Allerød har skudt valgdagen i gang: »Jeg tog en snak med ChatGPT, og vi blev simpelthen enige om noget«

Vælgerne i Lillerød står i kø i skolens idrætshal.

Af Astrid Henriksen og Bianca Hammerich Binzer

Morgendisen har lagt sig over Lillevang Skole, og de første vælgere står klar allerede inden den velkendte klokke ringer, og valgdagen går i gang.

Stilheden bliver brudt af nyankomne bilister, som ihærdigt forsøger at finde en parkeringsplads. Den lidt kaotiske stemning bliver heller ikke mindre af, at skolens elever kommer fræsende på cykler for at undgå at komme for sent til dagens første time.

En som ikke er kommet for sent, er Kurt Koudahl Petersen. Han er lokalformand for SF i Allerød Kommune og fungerer i dag som valgstyrer på Lillevang Skole.

Han er begejstret for dagens valghandling:

– Det er en god dag, hvis man sammenligner med hele verden. Det her er noget af det mest demokratiske, man kan få øje på, siger han.

Kurt Koudahl Petersen, lokalformand for SF står med “valgklokken”.

Det er ikke kun valgstyreren, som siger, at valgdagen markerer en helt speciel dag. Vælgere her i Lillerød fortæller igen og igen til NetAvisen, at det er vigtigt at stemme, når man har muligheden.

Margrethe Schindler er uddannet socialrådgiver og arbejder som socialfaglig forebygger hos Københavns Politi. Hun siger, at det er vores pligt at stemme.

– Det er vores pligt at deltage aktivt i demokratiet. Som minimum bør man gå op og stemme blankt, mener hun.

Tårnhøj valgdeltagelse ved seneste valg

Ved det seneste folketingsvalg i 2022 var de lokale meget aktive for at sætte deres kryds på stemmesedlerne i Lillerød.

Her var stemmeprocenten på hele 91,8 procent, som er en del højere end landsgennemsnittet, der i 2022 lå på 84,16 procent.

Demokratiet lever altså i bedste velgående i Lillerød, hvor der ifølge Danmarks Statistik bor 16.756 borgere.

Alsidighed i Allerød

I Danmark har vælgerne mulighed for at stemme på 12 forskellige partier. Folkestyrets alsidighed afspejles også hos Allerøds vælgere her til morgen. Alt fra De Konservative til Enhedslisten bliver nævnt, når NetAvisen spørger, hvor vælgerne har sat deres kryds.

–  Jeg stemmer Konservative, lyder det fra Simon Hansen, som er en af de første vælgere, der er mødt op.

Simon Hansen pointerer, at lederskab, Danmarks økonomi og nationens position i det internationale samfund har haft afgørende betydning for hans valg af parti i dag.

Andre toner lyder fra Line Jespersen, som kommer gående med et barn i den ene hånd og en barnevogn i den anden.

– Jeg står rimelig fast og har gjort det al den tid, jeg har stemt. Det har altid været klima og børn, der har været de vigtigste mærkesager for mig, siger hun.

Line Jespersen fortæller, at hun altid har stemt det samme, og at hun er en af Enhedslistens trofaste kernevælgere.

Alle kanaler er i brug

Der er ikke kun stor alsidighed i repræsentationen af de forskellige partier i den største by i Allerød Kommune. Medierne, hvor vælgerne får deres information fra, er også bredt repræsenteret.

NetAvisen taler med Lea Tikkanen Pagh, som for første gang skal stemme til Folketingsvalget.

– Jeg har fulgt mest med på sociale medier. Og så i fjernsynet, og så har jeg set TV 2’s serie Højskolen. Jeg følger også et par partier på Instagram, og så også bare set videoer på Snapchat, siger hun.

Kandidattest vækker skepsis

Flere vælgere i Lillerød nævner også de forskellige kandidattests, som en god mulighed for at finde ud af, hvad man skal stemme.

– Jeg har fulgt lidt med. Jeg har brugt en kandidattest, som endte med at afgøre, at jeg stemte på De Konservatives Mette Abildgaard, siger Katja Hyllested, da NetAvisen fanger hende på vej ud fra stemmeboksen.

Det er dog ikke alle, som bruger de berømte kandidattest til at afgøre, hvor krydset skal sættes i dag. Mikkel Thordal er skeptisk over for kandidattests, når NetAvisen spørger, om han har taget en kandidattest:

– Jeg har faktisk prøvet at lade være. Jeg har lyttet mere til interviews og dannet mig en mening ud fra det, og ikke alle de åndssvage tests, siger Mikkel Thordal.

Læs også: Unge vælgere i Rødovre: “Det er en borgerpligt at stemme”

En anden, som heller ikke har haft nytte af en kandidattest, er valgstedssekretær Sara Andersen. Hun er økonomikonsulent i forvaltningen i Allerød Kommune, så hun er ansvarlig for alt det administrative her på valgstedet på Lillevang Skole, afdeling Lillerød.

Sara Andersen brevstemte derfor allerede i sidste uge. Hverken kandidattest eller sociale medier var afgørende for beslutningen af hendes valg, men derimod en anden, ny hjælper.

– Jeg tog en snak med ChatGPT, og vi blev simpelthen enige om noget, siger hun.

Sara Andersen fortæller, at hun har lyst til at kalde ChatGPT for en “han”, så det gør hun og fortsætter:

– Jeg synes, at “han” var god til at spørge ind til, hvad der betyder noget for mig. Så jeg synes faktisk, at “han” fik pejlet mig meget godt i den retning, som jeg også lidt selv tænkte, at jeg var i.

En vælger afbryder interviewet ved at spørge, om man kan stemme til seniorrådsvalget, og Sara svarer smilende, at det kun er til kommunalvalget.

Sådan gjorde vi: I forbindelse med dækningen af folketingsvalget (FV26) i Allerød Kommune, tog vi ud til valgstedet Lillevang Skole, afdeling Lillerød. Her har vi foretaget interviews med tilfældige vælgere samt de valgtilforordnede på stedet.

Leave a Reply

Your email address will not be published.