Arbejdsløse stresser mere end de, som har et job. De føler sig uden for fællesskabet, lyder det fra stressekspert Karina Weidner
De første 1000 ansøgninger er sendt af sted, men intet svar ude over standardafslag. Følelsen af at være utilstrækkelig kommer snigende og håbløsheden melder sin ankomst.
Stress er ikke altid et spørgsmål om at lave for meget. Tværtimod. Andelen af stressede danskere er langt højere blandt arbejdsløse end blandt dem, der har et job. Det viser en ny rapport om danskernes sundhed, som Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og sundhedsministeriet har fremlagt.
»Når man bliver arbejdsløs er det som at blive stødt ud af flokken. Det er faretruende og vi reagerer som i stenalderen med en kamp-flugtreaktion, der fører til stres,« siger stresskonsulent Karina Weidner, som til daglig er rådgiver i Ingeniørernes A-kasse.
Faktisk føler hver fjerde arbejdsløs sig ofte nervøs eller stresset, mens det kun en ud af ti af de danskere, der har et job, som føler sig stressede.
Uden for flokken
Det er forskelligt, hvordan mennesker reagerer på arbejdsløshed. Reaktionen har ifølge Karina Weidner meget at gøre med, hvordan man er skruet sammen som type.
»Dem, som oftest bliver ramt af stres i forbindelse med, at de mister deres job, er dem, som er ambitiøse, utålmodige og lidt stræberagtige. I gamle dage var det forretningsmanden med attachemappe og mavesår, som var billedet på stress, men i dag er det mere nuanceret,« siger Karina Weidner.
Generelt for mange arbejdsløse er, at de bruger næsten alt deres tid på at søge nyt job.
»Nogle søger job 40 timer om ugen og efterhånden, som afvisningerne bliver flere, begynde nogle at tage det personligt. De får følelsen af, at ingen vil have mig, og jeg er ikke god nok, og så får de stress og dårligt selvværd,« siger Karina Weidner.
Symptomerne, hos de der rammes af stress i forbindelse med arbejdsløshed, er de samme, som symptomerne hos dem der arbejder for meget. Søvnløshed, ondt i mave, ryg og hoved, kvalme og generelt ubehag. Det er ond spiral, mener Karina Weidner.
Nyd fritiden
Den bedste måde at komme igennem en periode med arbejdsløshed er ifølge Karina Weidner at nyde friheden.
»Nogen vælger at ligge en helt fast plan for deres ledighed, så de ikke bliver revet med af stresset. De laver frivilligt arbejde og dyrker alle de interesser, som de ikke tidligere har haft tid til. På den måde bruger de deres ledighed på personlig udvikling,« siger Karina Weidner.
Ud over at man skal sørge for at nyde fritiden, mens man er ledig, så er det også vigtigt at få snakket med nogen om de følelser, der opstår som konsekvens af arbejdsløshed. Bearbejdelse er ifølge Karina Weider et vigtigt trin i at komme ud på arbejdsmarkedet igen.