Lande som Bulgarien, Malta og Portugal skal blive bedre til at tage løbeskoene på. Danmark skal derfor fremover være med til at påvirke den sydlige del af EU til at dyrke mere motion. Det mener spidskandidater til Europa-Parlamentsvalget Jeppe Kofod (S) og Ulla Tørnæs (V).
Udmeldingen kommer efter Eurobarometers nye undersøgelse om fysisk aktivitet og motion i EU. Den viser, at det især er de sydlige lande, der dyrker mindst motion.
Jeppe Kofod mener, at det er vigtigt, at de nordlige lande i EU deler deres viden og erfaringer om fysisk aktivitet med de sydlige lande.
– Vi skal være et forbillede ved at eksemplificere, hvordan borgere bliver mere fysisk aktive, siger Jeppe Kofod.
På Malta ser man positivt på, at lande som Danmark skal være forbillede for dem:
– Personligt ser jeg intet negativt i, at de nordlige EU-lande skal være forbilleder for Malta på dette område. Det er ikke et spørgsmål om stolthed. Det er et spørgsmål om at hjælpe og støtte hinanden gennem handlinger. Hvis noget gennemført af andre lande, er godt for Malta, vil det være uansvarligt af os ikke at lære af det, siger borgmester og kandidat til EU-parlamentet fra Malta, Clint Camilleri (PL).
Undersøgelsen viser, at 68 procent af de danske borgerne dyrker motion mindst én gang om ugen. I den anden ende af skalaen dyrker 75 procent i Malta aldrig sport.
Læs også: EU-kandidater: Sådan undgår vi at udhule den danske velfærd
Problemet skal løses nationalt
Spidskandidat fra Venstre, Ulla Tørnæs, understreger, at problemet skal løses i de enkelte lande:
– Jeg synes, at det er fint, hvis Danmark er et forbillede for andre lande. Det er et område, der kræver bevågenhed, og den negative tendens er selvfølgelig bekymrende. Men det er et nationalt anliggende, og derfor må det være op til det enkelte medlemsland at vurdere, hvordan de vil løfte udfordringen, siger Ulla Tørnæs.
Jeppe Kofod mener, at der i EU skal mere fokus på, hvordan de nordlige lande bærer sig ad med at aktivere borgerne. Landene skal have mere viden om, hvordan motion kan gøres til en folkelig vane.
– I Danmark har vi en cykelkultur, og det er med til at skabe større aktivitet. Cykelstier og gode cykelveje vil kunne hjælpe de sydlige lande til at røre sig mere i løbet af hverdagen.Vi kan dog ikke bestemme i EU, hvad de sydlige lande skal gøre. I stedet kan vi opfordre til det. Det er landene selv, der bestemmer, hvordan de vil gøre det, siger han.
EU-lande skal lære af hinanden
Europa-Kommissionens talsmand for kultur og ungdom Dennis Abbott mener, at det er positivt, at de sydlige EU-lande skal lære af Danmark.
– En del af at være medlem i EU er, at landene kan lære af hinanden. Vi gør, hvad vi kan for at opfordre medlemslandene til at dele deres viden og erfaringer. Man bør se positivt på muligheden for, at Danmark kan lære de sydlige lande om sportsforfremmelse, siger han.
Dennis Abbott understreger, at undersøgelsens resultater ikke nødvendigvis viser, at alle borgere fra de sydlige EU-lande er dovne:
– Man kan ikke nødvendigvis sige, at danskere og svenskere generelt er i vildt god form, mens borgere i de sydlige EU-lande generelt er dovne. Der er en masse faktorer, der spiller ind.
Arbejdet med undersøgelsen viser blandt andet, at klima har en stor indflydelse på mængden af fysisk aktivitet.
– Det er ikke kun et spørgsmål om mentalitet og tankegange. Klimaet spiller uden tvivl en stor rolle. Der er for eksempel ikke mange, der løber maraton i 30 graders varme, forklarer Dennis Abbott
Læs også: Danskerne får færre kandidater at stemme på til EP-valget
Fysisk inaktivitet har økonomiske konsekvenser
Jeppe Kofod mener, at det kommer til at have økonomiske konsekvenser for EU, hvis der ikke bliver rettet op på udviklingen. For eksempel kan fysisk inaktivitet på lang sigt føre til flere udgifter i sundhedssektoren.
Derudover viser flere undersøgelser, at børn og unge har sværere ved at lære, hvis de ikke dyrker regelmæssig motion.
I EU’s pressemeddelelse udtaler kommissær Androulla Vassiliou, der har ansvar for sport:
Fremadrettet vil man i EU blandt andet arbejde videre med planerne for en europæisk sportsuge, skriver EU i pressemeddelelsen.