Dansk Folkeparti stormer frem efter valget: ”Vi pakker ikke noget ind”

Lokalformand for Dansk Folkeparti i Brøndby, Poul Gaardbo.
FOTO: Poul Gaardbo

Vi har deltaget i debatterne, og vi har sagt vores meninger. Det er jo det, vores vælgere godt kan lide: at vi ikke pakker noget ind, men siger tingene utvetydigt.
Poul Gaardbo, Lokalformand for DF i Brøndby

Resultatet af Folketingsvalget viser, at flere af de store partier oplever tilbagegang, mens andre mindre partier har oplevet stor fremgang. Heriblandt Dansk Folkeparti, som i Brøndby fik 14,8% af stemmerne, hvilket er en stigning på 9,9% siden sidste valg.

Lokalformand for Dansk Folkeparti i Brøndby, Poul Gaardbo, mener, at denne stigning kan være, fordi vælgerne ved, at de kan regne med de ting, som partiet siger:

– Vi har deltaget i debatterne, og vi har sagt vores meninger. Det er jo det, vores vælgere godt kan lide. Det er, at vi ikke pakker noget ind, men vi siger tingene utvetydigt, siger han.

Man kan komme langt for få midler

For Poul Gaardbo er den store fremgang også et signal om, at man sagtens kan komme langt med en valgkampagne med færre midler:

– Vi har jo ikke råd til de der store udskejelser, så vi har jo ikke haft alle de der mange valgplakater, som de har haft fra Socialdemokratiet og Konservative især. Men det fortæller mig jo bare, at det jo ikke er plakater, man vinder valget på, siger Poul Gaardbo.

For Poul Gaardbo har det været vigtigt at møde vælgerne under valgkampen, og de har derfor bl.a. stået ved togstationer og delt flyers ud, for at møde vælgerne ude i samfundet:

– Vi har delt nogle flyere ud, og nogle af dem har haft tid til at tale med os. Og den direkte kontakt til vælgerne, tror vi, er en god ting, siger Poul Gaardbo.

Lokalformand for Dansk Folkeparti i Brøndby, Poul Gaardbo.
FOTO: Poul Gaardbo

Fakta om valget:

    • I Brøndby har 36.922 vælgere været ned og sætte deres kryds. Det svarer til en stemmeprocent på 76,7%.
    • Ved Folketingsvalget i 2022 var der 1.747 stemmer på Dansk Folkeparti. Ved Folketingsvalget i 2026 var det tal steget til 5.456 stemmer. Det er en stigning på 212%.

KILDE: Danmarks Radio og Danmarks Statistik

Et parti man kan stole på

En af dem som i tirsdags satte sit kryds ved Dansk Folkeparti, er Michelle fra Brøndby Strand. For hende har særligt udlændinge-området været afgørende:

– Nu bor jeg jo i Brøndby, hvor vi har en del indvandrere, og selvfølgelig er der mange af dem, som er søde og rare, men der er lige så mange af dem, hvor jeg tænker; hvad laver I i det her land, når I ikke kan lide vores land, siger Michelle.

Michelle har tidligere stemt på Socialdemokratiet, men er skiftet, fordi hun ikke føler at hun kan stole på partiet. Michelle genkender derfor også Poul Gaardbos forestilling om, at DFs vælgere bl.a. stemmer på dem, fordi man kan stole på det de siger.

Jeg tror lidt det er derfor at man er ved at få ændret, at Dansk Folkeparti faktisk er et okay parti
Michelle, DF vælger i Brøndby

Det er dog ikke kun DFs udlændingepolitik, som har været afgørende for Michelle. Også DFs ældrepolitik og deres ønske, om at sænke fødevarepriserne, har haft betydning for hende:

– Det er en blanding af udlændingepolitikken, de ældre og vores priser generelt i vores samfund. At priserne er så høje, som de er, siger hun.

For Michelle er det tankevækkende, at så mange er skiftet over til at stemme på Dansk Folkeparti:

– Jeg tror, folk er ved at være lidt trætte af den måde, som Mette Frederiksen kører vores land på. Og jeg synes også, det føles, som om alle vores ting bare bliver smidt ud af landet, alle vores penge, og vi glemmer os selv. Jeg tror, lidt, det er derfor, at man er ved at få ændret, at Dansk Folkeparti faktisk er et okay parti, siger Michelle.

Michelle ønsker ikke at stå frem med fulde navn og billede i denne artikel, fordi hun oplever at det er et tabu at sige højt, hvad hun stemmer på. Hun ønsker ikke at blive ”upopulær” i sin omgangskreds, bl.a. også fordi hun har givet sin søn en Dansk Folkeparti-pose. Michelle ønsker derfor at være anonym i denne artikel.

Lokalformand for Dansk Folkeparti i Brøndby, Poul Gaardbo.
FOTO: Poul Gaardbo

Et ønske for fremtiden

Dansk Folkepartis lokalformand i Brøndby, Poul Gaardbo, er glad for at høre, at vælgerne, lige som dem selv, føler, at Dansk Folkeparti er til at stole på:

– Det er jeg jo sådan set stolt af, fordi det er jo ikke det, man høre mest i politik, siger Poul Gaardbo.

Poul Gaardbo håber, at flere unge tilslutter sig partiet, så partiet kan leve videre mange år fremover:

– Jeg vil gerne have nogle unge, som involvere sig i politik, og melder sig ind i Dansk Folkeparti og begynder at gøre sig klar til det næste kommunalvalg. Det ville være et stort ønske for mig, da vi skal have nogen til at drive vores politik videre, siger Poul Gaarbo.

Leave a Reply

Your email address will not be published.