Lysenes by har hele marts igennem havde været indhyllet i en tung og mørkegrå smog. Partikelforureningen i byen har været så høj, at man knapt nok kunne få øje på Eiffeltårnet i den ellers så smukke metropol. De franske myndigheder besluttede derfor lørdag at ikraftsætte en lov, der skulle begrænse partikelforureningen i den franske hovedstad, men igen i dag kunne alle bilister fortsætte, hvor de slap.
Clara Dussaux, Ph.d.-studerende og bosat i Paris, forklarer, at sigtbarheden i byen var særligt dårlig over weekenden.
– Især om fredagen og lørdagen var det svært at se klart i byen.
Forbud mod ulige nummerplader
Der er ingen tvivl om, at den forhøjede luftforurening i Paris har sundhedsmæssige konsekvenser, og formentlig også fører til for tidlige dødsfald
Ole Hertel, professor ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet
Lovindgrebet, som gør det muligt at forbyde halvdelen af de private biler i Paris og omegn, trådte i kraft mandag morgen. For at sikre sig, at loven blev implementeret, havde man fra hovedstadens side indsat mere end 750 politifolk, som blandt andet uddelte bøder af 22 euro, svarende til 165 kr., til bilister, som overtrådte forbuddet.
Hele mandagen igennem var det derfor kun biler med nummerplader, der slutter på ulige tal, som måtte køre i den franske hovedstad. Men allerede mandag eftermiddag annoncerede den franske miljøminister Ségolène Royal, at forbuddet ville blive ophævet allerede dagen efter.
– På grund af en forbedring af situationen i dag og i morgen, forklarede Ségolène Royal i følge den franske avis Líberation.
I følge Ole Hertel, professor ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet, forsker blandt andet i miljø, klima og luftforurening, er det en alvorlig situation for byen.
-Der er ingen tvivl om, at den forhøjede luftforurening i Paris har sundhedsmæssige konsekvenser, og formentlig også fører til for tidlige dødsfald
De sundhedsmæssige konsekvenser, forklarer Ole Hertel, vil ramme de i forvejen svage dele af befolkningen. Og fra de franske myndigheder har man også opfordret både børn og ældre til at blive indenfor, mens forureningen var værst.
750 betjente på gaden
Beslutningen om et delvist forbud af privatbilisme blev truffet, fordi Airparif, et uafhængigt organ, som måler luftkvaliteten i regionen omkring Paris, målte en overskridelse af luftforureningen. Loven, som også blev udløst sidste år i marts, gør det muligt for regeringen at begrænse trafikken, hvis mikro-partikler i atmosfæren overstiger 50 mikrogram per kubikmeter. Loven er kun taget i brug to gange før i henholdsvis marts sidste år og helt tilbage i 1997.
Ole Hertel forklarer, at det ikke er så underligt, at forureningen nu igen topper som på samme tid som i marts sidste år.
– Det er et spørgsmål om, hvornår man har meteorologiske forhold, der fører til dårlig spredning af den lokale luftforurening. Dårlige spredningsforhold har man ved lave vindhastigheder, og typisk forekommer disse under højtryksepisoder i koldt vejr. Kigger vi et år frem, vil der formentligt også være dage, hvor der er forhøjet forurening i Paris, fordi man igen kommer ind i en periode med lave vindhastigheder.
Clara Dussaux synes godt, at man kunne have beholdt forbuddet et par dage mere, men siger, at det ser bedre ud i byen nu.
– Det er ikke så klart, som det plejer at være, men det er bedre nu.