eller restaureres gamle plader, siger Jørgen Holmen.

KB Hallen er stadig fredet
– Med mindre man kommer i en situationen, hvor hallen lige så godt kunne blive revet ned, og der bliver opført en anden hal, fordi den enten er så beskadiget, eller det vil blive så kostbart, at man ikke vil kunne finansiere det, så vil fredningen bestå. Altså hvis fredningen skulle falde væk, så betyder det i virkeligheden, at hallen ikke ville blive genopørt, påpeger Jørgen Holmen.

Med de udsigter de hidtidige prøver giver for den historiske bygning bliver KB Hallen altså genopført og forbliver fredet, også selvom størstedelen af hallen bliver erstattet af nyt.

Velkendt udenpå, moderne indeni
Ifølge Jørgen Holmen, skal hallen, når den bliver genopført, udefra ligne sig selv.
– Men indeni skal den moderniseres, men med respekt, uddyber han.

Den indvendige betonkonstruktion der tidligere har været omdrejningspunkt i debatten om KB Hallens fremtid, har lidt voldsomt under branden. Det er denne del af konstruktionen, som har sat en stopper for KB Hallen som håndboldhal, da hallens indre mål ikke levede op til internationale standarder.

– Den indvendige beton er mere beskadiget, men det er en nyere konstruktion, som blev opført efter schalburgbombardementet (terroraktion i 1944, red.). Der skete noget og det blev bygget op på en anden måde end oprindeligt. Det bliver taget ud det meste af det, men det er ikke decideret en del af den oprindelige betonkonstruktion, det er noget nyere, siger Tony Bødtker Munch.

Indersiden af KB Hallen kan altså komme til at se helt anderledes ud end tidligere og der er en fysisk mulighed for, at hallen kan blive længere.

– Nu bliver det muligt at spille håndbold, men sandsynligheden for at det bliver et håndboldmekka, det tror jeg ikke på, mener Jørgen Holmen.
 

Læs også:

Voldsom uenighed om KB-Hallens fremtid

KB-Hallen kan ikke reddes

Kommune: Fredning vil lamme ny KB-Hal