Flere vælger alternative begravelser i Ballerup-Furesø, men traditionen lever videre

Færre borgere i Ballerup-Furesø provsti bliver bisat og begravet med kirkelig medvirken.
Foto: Villads Tynell

Danskerne vælger i stigende grad alternative begravelser frem for de traditionelle kirkelige ceremonier.

Fra haveritualer til ceremonier i kapeller uden præst markerer udviklingen en bevægelse væk fra det traditionelle, og det ses tydeligt i Ballerup-Furesø provsti, hvor mange går nye veje ved livets afslutning.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som kan ses nedenfor. Artiklen fortsætter efter figuren.

 

Alternative valg er populære

Antallet af danskere, der vælger en bisættelse eller begravelse uden kirkelig medvirken, er stigende. I Ballerup-Furesø provsti valgte 223 personer i 2023 at undgå kirkelige ceremonier, og flere ønsker at tilpasse ceremonien efter egne præferencer.

– Vi har folk, der vælger at holde bisættelsen hjemme i haven, hvor kisten står på en båre, og vi henter den igen bagefter, siger Annemarie Bruun Nielsen, bedemand i Bagsværd og Værløse.

Læs mere: Flere danskere vælger borgerlige begravelser

Hun peger på, at mange stadig ønsker en højtidelig afsked, men i rammer, der er mere personlige og frie.

De ønsker måske ikke traditionen ved, at man holder det i kirken, men de ønsker bare, at familien kan være samlet. Så kan de godt vælge det fra, for de har ikke haft den der nærkontakt med kirken. Det er der mange der ikke har, siger hun.

Udviklingen drives af faldende medlemstal

Tal for Ballerup-Furesø provsti 2024

  • Indbyggere i Ballerup-Furesø provsti: 93.770
  • Antal medlemmer af folkekirken: 58.186
  • Antal ikke-medlemmer af folkekirken: 35.584
  • Medlemsprocent: 62,1 %

Kilde: Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Færre danskere er medlem af folkekirken, og det mener bedemanden er med til at påvirke begravelsestraditionerne. Medlemsprocenten i Ballerup-Furesø provsti er på 62,1 %, hvilket er lavere end landsgennemsnittet på 71,4 %.

Flere melder sig ud, og mange føler ikke længere tilknytning til kirkens ritualer, siger Annemarie Bruun Nielsen.

Traditionerne lever dog stadig

Trods tendensen med alternative muligheder er kirkelige begravelser stadig særligt udbredt blandt ældre. I Ballerup-Furesø provsti blev 505 personer begravet eller bisat med præstens medvirken i 2023. Det er det højeste antal i landet. Den høje andel skyldes delvist områdets demografi, vurderer Karen Marie Ledt-Nissen, vidensarbejder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

I Ballerup-Furesø provsti er der rigtig mange ældre borgere, som også er medlem af folkekirken, når de dør. Dette er forklaringen på, at en stor del af dem, der dør, bliver begravet og bisat af en præst i sognets kirke, siger hun.

Læs også: Efter svindelsager mod ældre: Sådan beskytter du dig i den digitale verden

Johannes Krarup, sognepræst i Værløse og Hareskov sogne, tilføjer, at mange af beboerne i området er specielle af en særlig grund.

– Sådan et område som vores, det er udbygget i 60’erne og 70’erne, har en stor andel af oprindelige tilflyttere. De er blevet boende, så der dør mange i den sammenhæng. Vi har et ret stort begravelsesantal hos os, og bare i dette sogn har vi et par hundrede om året. Men det er formodentlig kun en femtedel af hele provstiet, siger han.

Fremtidens begravelsesformer

Udviklingen peger mod en fortsat diversificering af begravelsesformer i Danmark. Fra traditionel kirkelig medvirken til ceremonier i hjemmet eller haven, afspejler valgene en søgen efter mere personlige og fleksible rammer.

– Mulighederne er uendelige. Det er blevet mere normalt at gøre noget andet end det traditionelle, siger Annemarie Bruun Nielsen.

Sådan gjorde vi: Journalisten tog afsæt i en oversigt fra Danmarks Statistik over kirkelige handlinger. Her var der et stort udsving i bestemte parametre, som blev grundlaget for researchen. Herefter tog journalisten kontakt til bedemænd og kordegnen for området, hvor sidstnævnte viderestillede til præsten for provstiet. Til slut kontaktede journalisten Folkekirkens uddannelses- og videnscenter, for at have helt styr på tallene, og for at få en årsagsforklaring. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.