Dine smykker skal bæres med omtanke

Sov ikke med sine smykker. Det er at af de gode råd, du bør kende, når du går med smykker. Foto:morgueFile
Sov ikke med sine smykker. Det er at af de gode råd, du bør kende, når du går med smykker.
Foto:morgueFile

At beholde dine smykker på, når du er i bad, gør rent, dyrker sport eller sover kan være en dårlig idé. Der er nemlig skadelige metaller i mange smykker, som optages lettere af kroppen, når man sveder eller er i kontakt med vand eller rengøringsmidler.

Mange ved godt, at smykker kan indeholde det allergifremkaldende metal nikkel. Der er dog ikke så stor opmærksomhed omkring, at der også kan være lige så meget bly, kviksølv og cadmium i smykkerne.

Hvis det ikke er det ene metal, så er det det andet
Betina Hjorth fra Astma-Allergi Danmark

Maria Hansen fra Forbrugerkemi.dk forklarer, at disse stoffer skal man være mindst lige så opmærksom på.

Gode råd om smykker

  • Undgå at sove med smykker på
  • Lad kun børn bære smykker lejlighedsvist
  • Put ikke smykker i munden
  • Tag smykkerne af ved sport, rengøring, badning
  • Brug kun godkendte materialer, hvis du selv laver dine smykker
  • Kilde: Forbrugerkemi.dk

– Bly og kviksølv kan skade indlæringsevnen hos børn og være skadeligt for fostrer hos gravide. Cadmium kan give knogleskørhed og nyreskader.

Derfor råder hun de danske smykkebærere til at følge nogle simple forholdsregler.

– Man kan jo starte med at spørge i butikken, hvad smykket er lavet af. Man kan også købe en nikkeltest, hvis det er det, man er bekymret for.

Derudover bør man ikke tage smykkerne i munden, og man bør forsøge at undgå kontakt med cremer og hårspray.

Undgå festival-smykker

Betina Hjorth fra Astma-Allergi Danmark påpeger, at EU-reglerne om skadelige metaller i smykker generelt sørger for, at grænseværdierne overholdes. Men de finder stadig jævnligt beviser på det modsatte. Det er dog ikke noget, man kan lovgive sig yderligere fra, mener hun.

– Hvis det ikke er det ene metal, så er det det andet, siger hun med henblik på, at det er svært at undgå metallerne.

– Der er jo også naturligt nikkel i guld, siger hun.

En god tommelfingerregel er ifølge Betina Hjorth, at holde sig fra smykker, hvor man ikke kender producenten.

– Der er selvfølgelig større risiko, når man køber smykker på markeder og festivaller. Her har smykkerne ikke altid gennemgået samme kontrol, siger hun.