Roskilde Kommunes planer for en moderne Københavnsvej ser ud til at kunne begynde, så borgerne blandt andet kan forvente bredere fortove.
I hvert fald er budgettet til første del af den storstilet plan næsten på plads.
Det fortæller formanden for Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune, Daniel Prehn (S) til NetAvisen.
– Der er sammenlagt afsat fire millioner kroner fra kommunens side, og så kommer der penge fra en statslig pulje, som skal bruges til anlæggelsen af supercykelstien fra Roskilde til København. Så det er cirka en 50/50 ordning mellem staten og kommunen, forklarer han.
Kommunen begyndte i starten af året arbejdet med at lave en helhedsplan for Københavnsvej, så den bliver en bedre integreret del af i byen. Det har Sjællandske tidligere skrevet om.
Læs også: Snart må du cykle mere overfor rødt
Med en finansiering, som stort set er på plads, sigter Daniel Prehn efter, at anlægsarbejdet kan begynde i foråret 2020.
– Når pengene er helt på plads, skal vi beslutte, hvad der skal laves og samtidig beslutte, hvad der kan laves. Jeg forventer, at det kommer til at ske i løbet af foråret 2020, siger han.
Pengene til Københavnsvej skal blandt andet bruges på at gøre vejbanerne smallere og samtidig gøre cykelstier og fortove bredere.
Derudover er det planen at der nogle steder skal være såkaldte midterøer med beplantning.
Hvis du vil se forandringen af Københavnsvej, så træk i slippen på billedet nedenunder og se, hvordan Københavnsvej ser ud i dag, og hvordan den kan komme til at se ud i fremtiden. Artiklen fortsætter under billedet.
Forhåbentligt klar til Tour de France i 2021
Der er meget på spil forhold til at få færdiggjort projektet. I 2021 lægger en af verdens største sportsbegivenheder Tour de France nemlig vejen forbi Roskilde, og så skulle anlægsarbejdet gerne være færdigt. Både fordi byen gerne vil præsentere sig fra sin bedste side, men også for ikke at blive overbelastet.
– Vi vil meget gerne være færdige, inden Tour de France kommer i 2021, så byen tager sig godt ud, når der kommer en masse mennesker, forklarer Daniel Prehn og uddyber:
– Derudover kan det også hurtigt blive meget kaotisk, hvis vi ikke er færdige inden, fordi der vil være Tour de France parallelt med Roskilde Festival. Og her er der altid mange mennesker, som skal ind til byen og handle. Så vejarbejdet skal simpelthen være færdigt, pointerer han.
LA bange for flaskehals på vejen
Hos Liberal Alliance bakker man op om den planlagte renovering af Københavnsvej. Dog er der dele af planen, som vækker bekymring.
Det forklarer Lars-Christian Brask (LA), næstformand i Plan- og Teknikudvalget.
– Planen for Københavnsvej er sådan set fin nok, men vi er meget imod den indskrænkning af vejen, som den også lægger op til. Her mener vi, at en potentiel flaskehals på en så befærdet vej som Københavnsvej kan være ødelæggende for byens handelsliv, siger han.
Læs også: Massiv trafik og trafikstøj bekymrer bosted for hjemløse
Fakta: Roskilde Kommunes hovedplan for Københavnsvej (del 1)
- De fire kilometer fra kommunegrænsen til Røde Port skal forskønnes, og samtidig skal forholdene for cyklister og fodgængere prioriteres højere end bilister.
- Målet er, at oplevelsen af at køre ind til Roskilde by skal forbedres, således at Københavnsvej bliver bedre integreret ind i selve byen. Intentionen er, at jo tættere man kommer på bykernen, des tættere skal bebyggelsen være.
- I den yderste del, ved motorvejen, skal der laves de såkaldte »bufferspor« til enten træer og buske, svingbane eller busstoppested. Mens der i den inderste del, ved Røde Port, skal være midterøer med træer, der er omkranset af chaussesten.
- Man vil udnytte, at supercykelstien, som skal gå fra Roskilde til København, også skal anlægges, så man kan tænke den ind i renoveringsprojektet af Københavnsvej.
- Del 2 af Roskilde Kommunes hovedplan for Københavnsvej omhandler bebyggelse langs vejen inde i bykernen. Denne del af planen er stadig i sin indledende fase, fordi det indebærer, at grundejere samt forretningsindehavere skal med indover.
Kilde: Roskilde Kommune
Han er dermed bekymret for planen om at gøre vejen smallere, så fortove og cykelstier kan gøres bredere. Ydermere lægger den også op til, at der, i den yderste del ved motorvejen, skal laves såkaldte »bufferspor«, der enten kan benyttes til beplantning, svingbane eller busstoppested. Det viser notater fra kommunen.
Men ifølge udvalgsformanden Daniel Prehn (S) er der ikke noget at være bekymret for.
– Vores trafikfolk har konstateret, at trafikken ikke vil lide skade af ændringerne, fastslår han.
Sådan gjorde vi: Historien er blevet til efter en undren over, hvor langt man var i planerne med Købehavnsvej. Herefter gennemgik vi notater fra Roskilde Kommunes Plan- og Teknikudvalg for at se, om man var nået længere i processen. Alle interviewene i artiklen er foretaget telefonisk.